Antallet af trafikdræbte er dykket voldsomt i 2021. I årets første tre måneder har tallet for omkomne ligget usædvanligt lavt med encifrede tal i både januar og februar.
I årets første kvartal er 22 døde i den danske trafik. Året før – næsten uden corona-nedlukning - var tallet 37. Det er et fald på markante 40 procent.
Faldet er noget større end nedgangen i trafikken, som var på over 30 procent i begyndelsen af året og i marts omkring 20 procent, når det gælder personbiler.
31 pct. færre døde i corona-år ét
Dermed ser det ikke ud til, at bilisterne har benyttet den bedre plads på vejene til at sætte farten markant op eller begå flere unoder end ellers. Det meldte politiet ellers om under den første, kraftige nedlukning for et år siden.
Set over de seneste 12 måneder – coronaår ét – er faldet på 31 procent.
Lidt færre kvæstede
Om det reelt er blevet mere sikkert at færdes på vejene, tegner sig et mudret billede af, når man også ser på antal tilskadekomne og ulykker kun med materielle skader.
26 procent færre er kvæstet end i samme periode 2020 - omtrent samme nedgang som i antal kørte km. I hele coronaåret er faldet i tilskadekomne på 19 procent.
Når det gælder buler i bilerne, er forbedringen kun 9 procent i år i forhold til sidste år, altså et fald der er noget mindre end faldet i trafikken.