Automatgear var engang noget eksotisk, kostbart og benzinslugende, og som sad i store Mercedes-modeller, i dollargrin eller i en Opel Commodore.
Selv for ti år siden var det dyrt ekstraudstyr i mellemklassen, og blot én ud af fire Volvo’er havde automatgear i 2010. Blandt mere folkelige biler lå andelen på fem-ti procent.
Men siden da er det store kickdown sat ind. Danskerne har over en kort årrække fuldstændig skiftet smag – og økonomisk mulighed. Desuden tilbydes mange flere modeller med automatgear. Adskillige fås ikke uden.
6 ud af 10 har nu automatgear
Langt over halvdelen af alle nybilkøbere kan nyde at køre deres bil med én fod og begge hænder på rattet. 60 procent af de nye biler sælges nu med automatgear.
Se hvor stor andel automatgear, dit mærke har, længere nede i artiklen.
Elbiler fremmer 'automatgear'
De elektrificerede bilers frembrusen på det allerseneste er noget af forklaringen. Elbiler (med ettrins gear), pluginhybrider og fuldhybrider har alle reelt automatgear, og dem er der solgt 33.000 af i år. Det svarer til 19 procent af nybilsalget.
Skredet mod automatgear har dog været i gang længere. Udviklingen tog et hop, da registreringsafgiften blev modereret i 2015 og igen i 2017, registrerede mange bilmærker den gang. De to ændringer tilsammen betød, at afgiften for at vælge automatgear faldt fra 180 til 85 procent for mange biler.
Automatgearets sejrsgang
2010: 9,2%
2020: 60,1%
Det fik en stor del af bilkøberne til at vælge biler med automatisk gear frem for manuelt.
Lavere pris for automatgear
I dag kan man få automatgear til f.eks. Seat Leon for 15.000 kr., VW Polo for 17.000 kr. og Kia Ceed for 22.000 kr. Til tider er der kampagner med automatgear ’uden merpris’. Da privatleasing samtidig har vundet frem, bliver tillægget for automatgear mindre afskrækkende, når den deles ud på en månedlig ydelse.
Den teknologiske udvikling har hjulpet på populariteten, særligt for de traditionelle automatgear. De var engang ret tørstige, og ud over større udgift til brændstof har det danske afgiftssystem betydet, at kortere på literen straffes på registreringsafgiften.
Se mere: Ny registreringsafgift på plads (2017)
Ved at gå fra fire, fem eller seks gear til nu typisk otte eller ni, sågar ti i enkelte tilfælde, forbedrer det sammen med andre innovationer brændstoføkonomien.
Stor forskel mellem bilmærker
Biler med dobbeltkoblings- og CVT-gear har altid haft god brændstoføkonomi – i de officielle målinger kan de endda være marginalt bedre end manuelt gear.
Der er enorme forskelle på andelen af automatgear fra bilmærke til bilmærke. Hos premiummærkerne er det tæt på 100 procent af kunderne, der vælger denne mulighed (og ofte ikke kan andet).
Alfa Romeo er gået fra nærmest nul til 100, DS kommer også fra nul til nu 82 procent, mens Porsche, der også lå højt for ti år siden, stadig har 15 procent af kunderne, som vælger manuelt gear.
Citroën er et af få mærker, hvor andelen af automatgear er gået tilbage. Citroën solgte tidligere flere større biler, men markedsføres nu i høj grad på pris og udvalgte kampagnemodeller. Mange andre brede mærker som Renault, Ford og Kia er gået fra nærmest nul til omkring halvdelen.
Mærkerne i Volkswagen-gruppen, VW, Skoda og Seat, er nu oppe på 92, 71 og 65 procent respektive.
Automatgear passer perfekt til fartpilot
Væksten i automatiske gear falder sammen med – eller forstærkes måske af - at fartpilot inkl. adaptiv fartpilot også breder sig kraftigt.
- Automatgear og fartpilot er en fantastisk kombination, for med automatgear fungerer fartpiloten væsentlig bedre – bilen kan selv styre hastigheden fra høj fart og ned til nul i de nyere systemer, siger Motors biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen.
- Ofte kan bilen også selv sætte i gang efter stilstand, f.eks. ved køkørsel. I det hele taget gør kombinationen af automatgear og adaptiv fartpilot det meget mere afslappende at køre i tæt og langsom trafik, som der jo er blevet væsentlig mere af, tilføjer han.
I det hele taget spiller automatgear godt sammen med mange nye komfort- og sikkerhedssystemer. Automatisk parkeringsfunktion virker f.eks. bedre på den måde, i særdeleshed hvis gearet er af den nye ’shift by wire’-type, hvor bilen selv kan skifte mellem frem, frigear og bak.
Automatgear før og nu
Andel af nysalget de to år
Mærke |
2010 |
2020 |
Dacia |
0 % |
0 % |
Fiat |
3 % |
12 % |
Citroën |
17 % |
12 % |
Suzuki |
2 % |
13 % |
Opel |
6 % |
18 % |
Peugeot |
1 % |
30 % |
Hyundai |
3 % |
40 % |
Renault |
4 % |
45 % |
Kia |
3 % |
56 % |
Mazda |
3 % |
56 % |
Toyota |
6 % |
62 % |
Ford |
10 % |
63 % |
Skoda |
15 % |
65 % |
Nissan |
5 % |
71 % |
Honda |
30 % |
71 % |
Seat/Cupra |
5 % |
71 % |
Jeep |
100 % |
74 % |
DS |
1 % |
82 % |
Porsche |
65 % |
85 % |
Mitsubishi |
7 % |
88 % |
VW |
13 % |
92 % |
Audi |
18 % |
95 % |
Mini |
2 % |
95 % |
Subaru |
32 % |
97 % |
BMW |
28 % |
98 % |
Volvo |
26 % |
99 % |
Mercedes-Benz |
61 % |
100 % |
Alfa Romeo |
1 % |
100 % |
Tallene er afrundede. 2020: 10 måneder Kilde: bilmærkerne