Endnu et nyt bilmærke melder klar. Og måske kan det blive en solstrålehistorie.
Solen spiller i hvert fald en vigtig rolle hos tyske Sono, for mærkets første bil, Sion, har solceller på næsten alle overflader. Sion bliver verdens første masseproducerede solcellebil, siger firmaet.
Den endelige udgave af bilen fik verdenspremiere 25. juli, efter at firmaet med base i München har været i gang med projektet siden 2016.
Serieproduktionen skulle efter de oprindelige planer være gået i gang i 2019, men nu ventes det at ske i anden halvdel af 2023. Det er den finske kontraktbygger, Velmet Automotive, der skal bygge bilen.
Elbil med 300 km rækkevidde
Den moderne ’solvogn’ er i realiteten en elbil med et 54 kWh-batteri og en officiel rækkevidde på 305 km. Pointen med Sion er, at en del af energien kan komme direkte fra solen, så behovet for almindelig opladning reduceres.
Hvor meget det er, kommer bl.a. an på, hvor på kloden bilen befinder sig, og naturligvis også, om den parkeres helt ude i det fri, i halvskygge eller i en parkeringskælder.
16 gratis km om dagen
I gennemsnit kan solcellerne bidrage med 16 km’s gratis energi pr. dag. Og ’op til’ 35 km, siger Sono. De 16 km svarer til godt 2,5 kWh dagligt – eller årligt omkring 970 kWh og 6.000 km.
Resten skal komme via almindelig opladning fra elnettet. Sion kan lade hjemme med 11 kW og ved en lynlader med op til 70 kW. Det er også muligt at trække strømmen ud af bilen, f.eks. til et hus, mens den er parkeret.
240.000 kr.
Prisen ventes at blive omkring 240.000 kr. - tilsyneladende plus 'levering'. Det er væsentlig mere end de ca. 160.000 kr., Sono oprindelig annoncerede.
Sikkerhedsudstyret ser ud til at blive temmelig mangelfuldt.
Sono siger, at man har faste bestillinger fra 19.000 private kunder, og at de i gennemsnit har betalt 17.000 kr. i depositum, som samtidig fungerer som ’crowfunding’ for iværksættervirksomheden.
Sonos ekspertise er selve solcellerne, som er integreret i bilens karrosseriplader. Der er ingen meldinger om, hvorvidt Sion må vaskes i en vaskeautomat.
Også på busser
Firmaet benytter også sin solcelle-teknologi til busser, idet Sono har udviklet såkaldte solcellekits.
De kan eftermonteres på bybusser, og ifølge Sono kan de spare op til 1.500 liter diesel årligt svarende til fire ton CO2.
Nysgerrig efter nyheder om biler?
Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi