BYD Atto 3 – Trods prisfald fortsat en overset elbil

Motors vurdering
BYD Atto 3
- Støjsvag
- Stor skærm
- Kabine
- Rækkevidde
- Hjulspin
- Lyd fra vinduesviskere
Fabriksdata
-
Motor1 elmotor – forhjulstræk – Batteri (netto): 60 kWh
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt204 hk
-
Moment310 Nm
-
Topfart160 km/t.
-
Acc. (0-100)7,3 sek.
-
Køreklar vægt1.750 kg
-
Maks. påhængsvægt750 kg
-
Bagagerum440 liter
-
Akselafstand272 cm
-
Officiel rækkevidde420 km
-
Garanti (bil/lak/rust)6 / 3 / 12Bilgaranti: Maks. 150.000 km. Batterigaranti: 8 år/200.000 km
-
MålL:446 cm B:188 cm H:162 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 3,75 kr./km
- Målt rækkevidde 305 km
Atto 3 lavede bogstaveligt talt larm, da den blev lanceret. I dørene sidder der tre strenge, så man kan spille en amputeret udgave af Deep Purple’s rockklassiker „Smoke on the water“ fra 1972. Så var tonen slået an.
Modellen har netop fået et facelift, hvor de røde strenge nu er blevet sorte, og samtidig har BYD klogelig nok tonet farverne ned i kabinen, så Atto 3 ikke ligner et psykedelisk vandland fra – ja – netop 70’erne.
Udvendigt er forandringerne minimale. Det mest iøjefaldende er, at bilens navn nu står i bunden af bagklappen, hvor der tidligere stod „Build your dreams“ lige under bagruden. Nu er det drømmende navn pakket væk til fordel for blot „BYD“.

Hvordan kører BYD Atto 3?
Faceliftet har også løftet kvaliteten andre steder på bilen, hvilket vi især bemærkes ved den adaptive fartpilot, der nu er mærkbart forbedret. Tidligere oplevede vi også mange bip-biplyde i kabinen, men de optræder nu mere sjældent og virker ikke så forstyrrende.
Den eneste lyd, som tenderer til at være enerverende, er en hylelyd fra motoren til vinduesviskerne. En forklaring på at man irriteres over lyden, er, at Atto 3 i øvrigt opleves som en meget støjsvag bil. Det er en klar kvalitet ved bilen, hvor stilheden gør turene mere afslappede.
Køreegenskaberne gør sig ikke bemærket. Atto 3 er hverken sportslig eller overdrevent komfortabel. Styretøjet er rart i hverdagen, men gør ikke noget større væsen af sig.
Det gør accelerationsevnen derimod. Bilen har en uheldig tendens til at lave hjulspind, når man accelererer med drejede forhjul i fugtigt føre. Her har BYD ikke fået styr på deres elektroniske system. Dermed fremstår Atto 3 lidt aggressiv i trafikken. Det ville være rart, hvis BYD kunne dæmpe motorens moment i sådanne situationer.

Hvad er rækkevidden i BYD Atto 3?
Batteriet i Atto 3 er på 60 kWh i nettokapacitet, og ved vores motorvejstest med 110 km/t gav det en rækkevidde på 255 km om vinteren og 305 km om sommeren. Det er ikke imponerende i forhold til konkurrenterne, men placerer den midt i feltet. Det matcher i øverigt det forbrug, vi havde under vores første test af modellen.
Vi testede bilen ved 10 grader, og her oplevede vi, at lynladningen var blevet lidt bedre, end da vi have bilen til test første gang. BYD oplyser, at Atto 3 maksimalt kan lades med 110 kW. Det oplevede vi også under vores test. Faktisk kunne den lade med 100 kW i gennemsnit det første kvarter, hvorefter ladeeffekten faldt.
På 15 minutter får man således tilført 125 km motorvejskørsel (25 kWh), og på 30 minutter forlænges rækkevidden på motorvej med 225 km (44 kWh). Det er godkendt og klart bedre end den mindre Atto 2, der netop er kommet på markedet.

Er BYD Atto 3 et godt køb?
Da Atto 3 kom frem, var den et friskt pust. Prisen er faldet i flere omgange, og Design-versionen er dermed gået fra at koste 350.000 kr. i januar 2023 til nu 280.000 kr. Det er et fald på 70.000 kr., hvilket er mange penge i denne prisklasse.
Prisen gjorde, at den dengang kæmpede med de lidt større modeller, og i den kamp stod Atto 3 ikke stærkt. Med den lavere pris står kampen nu i en bilklasse, hvor konkurrencen er enorm, og den er oppe mod meget stærke modeller som Skoda Elroq, Kia EV3 og Renault Scenic.
Alle er modeller, som vi har givet bedre anmeldelser, og som på hver deres måde har unikke træk, der gør dem til et rigtig godt valg. Atto 3 mangler i den kamp et såkaldt USP – Unique Selling Point – og lander som en mellemlunken mellemklasse-SUV, der ikke gør det store indtryk.
Den er ikke et dårligt køb, men trods prisnedsættelsen er konkurrenterne kort og godt bare mere interessante.
Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler
Vi har siden 2011 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.
