Mads, medarbejder i FDM

Mit navn er Mads, jeg er 49 år og har været hos FDM i 14 år. Jeg er uddannet journalist, og har tidligere arbejdet på forskellige aviser. Jeg startede i FDM i et barselsvikariat, og jeg blev sidenhen forlænget og til sidst fastansat.
Skillestreg

Hos FDM arbejder jeg med

... rigtig mange forskellige ting. Jeg varetager vores presseinteresser, laver intern kommunikation, skriver til vores hjemmeside og nogle gange også til magasinet Motor. Derudover laver jeg nyhedsbreve og koordinerer mellem afdelingerne. Jeg har en uforudsigelig arbejdsdag, som jeg ikke altid kan styre, hvilket man skal kunne trives i – og det gør jeg.

Min hverdag hos FDM byder på

... rigtig mange forskellige opgaver, hvor langt de fleste heldigvis er sjove og spændende. Mine arbejdsopgaver er af forskellig karakter; nogle er faste, mens andre kommer ind fra højre, fra venstre, fra oven og fra neden. F.eks. er nyhedsbreve faste, men pludselig ringer de fra et medie om, hvad FDM mener om en given sag, et politisk udspil.

Så skal jeg finde ud af, hvem vi sender i medierne og med hvilke budskaber mv. Andre gange er det os selv, der går ud med en historie eller et budskab til medierne. Det kan være med en pressemeddelelse eller en historie mere målrettet til et enkelt medie. Det kan også være i form af et debatindlæg. Det er sjældent, at jeg keder mig.

Mit arbejde hos FDM er spændende, fordi

... jeg er omgivet af meget dygtige og meget vidende kolleger. Jeg er ikke i tvivl om, at mine kolleger er nogle af landets dygtigste inden for deres fagområder. Det, synes jeg, er enormt inspirerende og en stor gave. FDM er et hus med en kolossal viden inden for mange områder, hvor alle er venlige og imødekommende og gerne deler deres viden.

Det kommer mit arbejde til gode, da jeg kommer meget rundt i organisationen. Jeg samarbejder ofte med både Politisk økonomisk sekretariat, jurister og teknikere om pressehenvendelser, og når jeg skriver til Motor og fdm.dk. At samarbejde og sparre med kolleger på tværs af afdelinger er med til at forbedre os som fagpersoner og som virksomhed, og det er også med til fortsat at udvikle mine egne kompetencer.

FDM er en god arbejdsplads for mig, fordi

... arbejdsopgaverne er sjove og mangfoldige. Jeg trives med mine arbejdsopgaver, og jeg løser dem i samarbejde med gode og dygtige kolleger, som jeg udover det faglige også har det godt med socialt. Derudover kan jeg se, at jeg kan være med til at sætte en historie i gang eller præge en vinkel, som bliver taget op i andre medier, og som kan være med til at sætte nogle emner på dagsordenen, forbedre vilkårene for forbrugerne eller rejse en problematik, som bliver dagsordensættende.

Mediebilledet er komplekst, og der er mange, som gerne vil til orde, så at se medierne tage en FDM-vinkel eller lade os komme til orde er en cadeau og et skulderklap til mig og mit arbejde samt mine kolleger