Endnu et nyt bilmærke har slået dørene op i Danmark. Det unge kinesiske firma Xpeng indvier 9. april et udstillingslokale i København, og de første danske kunder ventes at kunne få deres bil udleveret til oktober.
Xpeng gør sin entré i Danmark med stil. Mærket har indrettet sig i et 300 kvadratmeter stort showroom, kaldet Xpeng Experience Store, lige over for hovedindgangen til Tivoli.
Den centrale og dyre adresse skal gøre det muligt for Xpeng at komme i kontakt med kunder, der ikke kender mærket (og det gør mange ikke), og som ikke er så tilbøjelige til at tage ud til de traditionelle bilforhandlere i byernes periferi.
Den dyre husleje kompenseres af, at Xpeng ikke vil bruge så mange penge på traditionel markedsføring, i hvert fald ikke på print og i TV. Dermed er fremgangsmåden stort set den samme, som et andet ungt kinesisk mærke, Nio, forfølger.
Kommer til oktober
Xpeng, der blev grundlagt for blot otte år siden og kun producerer elbiler, lægger ud med en enkelt model i Danmark, P5, som kan bestilles nu og leveres omkring oktober.
P5 er en stor sedan omtrent i klasse med Tesla Model 3. P5 er længere og højere, men har noget mindre akselafstand. Trods det sidste er der væsentlig bedre bagsædeplads i P5, som Xpeng betegner som en komfortabel bil, ikke en sportslig.
Med en ydelse på 211 hk og kun mulighed for forhjulstræk er P5 da også noget mere afdæmpet end Model 3.
Kun en udgave
Kun én version tilbydes, og det gælder også udstyr og kabineindtræk (som er af kunststof).
Bilen har til gengæld alt som standard, bl.a. panoramaglastag, den fulde sikkerhedspakke og avancerede køreassistenter.
Midterskærmen er på 15,6 tommer, og infotainmentsystem og navigation m.m. reagerer meget hurtigt. I modsætning til Tesla 3/Y har P5 en førerskærm ved rattet.
450 km rækkevidde, langsom hurtigladning
Batteriet er på 66 kWh, og den officielle rækkevidde ligger på 445-465 km. Bilen kan lade hjemme med tre faser (11 kW), men ved en lynlader er P5 noget af en sinke. Blot 70 kW kan bilen pt. lade med. Det er omtrent det halve eller endnu mindre af mange andre.
Anhængertræk fås ikke, og det gør f.eks. adaptive matrix-lygter eller headup-display heller ikke. Bagsæderyglænet kan ikke lægges ned, men der er dog en skilem.
Ukendt pris - eller 388.000 kr.?
Xpeng kan ikke sige, hvad bilen kommer til at koste. Men opslag på motorregisteret viser, at de biler, som Xpeng i Danmark har indregistreret til sig selv, over for Skat er værdisat til 388.000 kr. Det lyder som en plausibel cirka-pris for kommende kundebiler.
I forhold til allerbilligste Tesla Model 3 er det omkring 50.000 kr. billigere.
Det nye mærke kan heller ikke fortælle, hvordan salg, udlevering, prøvekørsel og service/reparation skal foregå. Heller ikke, hvorvidt eller hvordan mærket vil være til stede uden for København.
I Norge kan Xpeng købes hos et stort antal, traditionelle forhandlere.
Norge er som så ofte i elbil-sammenhæng det første land i Europa, hvor et nyt elbilmærke lanceres. Men Danmark kommer nu i anden bølge sammen med Sverige og Holland.
Flere nye modeller
P5 får følgeskab af en ny model hver 12.-18. måned. Den danske repræsentant kan ikke sige, hvad den næste bliver, men formentlig vil det være en endnu større sedan, P7. Den står i udstillingslokalet i København i en særlig Wing Edition, hvor fordørene åbner opad, men P7 kommer først til Europa, når den har fået et ’facelift’.
Det samme gælder for så vidt den mellemstore SUV, G3, der kan købes i Norge. Men bl.a. fordi den kun kan hurtiglade med den sjældne chademo-standard, afventer Danmark og andre lande importen af den.
Fem kinesiske mærker i Danmark
Med Xpengs ankomst vil der være mindst fem egentlige kinesiske mærker i Danmark ved årets udgang.
Først kom MG for to år siden, dernæst fulgte Aiways og Maxus, og sidst i 2022 er Nio klar. Andre kinesiske mærker står i klar i kulissen, men intet er bekræftet: BYD, Hongqi og Lynk & Co. Også søstermærket til Lynk & Co, Zeekr, har europæiske ambitioner på sigt.
Endelig er adskillige, nye amerikanske mærker på vej: Fisker, Rivian og Lucid.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.