7 trafikale flaskehalse du skal undgå på kør selv-ferien

Det kan være svært helt at undgå bilkøer, når turen går ned gennem Europa. Men med en smule planlægning kan du undgå de værste. FDM hjælper dig uden om de værste flaskehalse.

Kø på Autobahn
Trafik

Lige så populær kør selv-ferien er, lige så berygtet er de mange Staus, der lurer på de europæiske veje.

Sommeren 2023 er ingen undtagelse, hvor de kommende måneders ferietrafik ventes at være mere tæt end sidste sommer.

Særligt i Tyskland vil der mange steder være pres på de store sydgående motorveje.

Dertil kommer de mange vejarbejder, som flere steder kan drille bilisterne. Godt 1.300 vejarbejder er i øjeblikket i gang på det tyske autobahn-net. Mange steder er hastigheden her skiltet ned til 80 km/t eller mindre, og vejbaner snævret ind. Ved de fleste vejarbejder er der dog to spor eller flere i hver retning.

Især på strækningerne her, er der udsigt til lange kødannelser ved vejarbejder:

  • A3 Würzburg - Nürnberg - her er der flere vejarbejder på strækningen i begge retninger. En del skulle dog være færdige ved udgangen af juni
  • A4 Chemnitz - Dresden – flere vejarbejder i begge regninger
  • A7 Hamburg - Hannover - Kassel – Würzburg flere vejarbejder i begge retninger. Dog ingen over 10 km
  • A8 Stuttgart - Karlsruhe i begge retninger mellem Pforzheim-Syd og Pforzheim-Nord
  • A9 Berlin - Nürnberg i begge retninger mellem Leipzig-Vest/Merseburg og Thurland
  • A99 – München Ring særligt på den østlige del ligger en række mindre vejarbejder som perler på en snor

Sort juli i vente

Fra sidst i juni ruller den første ferietrafik og ventes at tage til kulminerende fra midt i juli og frem til midt i august.

Et enkelt lyspunkt er dog, at det kørselsforbud, der i flere lande gælder for større lastbiler om søndagen udvides til også at gælde lørdage. For eksempel i Tyskland, hvor forbuddet træder i kraft lørdag den 1. juli og gælder frem til udgangen af august.

Hvad enten køerne skyldes uheld, vejarbejde eller bare tæt ferietrafik, kan de sætte tålmodigheden på prøve, hvis man bliver fanget i de kilometerlange slanger af biler.

Men selvom det kan være svært helt at styre uden om bilkøerne, kan man med lidt planlægning og fleksibilitet mindske risikoen for, at køreturen bliver alt for sur.

FDM har herunder samlet syv trafikale flaskehalse, du skal være særlig opmærksom på, og et par tips til, hvordan du kan mindske risikoen for at blive fanget i dem.

Undgå myldretid og skiftedage

Weekenderne er sommerens travleste på vejene, hvor trafikken allerede tager til fra fredag middag. Særlig lørdag kan dog være tung, da lørdag er skiftedag på mange feriedestinationer, hvilket betyder tæt trafik i begge retninger.

Undgå derfor at ramme de store byer i myldretiden om morgenen og eftermiddagen og særligt fredage. For danskere, der kører sydpå, vil det især sige Hamborg, Berlin og München.

Længere sydpå kan det også være en god idé at komme forbi de større flaskehalse enten før eller efter det store træk om lørdagen. Hvis muligt så kør igennem om fredagen og tag en overnatning. Det kan ikke bare give en kortere rejsedag lørdag, men det kan også betyde, at I ikke risikerer at tilbringe hele dagen med køkørsel i en varm bil.

Flere tyske delstater holder skoleferie forskudt fra 1. juli og til midt i august, mens delstater som Bayern og Baden-Württemberg og lande i Sydeuropa først holder sommerferie i august. Det vil øge presset yderligere på vejene i især sydgående retning og ud mod kysterne.

Hvis I sidder fast

Bilen kommer på ekstra hårdt arbejde på ferien. Derfor er det vigtigt, at den kan klare strabadserne. Det gælder ikke mindst bilens batteri, der skal være i topform. Sørg også for, at klima- eller airconditionanlæg er serviceret og virker, som det skal.

Sørg for at have noget vand og gerne frugt med, hvis I alligevel skulle ende med at sidde fast.

Husk ved kø at trække ud til siderne, så der åbnes en korridor i midten til redningskøretøjer - en såkaldt Rettungsgasse. Bøderne for ikke at gøre det er i Tyskland på 200 Euro.

Bilkø
I tilfælde af kø på motorvejen er det i flere lande et krav, at man trækker ud til siderne og skaber en såkaldt Rettungsgasse, så der bliver fri passage for redningskøretøjer. Gør man ikke det, risikerer man i Tyskland en bøde på 200 Euro. (Foto: Adobe Stock) 

Nyttige tips, når du er på vej

Med en GPS er det i dag nemt at finde vej. Har den samtidig live trafikopdateringer, får du løbende meldinger om, hvordan trafikken er forude. Det giver dig mulighed for at vælge en anden rute. I mange nye biler er den slags bygget ind i bilen.

Et alternativ er at bruge Google Maps, som nok giver det mest præcise og aktuelle overblik over trafikken forude. Ved udsigt til kø foreslår Google Maps selv en alternativ rute med beregnet sparet tid.

Elektroniske vejvisere til trods kan det stadig være praktisk med et fysisk kort i bilen.

Flere større veje og tunneller er betalingsveje. Ved både Brennerpasset og Karawanken-tunnelen i Østrig er der betalingsanlæg, der i højsæsonen er skyld i kødannelse. Via ASFiNAG kan der købes såkaldt pay by plate-passage hjemmefra, så du kører lige igennem i et fast track. Bemærk, at køb skal ske min. 18 dage før passage.

Har du styr på feriens mærkater?

I flere europæiske lande skal du betale for at køre på vejene. I andre skal du have et miljømærke. Få overblikket over hvad du skal bruge på din ferie og køb dem i FDMshop.

Køb feriens mærkater