Batteribytte er tilbage: 90 kWh strøm på 5 min.

Det nye bilmærke Nio er snart i Danmark og vil fra begyndelsen tilbyde sin unikke tjeneste: udskiftning af et tomt batteri med et næsten fyldt på fem minutter. Se her, hvordan det foregår. Og hvorfor.

Nios første batteribyttestation uden for Kina ligger ved Drammen i Norge.
Nyt om biler

Det lyder forjættende for en elbilist på farten: Få batteriet ladet op på fem minutter.

For norske ejere af en Nio elbil er det blevet en realitet, efter at det innovative kinesiske mærke har åbnet sin første batteriskiftestation i Norge. Inden årets udgang er det planen at have 20 af disse stationer klar i elbillandet.

Og Danmark følger lige efter.

Nios første batteribytte-station uden for Kina er denne ved Drammen nær Oslo. Foto: Nio
Nios første batteribytte-station uden for Kina er denne ved Drammen nær Oslo. Stationerne kommer snart også til Danmark. Foto: Nio

6 stationer i Danmark i år

Den ansvarlige for skiftestationerne i Norge skal også stå for opbygningen af det danske net af stationer og Nios egen lynladning, og han bekræfter over for Motor en hurtig udrulning.

- Vi forventer at have seks skiftestationer klar i Danmark i slutningen af 2022, hvis det går, som vi håber med tilladelser, strømtilslutning og aftaler om grundleje, siger Espen Byrjall fra Nio Norway.

Den første batteribytte-station er i drift lidt uden for Oslo.
Den første batteribytte-station er i drift lidt uden for Oslo. Ca. fem minutter tager den fuldautomatiske proces med et skifte et batteri ud med et andet.

Han forestiller sig, at der i første bølge vil komme stationer ved Kolding, Aarhus og Aalborg samt to ved København.

Udbygningen i Danmark skal fortsætte i 2023 med flere stationer.

Better Place forsøgte for ti år siden

Lyder idéen bekendt? For danskere gør den nok.

Better Place fik åbnet ti skiftestationer i begyndelsen af 2010'erne, inden firmaet lukkede i 2013.
Better Place fik åbnet ti skiftestationer i begyndelsen af 2010'erne, inden firmaet lukkede i 2013.

Tanken med batteribytte blev forsøgt af Better Place for ti år siden, men det israelske firma nåede aldrig at få aftaler med andre end Renault om én, enkelt elbil, Fluence Z.E. I 2013 løb Better Place tør for penge.

Det afskrækker ikke Nio, som er et fremadstormende bilmærke med mange anderledes tanker om at være bilproducent og at være bilejer.

Frisk batteri på fem minutter

I videoen her kan du se det fascinerende batteribytte. Skiftet tager fem minutter, fra man kommer, til turen kan fortsætte med frisk batteri.

På vej mod batteriskiftestationen kan man på bilens skærm bestille et batteriskifte, og ellers kommer muligheden frem 200 meter fra stationen.

Hvis der er mere end én bil, som vil skifte, oprettes der automatisk et køsystem. Inden i bilen vises ens nummer i køen. Det er ikke muligt at smutte frem i køen.

Helt fremme instruerer bilen én i at standse inden for en optegnet firkant foran skiftestationen. Firkantet kan i øvrigt varmes op, når der er udsigt til sne og is.

Herefter bliver føreren bedt om ikke at blande sig mere. Det sker med høj og tydelig røst fra bilen. Bilen bakker nu fuldautomatisk ind i hallen, og skifteprocessen går i gang af sig selv. Stort set som i en vaskehal. – Ja, ok, indtil videre skal en operatør trykke på startknappen, og stationerne er derfor kun åbne fra kl. 7 til kl. 22.

Det rumsterer – næsten kildrer – nedenunder bilen, mens den løftes og sænkes et par gange, og skruer drejes ud og ind. Efter omkring fem minutter, hvor skærmen til sidst bliver sort, bliver man bedt om selv at køre bilen ud.

Bedre forberedt end Better Place

Nios europæiske direktør, Hui Zhang, har godt styr på Better Places’ meritter, og han kan uden videre navnet på Better Places’ daværende direktør (Shai Agassi).

Der er mange forskelle fra dengang påpeger han over for Motor.

Abonnementsordninger er blevet acceptable, teknologien er forbedret (Nios biler kører selv ind i hallen, som er væsentlig mindre end Better Places), og batterierne i flere størrelser passer til alle Nios biler. Og – kunne man tilføje – Nios pengetank ser ud til at være væsentlig større end det israelske firmas.    

