Miljøkatastrofe udeblev – kæmpebroer skaber mere natur

At bygge motorvej og jernbane over og under vandet og nær sart natur lyder som et brutalt projekt. Der lød da også et ramaskrig, da planerne om Øresundsbroen blev fremlagt i 1991, og da den faste forbindelse over Storebælt blev besluttet i 1986, var der langtfra jubel.

Men det behøver ikke være en katastrofe for naturen, at der bygges store anlæg. Tværtimod, hvis det gøres ordentligt.

Det kan FDMs udsendte konstatere med egne øjne og ører på vores besøg på Sprogø og Peberholm i henholdsvis Storebælt og Øresund.

Det er områder, der normalt kun er tilgængelige for få mennesker, og som i dag vrimler med både dyr og planter. Vi kan se og høre, at både Øresundsbroen og Storebæltsbroen isoleret set har været en gevinst for naturen. Og det er chefkonsulent i Sund & Bælt og ansvarlig for naturplejen på Sprogø Hannah Wermuth enig i:

– Vi har fået både mere og bedre natur her, siger hun, mens vinden rusker i hendes hår, og hun fra fyrtårnet på Sprogø peger ud over øen, som hun ikke tøver med at kalde en naturperle.

'En succeshistorie'

På den anden side af Sjælland bruger havbiolog Hans Ohrt endnu større ord, mens han står i sine gummistøvler på Peberholm, den sandede og lerede ø, der binder broen og tunnelen på Øresundsforbindelsen sammen:

– Det er en succeshistorie. Det er jo fantastisk, at man kan bygge sådan et anlæg gennem følsomt vandområde – og tæt på to storbyer – og så få flere arter og booste biodiversiteten, fortæller han.

Hans Ohrt er selvstændig konsulent og uddannet havbiolog og har arbejdet for Øresundsbro Konsortiet, siden forbindelsen var under planlægning i midten af 1990’erne. Han har også deltaget i undersøgelser af Sprogø og Storebælt.

Færgenostalgi

Tilbage til Sprogø, hvor ikke kun vinden suser. Det gør den enorme trafik også som et konstant baggrundstæppe fra vores civilisation. Men bortset fra trafikstøjen er her masser af flot natur. Og den er bedre, end før broerne og tunnelen blev anlagt. Det fastslår en 2021-rapport fra konsulentfirmaet Moe.

Det skulle man have vidst for 35 år siden. Der var nemlig stor bekymring for naturen og især vandmiljøet blandt danskerne, inden forbindelsen blev bygget. Selv efter første spadestik viste en måling i 1989, at 57 procent af danskerne var imod Storebæltsbroen.

Modstanden gik dog næppe kun på naturen, men også på anlægspris, tab af arbejdspladser og det kommende afsavn af de kendte og "hyggelige" storebæltsfærger med deres indlagte pause.

– Erfaringerne fra Sprogø dokumenterer, at effektiv infrastruktur og rig biodiversitet ikke behøver være hinandens modsætninger. De viser, hvordan vi som samfund kan arbejde med at bevare og stimulere unik natur ved større anlægsarbejder til glæde for dyr og planter, siger Hannah Wermuth.

Sprogø blev firedoblet i størrelse, da den faste forbindelse blev bygget. Det var ikke kun, fordi de to broer og tunnelen skulle mødes midt i bæltet, man skulle også af med overskudsjorden fra tunnelboringen og fra udgravninger i havbunden.

Fra landbrug til natur

Miljørapporten fra 2021 slår fast, at naturen på Sprogø har fået det strålende. Før broens tid var naturen på Sprogø præget af mange års landbrug, græssende dyr og manglende pleje. Flora og fauna var under pres. Efter et mindre dyk under anlægsarbejdet er den gamle, fredede del af Sprogø blevet mere naturrig end før, og langsomt har også den store nye del fået god naturværdi. Nye naturtyper er opstået.

Hannah Wermuth kan vise mange eksempler på dyreliv. Hun viser os en udtørret sø på Gammel Sprogø, tæt ved motorvejen. Søbunden ser uinteressant ud, men det synes den truede grønbrogede tudse ikke. Den elsker at bo her og holdt også til i vandhullerne før broen. Ikke alene klarede tudsen byggeriet, den er også af sig selv sluppet over på den anden side af motorvejen, hvor noget af slægten nu trives i andre vandhuller. Paddehegn skal forhindre, at den forvilder sig ud på motorvejen.

Blandt Sprogøs rige fugleliv er splitternen, som en fredet havfugl med et vingefang på en meter. Den stortrives midt i øens hættemågekoloni og tæt på de daglige 37.000 biler.

– Splitternen ville nok ikke være her, hvis her havde været en rasteplads med mange mennesker, fortæller Hannah Wermuth.

Fugle er der mange flere af i antal og arter end før broen. Her i efteråret er der færre, men mange andefugle kan ses fra bilen, når man fra Sprogø kører op på hængebroen. Blandt andet edderfugle kan lide at bo her. Den naturlige lagune på højre side er kommet efter byggeriet og er stærkt populær blandt fugle.

De store stendiger er blevet et nyt yndet tilholdssted for tejsten, som er en alkefugl. Tårnfalk og vandrefalk kan også ses på en heldig dag. Vandrefalken havde ligefrem rede på øen i 2021.

