Små franske biler går åbenbart aldrig af mode. I hvert fald er det også i år, at Citroën C3 og Peugeot 208 ligger klart øverst på den danske hitliste.
Men ser man på top-25 over de mest solgte – i realiteten leverede – biler i første halvdel af 2022, er der enorme udskiftninger. Det gælder til dels også for elbilerne.
Hitlisterne udarbejdet på basis af de nyeste tal fra Bilstatistik.dk, er mindre end nogensinde tidligere et 1:1-udtryk for, hvad bilkøberne egentlig vil have. Leveringssituationen rammer bilmærker og -modeller skævt, så listen er til dels et udtryk for, hvilke biler der kan leveres til danske købere.
Se listerne med de mest solgte biler længere nede i artiklen.
Motors analyse af bilsalget
- Kia kan fint levere Ceed, inklusive Xceed-varianten. Den koreanske mellemklassemodel er kravlet en plads op til nr. tre på hitlisten. Den har solgt lige så godt som i fjor, og det gavner den i et totalmarked, der er faldet 24 procent.
- Den mest solgte bil i 2021, plugin-hybriden Ford Kuga, er tumlet fire pladser ned, efter at dens salg er blevet halvereret i forhold til samme periode sidste år. Men Kuga er stadig en solid nr. ét blandt plugin-hybrider med næsten dobbelt så mange leveringer som nr. to, Peugeot 3008.
- Salget af Toyota Yaris er også næsten halveret, men det opvejes af, at den nye suv-udgave, Yaris Cross, har fået godt fat og ligger nr. 10 i 2022.
- Den helt nye Toyota Aygo X er mildest talt også kommet forrygende fra start. Mikrobilen blev den mest leverede bil i juni, og seks måneder inde i året er den nr. 11.
- Den nye udgave af Nissan Qashqai har ikke kunnet løfte arven efter den seneste generation, når det gælder salg. Ikke indtil videre, i hvert fald. Qashqai-salget ligger 42 procent under samme periode sidste år, hvor den gamle model var ved at udgå.
- Voldsom nedtur er der også til VW Polo, BMW 3-serie, Opel Corsa og VW T-Cross.
- Gode tider og tilsyneladende ingen nævneværdige leveringsproblemer er der for Hyundai i20, VW Taigo (coupé-udgave af T-Cross) og Volvo XC40 – langt overvejende som elbil og plugin-hybrid.
- Cupra Formentor har mere end fordoblet sit salg, og det er kun ca. 100 ud af knap 900, som er plugin-hybrider.
- Og så er der markante tilbagegange for andre modeller som dermed er forsvundet fra top-25. Omkring en halvering er der for Skoda Octavia og Toyota RAV4, mens Renault Captur, Audi Q2 og Volvo V60 går tilbage med mere end 30 procent.
Og sådan ser det ud for elbilerne
- Skoda Enyaq brager ind på en førsteplads efter at have ligget nr. 8 i første halvår 2021 og nr. 12 i anden halvdel. Dermed slår den tjekkiske el-SUV Tesla Model Y med et muleår. Skoda er begyndt at få flere biler hjem til at afbøde den meget lange leveringstid, og fra nu af skulle der komme endnu flere biler fra fabrikken, siger Skoda.
- Tesla Model Y fik i juni ikke det sædvanlige høje registreringstal i kvartalets sidste måned. Mere magert ser det ud for Model 3, der er gået 68 procent tilbage og nu kun ligger nr. 11 blandt nye elbiler. Der importeres dog særdeles mange brugte (3.400 Model 3), hvilket til dels også gælder Skoda Enyaq (godt 600).
- Polestar 2 blev lanceret for under et år siden, men det helt nye mærke har præsteret at få model 2 op som den tredje mest solgte elbil i 2022 indtil videre.
- Audi Q4 har omsider fået pæn fart på, selv om modellen stadig lider under ualmindelig lange leveringstider.
- Ford Mustang Mach-E, som blev lanceret i marts sidste år, ligger nr. fem og har her i 2022 godt gang i leveringen. Men der er indregistreret væsentlig færre end i andet halvår af 2021.
- Den mest solgte elbil i 2021, VW ID.4, er bremset endnu voldsomme op end Mach-E og er kun nr. syv i 2022. Det ser noget bedre ud, hvis man lægger salget af søsterbilen ID.5 oveni. Den danske VW-importører lover dog nu væsentlig bedre leveringssituation for ID.4 og ID.5.
- Søsterbilerne Hyundai Ioniq 5 og Kia EV6 har fået masser af anmelderros (hhv. Årets Bil i Danmark 2022 og Car of the Year 2022), men salgstallene er ikke i samme superliga. En væsentlig årsag er små leverancer. Hos Hyundai er leveringstiderne tilmed så lange, at mærket har taget det drastiske skridt at annullere købskontrakterne.
- En af de billigste elbiler, Peugeot 208, har fordoblet salget, godt og vel. SUV-udgaven, 2008, præsterer næsten 50 procents øgning.
- En fordobling er der også hos Cupra Born, en nær slægtning til VW ID.3. Mens ’originalen’ har fået halveret sine leverancer, er den frække Cupra-søster tæt på at overhale VW-udgaven.
- Mercedes-Benz’ to kompakte elbiler, EQA og EQB, har også fået godt fat. Lægger man deres salg sammen, ville de ligge samlet nr. syv – langt foran Tesla Model 3.
- Blandt de billigste elbiler er VW Up, som lever en rutsjebane-tilværelse, tilbage med pæne salgstal og indtager plads 17. Tælles de brugtimporterede med, er salgstallet dobbelt så stort. Renault Zoe, derimod, fortsætter nedturen, og kun en ud af tre solgte Zoe er til private. Fiat må også indkassere en solid nedgang til 500.
- Nissan Leaf? Elbil-pioneren, der ellers er prissat meget lavt, kan ikke holde kadencen blandt elbiler og ryger helt ned på plads 28.
De procentvise ændringer er for mange elbiler ikke særlig relevante, da mange af dem først kom på markedet efter sommerferien 2021 (og får dermed +100 procent), eller solgte meget få i første halvår 2021 (resulterer i tre- eller fire-cifrede stigninger)
Det samlede bilsalg er faldet 24 procent i årets første halvdel i forhold til samme periode sidste år. Biler, der er gået mindre end 24 procent tilbage, har derfor i realiteten bevaret deres andel af bilsalget.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.