Bilisten parkerer i båsen lige foran - som er opvarmet når det sner. Herfra kører bilen fuldautomatisk ind i byttestationen.
Bilisten parkerer i båsen lige foran - som er opvarmet når det sner. Herfra kører bilen fuldautomatisk ind i byttestationen.

Nio har allerede 860 ’Power Swap Stations’ i drift i Kina, og selv om det her er ekstra bekvemt, da de færreste kinesiske bilejere kan lade hjemme (og opladning er blevet væsentlig hurtigere siden Better Places dage), er der mange gode grunde til at udbrede batteriskifte til Europa, mener Nio.

Væsentlig hurtigere end lynladning

Først og fremmest går det hurtigt. Bilisten kan få byttet batteriet på fem minutter og får dermed op mod 450 km rækkevidde. Nios standardbatteri er på 100 kWh og vil normalt være ladet op til 90 procent på byttestationen.

Selv den hurtigste lynladning, som findes i dag og flere år frem, kommer slet ikke i nærheden af den ’hastighed’. En opladning fra 10 til 80 procent kan på en god dag i en god bil med en god lader klares på 20 minutter.

Til gengæld vil det trods være nemmere at finde en lynlader end en skiftestation.

Bilen fortæller løbende, hvad der sker på vej ind i byttestationen. Mens der ikke er noget højvoltsbatteri i bilen, går skærmen dog i sort.
Bilen fortæller løbende, hvad der sker på vej ind i byttestationen. Mens der ikke er noget højvoltsbatteri i bilen, går skærmen dog i sort.

Godt for batteriet og elnettet

Men der er mange andre grunde, påpeger Nio.

Muligheden for batteriskifte skal fjerne ’batteriangsten’, for batteribytte er kombineret med, at bilejeren lejer batteriet. Dermed er der ingen bekymring over degradering af batteriet, og som batterierne bliver bedre, kan man få glæde af det i sin eksisterende Nio. Skal man langt, kan man booke (og betale for) et ekstra stort batteri en eller flere gange.

Samtidig reducerer batteriskiftet det slid, som lynladning kan give, da batterierne på skiftestationerne lades med moderat effekt (40 kW). Det sker under kontrollerede temperaturer og kan gøres, når strømmen er grønnest (og billigst). Skiftestationerne bliver senere i stand til at sende strøm tilbage til elnettet, f.eks. når strømmen er dyr og/eller 'sort'.

Batteriernes sundhedstilstand kontrolleres samtidig, og hvis der er unormalt slid, kan et batteri tages ud for at få skiftet celler.

Nio-ejere vil formentlig mest lade hjemme som de fleste andre elbilister, men foruden batteribytte tilbyder Nio eget netværk af lynladere.
Nio-ejere vil formentlig mest lade hjemme som de fleste andre elbilister, men foruden batteribytte tilbyder Nio eget netværk af lynladere. Hos Nio Power kan man lade med op til 180 kW.

Billigere i anskaffelse

I Norge koster den store SUV ES8 ca. 645.000 d.kr. med 100 kWh-batteri. Vælger man at leje batteriet, kan man trække 150.000 kr. fra prisen. Til gengæld kommer der et månedligt abonnement på ca. 1.900 kr.

Det inkluderer to gratis skift om måneden og en pæn mængde energi fra Nios lynladere.

Nio har i dag batterier på 75 og 100 kWh, og midt i 2023 ventes et på 150 kWh lanceret. Det helt store batteri med forventet rækkevidde omkring 750 km benytter en ny teknologi kaldet faststofbatterier og fylder ikke mere end de mindre batterier.

Alle batterier kan byttes rundt mellem alle Nios kommende modeller.

Første Nio i Danmark bliver denne store sedan, ET7.
Første Nio i Danmark bliver denne store sedan, ET7. Den svarer til en Tesla Model S.

Første Nio til Danmark i år

Nio forventer at lancere den første model i Danmark, den store sedan ET7, i slutningen af 2022. ES8, som sælges i Norge, kommer ikke til Danmark eller andre europæiske lande, da Nio hellere vil tilbyde den nyere teknologi, der er i næste generations modeller.

Nio planlægger at bygge 1.000 Power Swap-stationer uden for Kina foruden egne 180 kW-lynladere. Det vil til dels ske i samarbejde med Shell.

 

Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?

Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.

Nye elbiler i 2022 og 2023