Mystik: El-SUV skifter fra for- til baghjulstræk

Volvo XC40 har i al stilhed fået flyttet motoren fra forhjulene til baghjulene i den rent elektriske udgave. Dermed kan man for første gang i 25 år få en Volvo med baghjulstræk. Samtidig er rækkevidden forbedret til over 500 km med større batteri.

Volvo XC40 Recharge.
Nyt om biler

Det er næppe sket før: At en eksisterende bilmodel har skiftet fra forhjulstræk til baghjulstræk.

Forvandlingen overgår nu Volvo XC40, der i største diskretion har fået et større teknisk facelift.

Den danske Volvo-importør – eller producentens hovedkvarter i Gøteborg – har ikke udsendt nogen pressemeddelelse om denne og andre markante ændringer af bilen.

Det er usædvanligt. Den danske importør har f.eks. på halvanden måned publiceret hele ti pressemeddelelser om den nye EX90.

For første gang i 25 år kan man få en Volvo med baghjulstræk.
For første gang i 25 år kan man få en Volvo med baghjulstræk. XC40 skifter ganske enkelt fra forhjulstræk til baghjulstræk i de de tohjulstrukne versioner. Volvo gør absolut intet nummer ud af det. 

Elmotoren flyttet bagud

Men på Volvo Cars danske hjemmeside kan man med lidt god vilje læse sig til forandringerne.

Den tohjulstrukne elversion af XC40 har fra nu af træk på bagakslen i stedet for på forakslen, som ellers har været en grundlæggende karakteristika ved bilerne bygget på Volvo-Geelys CMP-platform.

Dermed kan man for førstegang i 25 år få en baghjulstrukket Volvo.

Der gives ingen forklaring på forandringen, ud over at den danske hjemmeside kommer med denne anprisning: ’Den nye baghjulstrukne drivlinje på vores Single Engine forbedrer bilens performance og agilitet, hvilket kun gør køreturen endnu mere sjov.’

Volvo XC40 Recharge har beholdt sit udseende i den teknisk opdaterede udgave.
Volvo XC40 Recharge har beholdt sit udseende inklusive den 'påklistrede' plade, hvor grill'en engang var, i den teknisk opdaterede udgave.

Ret enkel ombygning

Ændringen er forholdsvis enkel at gennemføre på en elbil, der tilmed i forvejen fandtes i en version med elmotor både for og bag, påpeger Motors biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen.

- En væsentlig fordel vil ofte være, at det er billigere at bygge biler med baghjulstræk end forhjulstræk, da trækakslerne er mere simpelt konstrueret, forklarer han.

Flytningen af motoren har derfor næppe krævet store fysiske ændringer, men bilens opsætning og sikkerhedsfunktioner så som ESC-antiskrid-systemet har givetvis skulle re-kalibreres.

Samtidig er batteriet vokset, så den officielle rækkevidde øges en del – op til 514 km med det store batteri og baghjulstræk. I kombination med firehjulstræk er tallet 501 km, og den baghjulstrukne med lille batteri klarer 459 km.

400.000 kr. med lang rækkevidde

I batteristørrelse er bilen gået fra 78 til 82 kWh (brutto). Det ’lille’ batteri er nu på 69 kWh.

Allerbilligste version koster 388.000 kr., mens billigste udgave med det større batteri lige runder 400.000 kr. Med firehjulstræk begynder XC40 Recharge-prisen ved 452.000 kr.

 

Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?

Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.

Nye elbiler i 2022 og 2023