Audi A6 – vild og grøn rejsebil
Motors vurdering
Audi A6
- Komfort
- Rækkevidde
- Ladetid
- Pris
- Plads til kabler
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor2.0 liter – 4 cyl. + elmotor
-
CO2 udledning35 g/km
-
Effekt299 hk
-
Moment450 Nm
-
Topfart250 km/t.
-
Acc. (0-100)6,2 sek.
-
Køreklar vægt2.085 kg
-
Maks. påhængsvægt2.000 kg
-
Bagagerum530 liter
-
Akselafstand292 cm
-
Officiel rækkevidde64 km
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 3 / 12
-
MålL:494 cm B:189 cm H:146 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 5,70 kr./km
- Målt rækkevidde 55 km
Audi har fuld fart på elektrificeringen af bilparken, og sideløbende med introduktionen af de egentlige elbiler omdannes flere og flere benzinbiler derfor til plugin-hybrider, hvor et batteri og en elmotor kan give en hånd med eller alene stå for fremdriften på kortere ture.
En af de nyeste plugin-hybrider er denne store A6, der kombinerer en ret kraftig benzinmotor med en elmotor. Elmotoren får sin energi fra et indbygget batteri, der dels kan lades op fra en ladeboks, dels kan få lidt strøm på, når man bremser eller kører ned ad bakke. På den måde kan man mindske forbruget af benzin betydeligt.
Firehjulstræk og automatgear
For at få begge motorer til at arbejde gnidningsfrit sammen, har Audi valgt at benytte en ret avanceret opbygning af bilen.
Fortil er benzinmotoren bygget sammen med elmotoren, der begge trækker på alle fire hjul via en syvtrins dobbeltkoblings-gearkasse. Konstruktionen gør det muligt at lade benzinmotoren køre alene eller lade elmotoren køre alene, eller lade begge motorer køre samtidigt.
Se komplet oversigt over alle Motors test af plugin-hybrider
Ved bremsning virker elmotoren som en generator, der opsamler bevægelsesenergien og omdanner den til strøm, der lagres i batteriet.
Firehjulstrækket kan løbende „tændes“ eller „slukkes“, så det kun er i brug ved behov, og man ikke mister unødig megen energi i transmissionen.
Benzinmotoren er en toliters turbomotor med 250 hk, og elmotoren yder løbende 75 hk, men kan kortvarigt levere op til 140 hk.
Kan køres som en elbil
Vores oplevelse af Audi A6 som plugin-hybrid var yderst positiv. Vælger man at sætte bilen i en indstilling, hvor man beder den prioritere el-kørslen, kan man kan køre bilen, som var det en elbil.
Vi kørte 55 km på et helt opladet batteri (14 kWh) og kunne derefter lade den op på bare 2,5 timer, idet den indbyggede lader trækker strøm fra to faser (7,4 kW). Dermed er det for mange muligt at foretage stort set alle sine køreture på el alene.
Vælger man hybrid-indstillingen, finder bilen selv ud af, hvilken motor der er bedst til at løse den konkrete køreopgave. Så vil man opleve, at man ved let tråd på speederen kører på el, mens benzinmotoren starter, hvis man træder mere til på speederen.
Med strøm på batteriet bliver Audi A6 til en lille raket, hvis man vil. I alt er der næsten 300 hk til rådighed, og det er faktisk en hel del. Så bliver den ellers ret tunge bil til en lynhurtig rejsevogn.
Slipper man speederen igen, slukker benzinmotoren, og man kører igen videre på el. Denne teknik er smart og vil for mange givetvis her og nu være en bedre løsning end en elbil. Bl.a. må denne udgave af Audi A6 trække op til 2.000 kg, hvilket der ikke er mange elbiler, der kan matche.
Tilsvarende kan bilen fuldt optanket og fuldt opladet køre 850 km, før den enten skal oplades eller tankes. Vi målte et benzinforbrug, der, når batteriet var tomt, modsvarede ca. 15 km pr. liter.
Flot udstyret, men plads til mere
Audi A6 kan normalt fås i flere udstyrsvarianter, men den danske importør har valgt kun at markedsføre plugin-hybrid-udgaven af Audi A6 i det højeste udstyrsniveau, Sport Prestige Selection.
Her er der masser af lækkert udstyr såsom Matrix LED-forlygter, adaptiv fartpilot og 360-graders kamera. Man kan dog stadig tilkøbe et hav af andre lækkerier såsom headup-display, læderindtræk, navigationsanlæg og en avanceret kørselshjælp, der fastholder bilen i vognbanen under kørslen.
Dermed kan prisen hurtigt runde de 700.000 kr., hvis man ikke holder igen med krydserne på listen over ekstraudstyr.
Uanset mængden af ekstraudstyr er det klart, at man får en yderst lækker og velkørende rejsevogn med et grønt tilsnit.