SUV'en Cupra Terramar kører på landevej med træer i baggrunden
Biltest

Cupra Terramar – Selv en god bil kan blive for dyr

Den nye Cupra Terramar er en flot og velbygget SUV, der skiller sig ud fra mængden. Men teknikken peger bagud, og det gør, at prisen herhjemme bliver skyhøj.
SUV'en Cupra Terramar set bagfra, mens den kører på landevej med træer i baggrunden

Motors vurdering

Cupra Terramar

11,9 km/l
Benzin
604.990 kr.
  • Køreegenskaber
  • Design
  • Plads
  • Pris
  • Forbrug
  • Miljøprofil
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.0 liter – 4 cyl. turbomotor – firehjulstræk
  • CO2 udledning
    192 g/km
  • Effekt
    265 hk
  • Moment
    400 Nm
  • Topfart
    243 km/t.
  • Acc. (0-100)
    5,9 sek.
  • Køreklar vægt
    1.750 kg
  • Maks. påhængsvægt
    2.200 kg
  • Bagagerum
    508 liter
  • Akselafstand
    268 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    5 / 3 / 12
    Bilgaranti: Maks. 100.000 km
  • Mål
    L:452 cm B:186 cm H:158 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 6,85 kr./km
Luk

Cupra er kommet godt ind på det danske marked, hvor særligt elbilerne Born og Tavascan gør det godt. Men mærket kan også levere lækre, benzindrevne biler, og det er denne Terramar et godt bevis på.

Den er søsterbil til Skoda Kodiaq og VW Tiguan, og i lighed med dem fås Terramar både som en helt traditionel benzinbil, som plugin-hybrid og så i denne ret voldsomme sportsudgave med 265 hk fra en turboladet toliters benzinmotor.

Priserne begynder på 515.000 kr. for en grundudgave med en 1.5-liters benzinmotor med automatgear og 150 hk. Topudgaverne hedder VZ til efternavn, og her koster denne firehjulstrukne udgave med 265 hk hele 605.000 kr., hvilket er stort set det samme som plugin-hybriden koster. Der er derfor ingen smutvej til en pris-venlig udgave af Terramar.

Førerpladsen i en Cupra Terramar
Førerpladsen er flot indrettet. Headup-display er ekstraudstyr til 8.370 kr. Bemærk skiftegreb bag rattet.

Hvordan kører Cupra Terramar?

Vi har testet netop VZ-udgaven med automatgear og firehjulstræk. Motoren er på to liter, og automatgearet er af DSG-typen med to koblinger og syv trin. De to komponenter fungerer glimrende sammen og er med til at give bilen en ret sportslig profil, hvis man ønsker at udfordre bilens potentiale.

Det gode er, at man også bare kan cruise derudad med lave omdrejningstal og et lavt støjniveau. På den måde lægger bilen op til at være to biler i én.

Det kræver dog, at man også bestiller bilen med den justerbare undervogn, hvor støddæmperne enten automatisk eller manuelt kan skifte fra at være bløde som i en amerikanerbil eller stenhårde som i en GTI. Eller blot at være et sted derimellem.

Det var der heldigvis i vores testbil, og det viste sig at være en meget fin løsning, der desværre koster 13.560 kr. ekstra.

Stor skærm i en Cupra Terramar
Særligt den store 15-tommerskærm i midten dominerer instrumentbordet.

God vognbaneassistent og lækker motorlyd

Terramar gør det godt, og bilens grundlæggende konstruktion lægger som nævnt fint op til både sportslige og komfortable køreoplevelser for ikke blot dem ved forsæderne, men også dem ved det justerbare og ganske komfortable bagsæde.

Styretøjet føles rart, og man kan let skifte mellem gearkassens gear via skiftegreb bag rattet. På den måde er Terramar en stor fornøjelse at køre i. Og for dem, der sætter pris på rigtig motorlyd, så kan man også høre motoren, hver gang man presser den. Altså ikke på den irriterende måde, men på en behagelig måde.

På motorvej kører Terramar fint ligeud, og har man også tilkøbt den udstyrspakke, der indeholder en vognbaneassistent (+19.188 kr.), kan man ubesværet køre langt med blot én hånd på rattet og så nyde, at bilen selv holder sig i vognbanen. Det fungerer godt!

Bagsæde i en Cupra Terramar
Bagsædet byder på glimrende pladsforhold, og man kan justere bagsædets ryglænshældning. Der er friskluftdyser og strømudtag bagtil.

Hvor langt kører Cupra Terramar på literen?

Det officielle benzinforbrug tillader 11,9 km pr. liter. Det kan man også godt opnå i praksis, men det kræver, at man ikke lader sig friste af speederens muligheder. Gør man det, så koster det øjeblikkeligt på forbruget. Det så vi tydeligt under vores test af bilen, hvor vi således også havde perioder med et forbrug et stykke under de 10 km pr. liter.

Terramar er utvivlsomt blevet, præcis som fabrikken havde ønsket sig, at den skulle være. Problemet er bare prisen, der er skyhøj, som følge af at der herhjemme er fuld afgift på biler uden elektrificering. Grundprisen på 605.000 kr. skal endda suppleres med op til flere udstyrspakker, og så runder prisen for en færdig-udstyret Terramar uden besvær de 670.000 kr. Så Terramar bliver næppe den næste Cupra, du møder på din vej.

Bagagerum med blå kuffert i en Cupra Terramar
Bagagerummet rummer 508 liter, og når man folder bagsædet forover, bliver bagagerummets bund plan med bagsiden af ryglænet, så der skabes en stor, plan lasteflade.

For sent til festen

Ender man alligevel med at købe en Terramar, kan man glæde sig over en fabriksgaranti på fem år og 100.000 km. Det er en garanti, som fabrikken står inde for, og som adskiller sig fra de garantier, som den danske importør giver på henholdsvis nye elbiler (5 år og 150.000 km) og på nye benzinbiler (blot 2 år).

Netop her er Cupra noget bedre dækket ind end en benzindrevet Skoda eller VW, så det i sig selv taler for, at man vælger en Cupra frem for en af søsterbilerne. Men lad det være sagt tydeligt: Man skal være meget glad for en benzindreven bil og samtidig næsten ligeglad med sine penge, hvis man vælger en benzindreven Terramar fremfor en moderne elbil til en både lavere anskaffelsespris og en lavere løbende driftsudgift.

Sådan var det ikke for en del år siden, så lige her må man blot konstatere, at Cupra Terramar nok er flot festklædt, men at den desværre er kommet for sent til festen.

Vild med biler? Hold dig up to date med FDM

Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks

Få FDMs nyhedsbreve