Citroën C3 Aircross set forfra
Biltest

Citroën C3 Aircross – Stilsikker SUV med uskønne fejl

Citroën kan noget med design. Det gælder også for C3 Aircross, der er mærkets mindste SUV-model, og som har smarte detaljer og mulighed for kæk personalisering. Men det er ikke altid nok at se smart ud.
Citroën C3 Aircross set bagfra

Motors vurdering

Citroën C3 Aircross

15,9 km/l
Benzin
304.990 kr.
  • Design
  • Indretning
  • Justerbart bagsæde
  • Ingen elektrificering
  • Motor
  • Ukomfortabel
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.2 liter – 3 cyl.
  • CO2 udledning
    142 g/km
  • Effekt
    130 hk
  • Moment
    230 Nm
  • Topfart
    197 km/t.
  • Acc. (0-100)
    9,2 sek.
  • Køreklar vægt
    1.387 kg
  • Maks. påhængsvægt
    840 kg
  • Bagagerum
    410 liter
  • Akselafstand
    260 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:415 cm B:176 cm H:164 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 3,55 kr./km

Sikkerhed

2017
Luk

Selvom designere ofte går klædt i sort, er det sjældent en farve, der gør noget godt for et opsigtsvækkende design. Det gælder også biler, og derfor er det nærmest en dødssynd ikke at vælge en Citroën C3 Aircross i en spændende farve, der fremhæver bilens linjer.

Da mærkets lille SUV kom frem i 2018, vakte den opsigt, og selvom det seneste facelift har gjort bilen lidt mere kantet, så skiller Aircross-modellen sig stadig ud i trafikken.

Vælger du varianten med automatgear, følger der meget udstyr med i prisen: Dellædersæder, stor 9”-trykskærm med navigation, panoramatag og nøglefri betjening er en del af Shine Sport-pakken.  Kabinen er en kombination af hård plast og smart stof på instrumentbordet.

Indretningen er ganske enkel.
Indretningen er ganske enkel. Fartpiloten betjenes bag rattet via en stilk, desværre er der ikke mulighed for adaptiv fartpilot. Et lille plus er de større kopholdere mellem sæderne, det er bedre end i forgængeren.

Hvordan kører Citroën C3 Aircross?

De virkelig pæne Advanced Comfort-sæder løfter oplevelsen i kabinen. Men det er et lille minus her, at knappen til sædevarme er en drejeknap på siden af sædet, og den kan ikke kan ses under kørslen.

Advanced Comfort-sæderne skulle med deres ekstra polstring supplere en komfortabel undervogn. Men den faceliftede C3 Aircross opleves hård og bumpet. Det er ikke bare skuffende, det er også ganske overraskende, for forgængeren var bedre.

Dertil kommer, at køreoplevelsen generelt skuffer på komfortsiden, især i forhold til støj. Når du holder stille, kommer omverdenens lyde ind i bilen. Samtaler fra fodgængere og andre bilers motorlyd høres tydeligt, og når du kører, konverteres det hele til vindstøj og dækstøj.

Dertil kommer en markant motorstøj under acceleration, der bliver afbrudt af uskønne gearskift i automatgearet. Det er ikke klassiske Citroën-dyder.

Topmodellen har en 9”-trykfølsom skærm med navigationsanlæg.
Topmodellen har en 9”-trykfølsom skærm med navigationsanlæg. Men der er også mobil-opkobling, så du kan få Apple CarPlay og Android Auto på skærmen. Det fungerer godt, men ikke trådløst.

Spar ikke på udstyret i Citroën C3 Aircross

Da merprisen for det ringe automatgear er hele 35.000 kr., er der to gode grunde til at spare penge her.

Du bør derimod ikke spare på udstyret, for basisudgaven af C3 Aircross har ikke automatisk nødbremse og dermed ikke det sikkerhedsniveau, man kan forvente i en moderne bil. Det er ærgerligt, at Citroën ikke prioriterer kundernes sikkerhed i den billigste kampagnemodel, Feel. Tidligere var nødbremse standard på alle C3 Aircross-modeller.

Ud over farven er der ikke andre tilvalg til Shine Sport-modellen, og det betyder, at du heller ikke kan få adaptiv fartpilot.

C3 Aircross markedsføres p.t. kun med to benzinmotorer, der reelt er samme konstruktion med to forskellige ydelser. Med automatgear får du 130 hk og med manuelt gear 20 hk færre, men lidt kuriøst accelererer den mindst kraftigste hurtigst til 100 km/t. Nu er det ikke en paradedisciplin for en lille SUV, men det er værd at notere.

Mere irriterende er det, at vi oplevede ujævn motorgang, når motoren er kold. Det vil være et irritationsmoment i hverdagen, og et punkt hvor Citroën er bag efter konkurrenterne.

Bagsædet kan forskydes 15 cm i bilens længderetning, hvis du vil have et større bagagerum.

Taler næsten dansk

Kabinen i C3 Aircross er udstyret med få knapper. En af ideerne med de knapløse kabiner er, at vi fremadrettet skal til at stemmestyre vores biler. Det kan Citroënen også på dansk, men desværre går nogle kommandoer galt i oversættelsen til bilens system, og der er mange frustrerende fejl.

Det er ikke kun Citroën, som kæmper med talestyring, men når kabinen er renset for knapper, så er der endnu større behov for en brugbar funktion.

De få knapper giver til gengæld et bedre overblik i kabinen. Den store nitommers trykfølsomme skærm bruges også til styring af klimaanlæg, musik, telefon og indstilling af bilen.

Der er et navigationsanlæg fra Citroën med 3D-visning, men der er også Apple CarPlay og Android Auto, så de fleste vil nok vælge at bruge mobilen som navigationsanlæg. Desværre er forbindelsen ikke trådløs, som ellers er ved at blive ret udbredt.

Der er plads til 410 liter i bagagerummet
Der er plads til 410 liter i bagagerummet, hvilket er meget normalt i klassen. Du skal løfte bagagerumsbunden for at få en plan lasteflade. Læssehøjden er høj som på andre SUV-modeller.

Hvad koster Citroën C3 Aircross?

Med en pris på over 300.000 kr. for en lille SUV, er forventningerne sat højt. Og de bliver ikke indfriet i topudgaven af C3 Aircross.

Der mangler udstyrsmuligheder, komforten er for ringe, motor og gearkasse skuffer, og de forhold alene trækker alvorligt ned.

Hvis vi inddrager prisen i vurderingen, står konkurrenterne meget mere attraktivt, og på trods af det flotte design og den lækre kabine, er det svært at pege på Shine Sport som et godt køb.

Problemer med 1.2-liters benzinmotor

1.2-liters benzinmotoren i C3 Aircross ligger også i mange andre modeller fra Citroën, Opel og Peugeot. FDMs tekniske afdeling har hørt fra flere bilejere, hvor tandremmen er smuldret på 1.2-liters motoren med turbo. Det har medført motorskader, og af samme årsag har importøren forkortet tandremsintervallet og indført inspektion af tandremmen allerede ved første serviceeftersyn. Der kan også forekomme højt olieforbrug, her har importøren tidligere ikke stillet krav om brug af mærkeværksted. Det gør de nu, hvilket stiller dig dårligere som bilkøber. 

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve