Peter, medarbejder i FDM

Mit navn er Peter, jeg er 50 år og har været hos FDM siden 2005. Jeg er uddannet mekaniker, har været i militæret samt statens bilinspektion. Jeg startede som testassistent hos FDM og blev centerleder fire måneder senere.
Skillestreg

Hos FDM arbejder jeg med

... syn og test af biler, modtagelse af kunder samt salg af medlemskaber og mærkater til biler. Derudover er jeg også centerleder, hvor det er mit ansvar at sørge for, at bookingprogrammet til kunder er opdateret med tider til kunder, ferie og andet fravær. Kollegaers fravær godkender jeg, efter de har søgt, og det kan lade sig gøre i bookingprogrammet. Det er min og mine kollegaers opgave at sørge for, at de biler der forlader testcentret, lever op til de gældende sikkerheds- og miljøkrav, og at bilerne egner sig til kørsel på vejene for alles sikkerheds skyld.

Mange er følsomme omkring deres bil, der jo er den næstdyreste investering efter huskøb, som hurtigst taber værdi, og som er dyrest at reparere på. Når vi forklarer dem, hvorfor en bil ikke kan godkendes, så plejer de fleste dog at forstå det.

Min hverdag hos FDM byder på

... mange udfordringer. Vores arbejde med syn og test er meget rutinepræget, men kunderne er forskellige, og vi skal kunne håndtere dem alle. Vi har altid noget at lave. Der er måneder, f.eks. april, maj og juni, hvor vi har rigtig travlt og kan have 14 dages ventetid, men selv i travle perioder formår vi at have en god stemning i centret. Når der så ikke er så meget at lave, så er der ekstra meget plads til jokes og sjove kommentarer.

Mit arbejde hos FDM er spændende, fordi

... jeg hele tiden møder nye udfordringer og får lov til at udvide min pallette af kundskaber. Jeg er f.eks. blevet superbruger og testperson til de nye systemer, så jeg hjælper og samarbejder med IT og programmørerne.

Jeg føler, at min stemme er vigtig i udviklingen og implementeringen af nye systemer, så de hjælper til at optimere arbejdsgangen for mine kollegaer og mig. Jeg er glad for, at vi, der ønsker flere ansvarsområder, også får dem. Det er et klap på skulderen, som gør, at jeg har lyst til at blive.

Det er sjovt at gå på arbejde, fordi

... jeg har et godt kammeratskab med mine kollegaer. Selvom det er min opgave at sørge for, at centret kører, tager alle ansvar. Så hvis jeg har travlt, træder mine kollegaer til. Vi er fælles om den gode stemning og fælles om at udføre arbejdet og levere god service til vores medlemmer og kunder.

Det er også sjovt at gå på arbejde, fordi jeg møder medlemmer og kunder, som er kommet her, siden jeg startede i FDM. Jeg har mange, der kommer her, fordi de gennem mange år har fået en god service. Det giver mig en god fornemmelse!

FDM er en god arbejdsplads for mig, fordi

... medarbejdernes behov og interesser bliver varetaget. Jeg har svært ved at se andre arbejdspladser varetage mine behov på samme måde. Jeg ser andre værkførere blive slidt op, og selvom vi selvfølgelig også har travlt hos FDM, bliver vi ikke slidt op på samme måde. Hvis der er dårligt arbejdsmiljø eller trivsel, bliver der taget hånd om det, og der bliver rettet op på det med det samme.

Det er vigtigt for mig, at min arbejdsplads lytter til os og til vores interesser og behov. Jeg havde selv meget travlt i en periode og var begyndt at udvise symptomer på stress, men sammen med min leder fik vi ændret i min arbejdstid og rutiner, og det gjorde vi med det samme