BMW iX1 – Lækker familie SUV, men den koster
Motors vurdering
BMW iX1
- Komfort
- Førerplads
- Køreassistenter
- Ekstraudstyrspriser
- Ingen frunk
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor2 elmotorer - firehjulstræk. Batteri (brutto/netto): 67/65 kWh
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt313 hk
-
Moment494 Nm
-
Topfart180 km/t.
-
Acc. (0-100)5,7 sek.
-
Køreklar vægt2.085 kg
-
Maks. påhængsvægt1.200 kg
-
Bagagerum490 liter
-
Akselafstand269 cm
-
Officiel rækkevidde435 km
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 3 / 12Batteri 8 år eller 160.000 km
-
MålL:450 cm B:185 cm H:164 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 4,95 kr./km
- Målt rækkevidde 350 km
Uden større ståhej har BMW lanceret deres mindste elektriske SUV, iX1. Den er landet midt i en bilverden, hvor alle har fokus på Tesla Model Y.
Og sammenligner man de to, kan man straks se, at BMW’en umiddelbart savner lidt på listen over standardudstyr og på rækkevidden. Og så er prisen i den høje ende.
Lad os starte med prisen: Teslas firehjulstrukne Model Y koster 441.000 kr., og det er den pris, alle større elbiler holdes op mod her i 2023. BMW iX1 koster fra 464.000 kr., hvilket er en fair pris for en SUV af denne størrelse. Men mange vil nok opgradere til M Sport-udstyrsvarianten, og så runder prisen en halv million kr.
Det ligger tæt på BMW’s klassiske konkurrenter, Audi og Mercedes, men i forhold til de firehjulstrukne udgaver af Q4 e-tron og EQB er BMW’s lille SUV ramt af en kort rækkevidde.
Lille batteri i BMW iX1
Sagen er, at BMW har valgt, at iX1 lanceres med 313 hk, firehjulstræk og et batteri på blot 65 kWh netto. Det giver en officiel rækkevidde på 435 km med testbilens M Sport-udstyrspakke, og under vores test målte vi blot 350 km ved 110 km/t. om sommeren.
Det er markant mindre, end Tesla tilbyder, lidt ringere end hos Audi, og blandt de nærmeste konkurrenter kun bedre end Mercedes EQB. Så iX1 er ikke for pendlere med lange hverdagsture.
Spørgsmålet er, om ikke det trods alt er rækkevidde nok for de fleste. Det er de færreste bilister, der kører over 300 km på motorvej om dagen, og ved at vælge et mindre batteri er miljøaftrykket mindre end i en bil med et stort batteri.
Det hjælper også, at iX1 er rimelig i disciplinen lynladning. På en halv time forlænger man rækkevidden med 280 km, og det vil passe for de fleste bilister, selv når man skal ud på en længere tur.
Dyrt, men godt udstyr i BMW iX1
Det tredje svage punkt ved BMW iX1 er udstyrsniveauet. Testbilen er pænt udstyret uden at være overlæsset, men den billigste iX1 har hverken nøglefri betjening, adaptive forlygter eller adaptiv fartpilot. Det og meget mere udstyr kan tilkøbes, men spørgsmålet er, hvor meget udstyr man skal have.
BMW tilbyder som andre luksusmærker fortsat en meget bred palet af udstyr, noget i pakker og andet som enkelte tilvalg. Fælles for alt udstyret er, at kvaliteten er høj, men også at BMW tager sig godt betalt for det.
Der er ikke bare LED-forlygter, men de har et flot bredt lys. Og tilvælger du den adaptive funktion, så fungerer det uden at modkørende klager over den på motorvejen. Du kan tilvælge et headup-display, og det har ikke bare flere farver, men kan også vise selv komplekse rundkørsler og reelt guide dig på et plan, hvor kun få andre mærker kan være med.
Det samme gælder for den adaptive fartpilot, der ikke bare holder afstand til bilen foran, men justerer hastigheden ud fra en lang række parametre. Der er en styreassistent, der hjælper dig så diskret, at man nogle gange er i tvivl om, om man selv styrer, eller bilen klarer det. Den adaptive fartpilot er dog en del af standardudstyret på M Sport-udgaven som vi tester her.
Den kvalitet af udstyr og funktioner koster, og derfor ender en BMW iX1 med alle krydser også med at koste omkring 600.000 kr., og så er vi pludselig langt fra basismodellens 464.000 kr.
BMW iX1 taler ikke dansk
Stemmestyringen har BMW ikke helt fået styr på. Den kan ikke forstå dansk, og det har konsekvenser, for BMW har udviklet deres nyeste biler til, at føreren og passagerne skal betjene nogle funktioner med stemmen.
F.eks. er der ikke længere en knap til at aktivere sædevarmen, men derimod en knap i en undermenu på trykskærmen. Det er ikke verdens undergang, men skifter du sprog til engelsk, så forstår bilen, hvem der taler til den, og den kan endda adskille sædevarme i højre og venstre side af bilen.
Selvom iX1 er den mindste SUV fra BMW, er der god plads i kabinen. På bagsædet sidder man lidt meget på ballerne, men der er acceptabel benplads.
På forsædet oplever man ikke pladsproblemer, og der er mulighed for finjustering af sæderne. Og tilvælger man komfortsæder med eljustering, er der få steder, man sidder med samme støtte. Man sidder naturligvis højt, hvilket samtidig giver en let ind- og udstigning.
Hvordan kører BMW iX1?
Bilen er meget stille og byder på en affjedringskomfort, som er få biler i klassen forundt. Testbilen havde lidt dækstøj, men den var også monteret med 20"-fælge. Med 313 hk er iX1 en hurtig bil, men selvom køreegenskaberne også er indbydende, lægger den mere op til at blive kørt som cruiser.
Den er sportslig af en SUV at være, men er dynamiske køreegenskaber drømmen, er man bedre tjent med den lavere i4-model. I forhold til konkurrenterne, Audi og Mercedes, virker iX1 ikke dyrt prissat.
Men Tesla har sat en prisstandard, som selv tyskerne snart må rette ind efter. BMW har præsenteret en basis-iX1 med 475 km rækkevidde til ca. 400.000 kr. Den bliver formentlig mere interessant end denne topmodel, der virker lidt dyr.
Har du brug for hjælp med valg af elbil?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.