Opel: Og det var den sidste benzinmotor

Det er slut med at udvikle nye forbrændingsmotorer hos Opel. De seneste og sidste generation er netop gjort færdig i udviklingsafdelingen og sendt i produktion. Stoppet vil også gælde mange andre mærker i Stellantis-koncernen. Opel kommer ikke til at savne dem – fra 2028 vil mærket kun benytte elmotorer.

Opel-motorer
Nyt om biler

Opel har netop lanceret en ny benzinmotor. Og det blev den uigenkaldelig sidste forbrændingsmotor i firmaets 124 år lange bilhistorie. Der udvikles ikke flere.

Det gælder hele Stellantis-familien i Europa, som også omfatter Peugeot, Citroën, DS, Alfa Romeo, Fiat, Lancia og Jeep.

- Med de netop lancerede 1.2- og 1.6-benzinmotorer udvikler vi ikke flere forbrændingsmotorer forklarer den hidtil ansvarlige for udvikling af Opels små motorer, Matthias Alt, til Motor.

Ingen brug for benzinmotorer i 2028

- De nye kan vel nok holde i ti år, men allerede efter 2027 bruger Opel dem ikke selv længere, siger chefingeniøren i forbindelse med præsentationen af den første eldrevne Astra.

Opels elbiler på række.
Opel har på kort tid lanceret adskillige elbiler af flere typer. Fra 2028 - om fem år - vil mærket ikke sælge andet.

Fra og med 2028 vil Opel udelukkende sælge fuldt elektriske biler.

Matthias Alt peger på, at fremtiden er elektrisk, og at det nu er helt marginalt, hvor meget benzinmotoren kan forbedres. Den fremgang der er, sker med forskellige former for hybridsystemer.

Matthias Alt har arbejdet med forbrændingsmotorer i General Motors og Opel i 20 år, og selv har han fået nyt job som chef for brint-teknologi i koncernen.

90 procent skal lave noget andet

90 procent af hans kolleger i motorudviklingen har nu forladt afdelingen for at varetage andre funktioner, der harmonerer med især elmotorer og batterier.

Ingeniører, der tidligere var eksperter i smøring af cylinderhoveder, arbejder nu med kølesystemer til batteripakker.

De nye benzinmotorer bruges i kombination med forskellige former for hybridteknik. Den faceliftede Opel Corsa bliver blandt de første modeller, der får de nye motorer. Det sker i kombination med 48 volt mildhybridteknik. Peugeot 3008 og 5008 er andre modeller, der snart får den nye og sidste benzinmotor, som her vil yde 136 hk.

Fra 0 til 3 elbiler på to år

Med den elektriske Astra har Opel nu tre fuldelektriske personbiler. De to første var Corsa og Mokka. Selv om Opel ikke har været førende med lanceringen af elektriske biler, er det gået stærkt. For to år siden kom mærkets første plugin-hybrider og elbiler, og Opel havde to leverandører af battericeller.

Nu fås alle modeller i en opladelig udgave, inklusive varevognene. Der er også en enkelt brintbil imellem, nemlig Vivaro-e Hydrogen. Og gennem Stellantis-moderselskabet har Opel nu seks batterileverandører og fremstiller nu selv battericeller.

Næste eblil fra Opel kommer i 2024 i form af en afløser for den mellemstore SUV, Grandland. Den bliver blandt de første modeller på en helt ny platform fra Stellantis, kaldet STLA Medium.

Den platform har et elsystem med 400 volt, og batterierne vil give en rækkevidde på op til 700 km. Der kommer et stort antal motorydelser mellem 170 og 450 hk, dog ikke nødvendigvis til Grandland-afløseren.

Graf for CO2-reduktion for elbiler.
Forventningen for CO2-reduktion i Stellantis-koncernen, som Opel er en del af. Selv om koncernen kun sælger elbiler i 2038, er CO2-aftrykket for firmaets biler kun halveret. Der skal ske noget drastisk med bil- og batterifremstillingen også. 

Elbiler er langt fra nok

Det er ikke nok at bygge og sælge elbiler for at nå klimamålene, understreger Opel.

Bl.a. derfor har mærket sat gang i et omfattende genbrugs- og genanvendelses-program, som både omfatter batterierne og selve bilerne. På hovedfabrikken i Rüsselsheim har Opel åbnet et center for reparation og genanvendelse af batterier fra alle Stellantis-mærker. I første omgang kan centre give nyt liv til 1.500 batterier årligt.

Mere grundlæggende skal hele bilproduktionen gøres CO2-neutral. Opel illustrerer nødvendigheden med en graf, der viser, at selv om Stellantis-gruppen kun sælger elbiler i 2038, ville CO2-udledningen pr bil kun blive halveret.

Det skyldes, at som udgangspunkt er selve bilproduktionen og især fremstillingen af batterierne – inklusive råvareudvindingen – meget energikrævende. Og dermed CO2-udledende.

 

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve