Brint bobler frem på bilshow
Nyt om trafik og biler
31. oktober 2022

Foto: Torben Arent
Brintdrevne biler er pludselig kommet tilbage - i hvert fald på en biludstilling. To opstartsvirksomheder vil indlede serieproduktion af personbiler i 2025, og de etablerede franske bilproducenter er klar med brintdrevne varevogn. Sågar et sportsvognsmærke drømmer om brint.
Brint er atter dukket op til overfladen som et muligt, klimavenligt brændstof.
Brint har ellers levet ret stille de seneste to-tre år, når det gælder personbiler og varevogne, men der er pludselig en tæt koncentration af brintbiler på årets Paris Motor Show.
Det gælder både personbiler, dog fra nogle helt uprøvede mærker, og varevogne fra de store franske bilproducenter.

Nam X er et fransk brintbil-projekt, som ventes klar til serieproduktion i 2025.
Brint på en ny måde
Særlig innovativ virker SUV’en fra franske Nam X med design af Pininfarina. Det særlige ved bilen er, at den ud over en fast brinttank har plads til seks brint-kapsler.
De tages nemt ud og ind af bilens bagende og kan måske løse problemet med manglen på traditionel brint-infrastruktur, da kapslerne let kan fordeles ud til tankstationer eller andre praktiske steder.
Fuldt lastet med brint i den faste tank og de seks løse kan Nam X køre 800 km.

Seks bærbare brintpatroner sidder bagest i Nam X og kan udskiftes lige så let, som man skifter batteri på en elektrisk boremaskine.
Brint med lang rækkevidde
Franske Hopium har vel nok Paris-udstillingens største stand, men udstiller kun ét eksemplar: den store brintdrevne sedan, Machina Vision.
Machina skal ifølge producenten kunne køre 1.000 km efter en optankning på blot tre minutter.

Hopium Machina er en store sedan drevet af brint/brændselsceller.
Vil være klar i 2025
Både Hopium og Nam X forventer at have deres biler klar sidst i 2025.
Hopium kunne i forbindelse med udstillingen meddele, at man har indgået en ’foreløbig leveringsaftale’ med Agilauto, der hører under den franske finansierings-mastodont Crédit Argicole.
Aftalen lyder på 10.000 biler til en værdi af ni mia. kr. (900.000 kr. pr. bil, hvis der ikke indgår andet end selve bilen i aftalen).
Mange luftige handler i bilhistorien
Det er dog ofte set, at opstartsvirksomheder siger at have købt eller solgt på et spinkelt grundlag.
I 2009 bekendtgjorde Better Place, at man havde ’bestilt’ 100.000 Renault Fluence Z.E., i 2016 kunne arvtageren til Saab, NEVS, annoncere to ordrer på Saab 9-3 Eletric fra to kinesiske firmaer på hhv. 150.000 og 20.000 biler, og i 2017 sagde Uber, at man ville købe 24.000 specialbiler af Volvo til sit selvkørende projekt.
Ingen af de tre – og flere andre – vilde købsordrer blev til noget.

Renault-gruppens sportsvognsmærke Alpine viser denne luftige koncept-racerbil, Alpenglow. Idéen om at køre motorsport med brint i en forbrændingsmotor er ikke urealistisk.
Alpine vil race med brint
Renault-gruppens sportsmærke, Alpine, gør klar til en ren elektrisk fremtid, i hvert fald for gadebiler. På Paris-udstillingen vises den ekstreme motorsports-baneracer, Alpenglow, der i vage former skal indikere fremtiden for mærket.
Konkret og muligvis realistisk er, at Alpenglows forbrændingsmotor drives af brint. Toyota og Lexus har sidste år vist noget tilsvarende, som en mulig, miljøvenlig fremtid for motorsport – med klassisk motorlyd i behold.

Renault er klar med flere brintdrevne udgaver af den store Master-varevogn.
Varebiler på brint – næste år
Noget mere jordnært er de udstillede brintbiler fra Renault, Peugeot og Citroën. De kan i nogle lande købes eller leases i nær fremtid.
Renault udstiller en produktionsklar Master, mærkets største varevogn, i adskillige udgaver: kassevogn, ladvogn og bus.
Renaults brintbiler er udviklet og bygges i samarbejde med brintspecialisten Hyvia. De er reelt hybrider, da de er baseret på el-udgaven af Master. Ud over brinttank og brændselsceller har bilerne beholdt elbilens (gamle) 33 kWh-batteri.
Brintteknikken har gjort det muligt at hæve den officielle rækkevidde fra 119 til 400 km og afkortet tankningstiden betragteligt.

Trillingerne Citroën Jumpy, Peugeot Expert og Opel Vivaro kommer i 2024 i brintudgaver.
Mindre varevogne fra Peugeot-Citroën
Også den anden store, franskbaserede bilkoncern, Stellantis, viser brint-varevogne. Det sker med Peugeot Expert og Citroën Jumpy, der er et nummer mindre end Renault Master. Også en udgave af Opel Vivaro indgår i planen.
Trillingerne får over 400 km rækkevidde, en lasteevne på 1.100 kg og 100 kg trækvægt.
Alle tre skal gå i serieproduktion på en fabrik i Frankrig fra 2024. 5.000 biler årligt er planlagt.
Det er uvist, om Renault eller Stellantis vil sælge brintbilerne i Danmark.