Vi skal vente til efter sommerferien, før den nye Suzuki eVitara kommer til Danmark. Men FDM har allerede haft lejlighed til første tur bag rattet i den elbil, der skal sætte bringe Suzuki ind i elbil-æraen.
Der er tale om en mini-SUV i stil med f.eks. Peugeot E-2008, og den er helt identisk med den kommende Toyota Urban Cruiser, der bygges på samme fabrik. Vi kender endnu ikke priserne, men gætter på en startpris på lidt under 240.000 kr.
Dermed stempler den nye eVitara ind i et marked, der i øjeblikket nærmest vokser dag for dag i takt med, at en lang række bilproducenter lancerer nye elbiler i denne prisklasse. Der bliver derfor kamp om kunderne, og i den kamp har Suzuki tilsyneladende fundet sin egen niche.

Føles som en Suzuki
Allerede når man sætter sig ind bag rattet, mærker man, at Suzuki har holdt fast i sine kerneværdier. Ikke noget med en skærmbetjent bil og ikke noget med mærkelige touch-knapper. Her er i stedet gode, gamle trykknapper på både rat, i dør og på instrumentbordet, og alle øvrige betjeningsanordninger er, som man er vant til.
Det trygge går igen, når man trykker på startknappen og derefter sætter bilen i D. Speeder, bremser og styretøj er dejlig lette at dosere, og man bliver lynhurtigt dus med bilen.
Video: Se Suzuki eVitara her
En egentlig vurdering af bilens køreegenskaber må vente, til bilen er i Danmark, for vi sidder i en prototype, der ikke må køre på offentlig vej, hvorfor vores første tur i bilen foregår på en lukket bane i Tyskland.
Men holder indtrykket, er der tale om en bil, hvor der i høj grad er lagt vægt på at køre komfortabelt og rart frem for at skabe en sportslig elbil, som vi ellers ser hos flere af konkurrenterne.

Kommer i tre udgaver
Når Suzuki eVitara når de danske forhandlere, bliver det med valg mellem to batteristørrelser og med valg mellem forhjulstræk eller firehjulstræk med det store batteri. Alle udgaver må trække op til 750 kg.
Det lille batteri er på 49 kWh og giver en rækkevidde på 345 km, mens udgaven med det store batteri på 61 kWh giver op til 428 km. Begge batterier leveres af et BYD-selskab, og de er begge af LFP-typen, der dagligt kan kan oplades til 100 procent.
Men der er ikke ligefrem tale om mulighed for lynladning, idet bilen højst lader med 90 kW. Men hjemme lader den med tre faser og 11 kW, og det er fint.
Suzuki eVitara
Elektrisk mini-SUV.
LxBxH: 428x180x163 cm
Akselafstand: 270 cm
Lille batteri: Forhjulstræk, 144 hk, 49 kWh (LFP), 90/11 kW, 345 km.
Stort batteri: Forhjulstræk eller firehjulstræk, 174 hk, 61 kWh (LFP), 90/11 kW, 428 km.
Priser: ukendte, men formentlig med en startpris på under 240.000 kr.
Vi gætter på, at udgaven med det store batteri og mellemste udstyrsniveau vil blive den mest eftertragtede, og mon ikke den kommer til at koste i nærheden af de 260.000 kr.?
Alle udgaver er flot udstyret med bl.a. adaptiv fartpilot og vognbaneassistent, ligesom en skærm i midten giver mulighed for trådløs Apple CarPlay og Android Auto.
Topudgaven er desuden udstyret med eljusterbare forsæder og matrix-forlygter, hvilket efter sigende skulle være første gang, at man kan købe en Suzuki med så fint udstyr.

Brugsværdien er i fokus
Vores gennemgang af den nye eVitara viser, at det er den daglige brugsværdi, der har været i fokus ved
udviklingen. Ved forsæderne er der afsat god plads til mobiltelefon, nøgler og alle de småting, man
gerne vil have plads til. Ved bagsædet er pladsen glimrende for voksne, men man savner friskluftdyser.
Til gengæld kan bagsædet længdeforskydes 16 cm, ligesom ryglænets vinkel kan justeres. Derudover kan ryglænet
foldes forover i tre dele i forholdet 40/20/40.
Bagagerummet er i den gennemsnitlige afdeling, og rummer 306 liter, når bagsædet er i bageste position.
Under gulvet er der plads til ladekabler, hvilket er godt, da der ikke er en frunk i bilens forende.
Garantien på bilen er som udgangspunkt på tre år og 100.000 km, men Suzuki er i gang med at forbedre
garantien, så den kan matche både markedet og FDMs minimumskrav på fem år og 150.000 km.
En sådan aftale er dog endnu ikke klar, og det er derfor et punkt, man skal være særlig opmærksom på, hvis man
allerede nu lader sig begejstre og bestiller en af de første biler, der snart er på vej til Danmark fra fabrikken i
Indien.
Nysgerrig efter nyheder om biler?
Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi