Det er åbenbart tiden til nye logoer blandt bilmærker. Og der er enighed om, at det for tiden er smart at gøre logoet fladt – altså at ændre det fra et 3D-agtigtigt udtryk til todimensionelt.
Det gjorde VW i 2019, og her i 2020 er BMW og Toyota fulgt efter. Og nu viser også Nissan et ’fladt logo’.
Nissan argumenterer, som de øvrige, at i en digital tid gør todimensionelt design sig bedst.
Se mere: Toyota skifter til flad stil
Har taget tre år
- Den digitale verden er basis for det fysiske udtryk, siger Nissan, der har brugt tre år på processen med nyt logo.
’Spinkel, let og fleksibel,’ var kodeordene for designteamet, som endte med det meget enkle, ferske logo til mærkets kommunikation. Firmanavnet forbliver i midten af logoet, som nu findes i to ret forskellige udgaver.
Elbiler får lysende logo
I modsætning til BMW og Toyota ændrer Nissan nemlig også logoet på sine biler. Særligt på de elektriske, for elbilerne får oplyst logo.
Se mere: BMW får nyt logo - men kun halvhjertet
Det skabte en teknisk udfordring med bl.a. tykkelsen på logoet, hvor lyset skulle kunne ses samtidig med, at regler for biler over hele verden skulle opfyldes.
Og så skulle logoet skulle også have et stærkt udtryk, når der ikke var lys i.
Nissans elbiler – i første omgang Ariya – får den lysende udgave, der er oplyst af 20 LED pærer. Det bliver et visuelt billede på, at Nissan kører en elektrisk fremtid i møde, siger mærket.
Flere modeller vil få det nye logo i løbet af de næste år. Det gælder også flere, helt nye elbiler.
Det nye logo vil foruden på bilerne snart dukke op i alle medier, lige fra brevhoveder og forhandlerskilte til sociale medier og digital annoncering. Der findes fire udformninger – foruden en ’levende’ udgave til særlige digitale programmer og videoer, hvor det skifter og pulserer.
Se mere: Ariya: Nissan tager elektrisk kæmpeskridt