Naturen tager revanche

Sprogø passer ikke sig selv og er ikke rigtig vild natur. Sund & Bælt plejer den aktivt med græssende får og køer, oprensning af vandhuller, bekæmpelse af sølvmåger m.m. De græssende dyr betyder, at øen ikke vokser til, og kun langs jernbanen er der halvstore træer.

Da forbindelsen blev anlagt, blev en del havbundsmateriale spildt i vandet, og det gik hårdt ud over muslingebestanden og dermed også edderfuglene, forklarer havbiolog Hans Ohrt.

– Den erfaring tog man med til Øresundsbroen og forbedrede metoderne, siger han.

Men naturen i Storebælt har taget fuld revanche, også under vandet. Bropillerne og de stenrev, der skal beskytte pillerne mod påsejling, er glimrende levesteder for især blåmusling. Dem er edderfuglene glade for som middagsmad, og muslingerne har en rensende virkning på vandet.

Løbende undersøgelser har ikke kunnet påpege nogen som helst begrænsning i den vigtige vandgennemstrømning i Storebælt. Der blev dog også gravet ud for at sikre dette.

Historien er den samme for Øresundsforbindelsen, når det gælder vandet. Byggeriet af forbindelsen var en større sag i Sverige end i Danmark, hvor den dog måtte forbi Højesteret. Svenskerne var yderst bekymrede for især vandmiljøet, og forbindelsen måtte prøves ved den svenske Vattendomstol. Debatten blev så voldsom, at den svenske miljøminister måtte gå af efter at have kaldt broprojektet russisk roulette med Øresunds dyreliv.

Men i 2001 kunne et internationalt ekspertpanel konkludere, at salt og ilt strømmede gennem Øresund som før byggeriet – også her blev der gravet ud for at kompensere.

Mere liv på Peberholm

Peberholm i den danske del af Øresund har meget tilfælles med Sprogø – de er begge kunstigt bygget ved hjælp af opgravet havmateriale, danner bindeled mellem infrastrukturen og ligger midt i et Natura 2000-område.

Men Peberholm er også helt anderledes med sin ingeniørfirkantede facon, sin næringsfattige, sandede jord og sit fravær af menneskelig tilplantning og naturpleje. Alligevel er den en mindst lige så stor miljømæssig succes, kan man forstå på biolog Hans Ohrt, mens han viser rundt på øen. Det sker via små asfaltveje på den ellers lukkede og mennesketomme ø og til fods ud i det til tider tætte krat. Biologen er faktisk begejstret.

– Man har bygget på ensartet havbund og lavet det om til land. Der er kommet mere liv og mere varieret liv. Biodiversiteten er boostet voldsomt, fra under 100 arter i området til langt over 1.000, siger han.

Intet er plantet, alt er kommet af sig selv. Ud over vind og fugle har biler og tog ført planter med som frø fra fjerne egne. Hans Ohrt kan næsten ikke holde op med at vise planter frem – mange af dem sjældne. Kællingetand, som er god for sommerfugle. Hård hjørneklap – eneste sted i Skandinavien. Blå slangehoved – en hilsen fra Madeira og den italienske riviera. Og skovelm, som også findes på Sprogø og ellers meget få steder i Danmark. Smalbladet evighedsblomst peger han også på – den findes ikke andre steder i Danmark. Selv et par orkidéer kan biologen finde frem.

Kamp mod havtorn

Ellers domineres Peberholm af pil, birk og havtorn. Det sidste er et problem. Busken med de røde bær har bredt sig voldsomt og er skyld i, at en stor koloni af den sjældne dværgterne er forsvundet. Derfor er Øresundsbro Konsortiet ved at gøre op med sin politik om, at naturen på Peberholm skal passe sig selv, og i fjor blev et stort område med havtorn fjernet.

Den kunstige ø er også et fremragende sted for trækfugle, og Hans Ohrt peger på en flaksende tårnfalk ude ved kysten og tilføjer, at havørne også ses fra øen. Edderfugle, troldænder og skarver er her mange af. Sæler, som lever ved naboøen Saltholm, var man oprindeligt bekymret for, men siden anlægget af forbindelsen er bestanden ca. fordoblet (som det er sket generelt i Danmark i perioden).

Engang indvandrede harer fra Saltholm, men de er efterhånden uddøde. Til gengæld stortrives kaniner på øen. Teorien er, at en bilist engang omkring 2011 satte familiens hvide kaniner ud. Bestanden er vokset voldsomt, som kaniner nu gør, når de ikke har mange naturlige fjender. Kaninerne er efterhånden muteret tilbage til at være brune, en mere praktisk og sikker farve for en vild kanin.

Ikke kun på land, men også under vand har naturen og miljøet fået det bedre. Ligesom ved Storebælt vokser der enorme mængder blåmuslinger på den undersøiske beton og på de nye stenrev. 20 cm tykt er muslingelaget formentlig.

– Muslinger trives ikke på sandbund. Med anlægget er det faktisk blevet bedre, selvom det ikke er meget i den store sammenhæng, siger Hans Ohrt.

Skrigene fra fuglene og brølet fra trafikken viser, at de to broer i dag er blevet taget godt imod af både dyr og mennesker.

_{Alle foto i denne artikel: Jens Astrup}