Den træge trafik over Fyn kan nu glide lidt lettere. 12 km af Fynske Motorvej lige vest for Odense er nu klar med seks spor.
Asfalten er stadig ru. Strækningen får det sidste lag asfalt i løbet af foråret 2021, og fartgrænsen er kun sat op til 110 km/t. På et tidspunkt bliver 130 km/t. tilladt, men Vejdirektoratet ved endnu ikke, om det sker efter forårets asfaltering eller først, når de sidste 12 km er klar om to år.
Fynske Motorvej er ofte årsag til langsom trafik, kødannelse og ulykker, der spærrer vejen helt. Alle dele skulle blive bedre nu. Motorvejen lider både under kraftig myldretidstrafik på hverdage og tæt trafik i weekender.
25 procent flere biler på syv år
På blot syv år, fra 2010 til 2017, er trafikken steget 25 procent.
Se mere: Motorveje er som magnet på trafikken
Det har taget knapt to år at udvide vejen på den 12 km lange strækning mellem Odense Vest/Blommens Lyst <53> og Aarup <55>.
Udover et ekstra spor i hver retning er der kommet en ny bro over motorvejen, tre dyrepassager, og en støjvold, foruden at to tilslutningsanlæg er ombygget, to samkørselspladser er gjort større og 12 regnvandsbassiner er udvidet eller nyanlagt.
Næste etape er gået i gang
Vejdirektoratets entreprenører er så småt gået i gang med udvidelsen af de resterende 12 km mellem Aarup og Nørre Aaby. Arbejdet går for alvor i gang til foråret, og hele projektet ventes afsluttet i slutningen af 2022.
Budgettet for udvidelsen af de 24 km er 2,4 mia. kr.
Strækningen mellem Nørre Aaby og Middelfart fik seks spor i oktober 2014.