BYD Atto 2 – Kinesisk folkevogn til spotpris

Motors vurdering
BYD Atto 2
- Udstyr
- Plads
- Garanti
- Rækkevidde
- Ladetid
- Betjening
Fabriksdata
-
Motor1 elmotor - forhjulstræk
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt177 hk
-
Moment290 Nm
-
Topfart160 km/t.
-
Acc. (0-100)7,9 sek.
-
Køreklar vægt1.645 kg
-
Maks. påhængsvægt750 kg
-
Bagagerum400 liter
-
Akselafstand262 cm
-
Officiel rækkevidde312 km
-
Garanti (bil/lak/rust)6 / 3 / 12Bilgaranti: maks. 150.000 km. Batteri: 8 år/200.000 km
-
MålL:431 cm B:183 cm H:168 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 3,35 kr./km
- Målt rækkevidde 290 km
Alt efter temperament er det imponerende eller foruroligende at se, hvor godt de kinesiske bilproducenter kan bygge elbiler. Det gælder ikke mindst denne BYD Atto 2, der er en mini-SUV, der lægger sig pænt ind mellem den lille BYD Dolphin og den noget større BYD Atto 3.
Inde i kabinen i 2’eren imponeres man over samlinger, materialevalg og finish, og udvendigt lukker døre og klapper på et niveau, der må give flere europæiske producenter sved på panden. Læg dertil en fabriksgaranti på hele seks år eller 150.000 km og op til 200.000 km på batteriet, og man må konstatere, at en bil som denne må være et af de mest trygge bilkøb, man kan foretage sig i øjeblikket.
Prisen for Atto 2 begynder ved 210.000 kr., og denne topudgave med et usædvanlig højt udstyrsniveau koster 235.000 kr. Hvis ikke det var fordi, bilen er produceret i Kina, ville Atto 2 dermed sikkert kunne tiltale de fleste.

Brugsværdien er i orden
Ved forsæderne er der glimrende plads, og begge forsæder er endda elektrisk justerbare. Der er en fin midterkonsol med trådløs opladning af mobiltelefonen, og over hovederne er der et glastag med et elektrisk betjent gardin, der kan lukke af for både sol og vinterens kulde.
Ved bagsædet er der meget fin plads, men man savner en friskluftdyse, der ville kunne øge komforten. Der er isofix-beslag til autostole ved de to yderpladser, og dørene åbner nok til, at det er let at få dem ind og ud af bilen.
Bagagerummet er på 400 liter – tilfredsstillende uden at være vildt imponerende. Vi kigger forgæves efter en frunk fortil, men kan til gengæld glæde os over, at bilen må udstyres med en trækkrog, der tillader, at man kan køre med op til 750 kg på krogen.

Rækkevidde og ladetid skuffer
De to udgaver af Atto 2 har samme batteristørrelse, der er et BYD Blade-batteri af LFP-typen på netto 45 kWh. Oversat til dansk betyder „Blade“, at batteriet er opbygget af lange celler, der er monteret side om side i hele bilens bredde, så de på optimal vis udnytter pladsen.
At det er af LFP-typen betyder, at batteriet er opbygget uden brug af kobolt, men i stedet ved brug litium, jern (ferro) og fosfat (phosphate). Det er en opbygning, der rummer lidt mindre energi end de mere traditionelle batterier, men som til gengæld er mere stabil, og som kan tåle ofte at blive opladet til 100 procent.
Fabrikken stiller en rækkevidde på 312 km i udsigt, og da vi som altid testede den ved konstant 110 km/t, nåede vi, hvad der svarer til 240 km ved nul grader og 290 km ved 20 grader. Det er overraskende tæt på fabrikstallet, men ikke langt, og dermed også en af svaghederne ved Atto 2.
Den anden svaghed ved bilen møder man, når der igen skal strøm på bilen. Her opgiver fabrikken en ladehastighed på 65 kW, og ved vores ladetest målte vi stort set en konstant effekt på 66 kW i den første halve time, hvor der således kom godt 200 km på batteriet. Det er ikke imponerende, men dog til at leve med for dem, der kun undtagelsesvist skal lade ude i byen.
Hjemme kan bilen lades fint med en standard ladeboks på 11 kW, og det betyder, at bilen så kan oplades helt på bare fire timer. Vores test viser, at man ved 20 grader kører lidt over seks km pr. kWh, og det er flot.

Hvordan kører BYD Atto 2?
Bag rattet opleves Atto 2 på den ene side letkørt, og på den anden side er den besværlig at betjene. Det første handler om, at Atto 2 i lighed med de fleste elbiler bare er let at have med at gøre. Man trykker startknappen ind, sætter bilen i D, og så er det bare at træde på speederen.
Den kommer hurtigt op i fart, og det foregår dejlig lydsvagt. Accelerationen er dog ikke så vild, at man bliver overrasket, idet bilen „kun“ yder 177 hk. Så selvom det absolut er rigeligt med kræfter, føles bilen noget moderat i sin acceleration, hvis man sammenligner med de mange nye elbiler, der ofte har en del flere kræfter at gøre godt med.
Styretøj og bremser er til gengæld lette at dosere, og på den måde er bilen rar at have med at gøre i hverdagen. Mindre rar bliver den dog, når man skal aktivere bilens mange hjælpesystemer. Der er som standard både en adaptiv fartpilot og en vognbaneassistent, og begge dele fungerer langt hen ad vejen udmærket.

Besværlig skærmstruktur
Men man skal ind i en kompliceret menu, hvis man vil slå styreassistenten til og fra, og det kan vel at mærke ikke gøres, mens man kører. Det er også i denne menu, at advarslen for fartalarm og den ret følsomme opmærksomhedsadvarsel kan slås fra.
Det kan heldigvis gøres, mens man kører, men en så kompliceret betjening er alligevel uhensigtsmæssig, og det er i hvert fald set bedre og mere trafiksikkert i flere andre biler.
Men o.k., man lærer det naturligvis hen ad vejen, og så er det til at leve med for den daglige bruger af bilen. Køreindtrykket er ellers rimelig komfortabelt, og med et flot udstyrsniveau, en god brugsværdi og en yderst skarp pris, fremstår BYD Atto 2 alt i alt som en elbil, der er værd at se nærmere på, hvis man er ude efter en fornuftig familiebil i denne prisklasse.
Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler
Vi har siden 2011 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.
