En lille og økonomisk benzinbil kan blive Årets Bil i Danmark 2023. Men den er oppe imod hårde odds, for der er seks andre modeller i finalen, og de er alle fuldt elektriske.
Efter den indledende runde af den årlige danske bildyst er feltet skåret ned fra 19 til syv biler. Og det er et spændende og ikke mindst alsidigt felt.
De syv biler i finalen til Årets Bil i Danmark 2023 er i alfabetisk rækkefølge:
BMW i4 - Læs biltest
MG 4 - Læs forpremiere
Nissan Ariya - Læs biltest
Renault Megane - Læs biltest
Toyota Aygo X - Læs biltest
Toyota BZ4X - Læs forpremiere
VW ID. Buzz - Læs forpremiere
To Toyota'er
Dermed har Toyota den sjældne ære at have to modeller i finalen, både den lille benzinbil Aygo X og mærkets første elbil, BZ4X. Elbilen kom med på et hængende år, da Toyota havde givet bilen kørselsforbud siden juni på grund af fejl ved hjulboltene. Problemet blev først definitivt løst fire dage før konkurrencens start.
BMW fik den ene af sine to kandidater med i finalen, den fuldtelektriske i4. Næsten samme bil, BMW 4-serie, var i finalen til Årets Bil i Danmark 2021.
MG 4 er mærkets første elbil bygget på en rent elektrisk platform. Det er en femdørs hatchback med baghjulstræk.
Renault Megane og Nissan Ariya er elbiler bygget på samme tekniske basis, men helt forskellige i kabinen og i fremtoning - Megane er en femdørs hatchback, mens Ariya er en mellemstor SUV.
Endelig har VW fået den eldrevne minibus, ID. Buzz, i finalen.
20 dommere
Årets Bil i Danmark arrangeres af Danske Motorjournalister, og i år er der 20 medlemmer af juryen, heraf de tre fra Motor/FDM.
De syv finalister blev fundet ud af et felt på 19 kandidater efter to dages test og bedømmelse på og omkring FDM Jyllandsringen ved Silkeborg.
Lige under finalefeltet lå Opel Astra og Honda Civic, som kun manglede et point for at komme i finalefeltet, som i givet fald var blevet på flere end syv biler.
De 20 dommere har nu lidt over en måned til at vurdere, hvordan deres stemmer skal falde i finalen. Resultatet og dermed Årets Bil i Danmark 2023 offentliggøres 30. november.
Se præsentationen af de nominerede her:
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.