Homda CR-V er en hybrid-SUV
Biltest

Honda CR-V - en stor hybridbil

Honda CR-V fås nu i en udgave med en elmotor, der får strøm fra en benzinmotor, der dog også kan trække lidt på hjulene ved behov. Det giver lidt flere km pr. liter.
Honda CR-V set bagfra

Motors vurdering

Honda CR-V

13,7 km/l
Hybrid
533.000 kr.
  • Letkørt
  • Plads
  • Forbrug
  • Motorlyd
  • Pris
  • Påhængsvægt (750 kg)
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.0 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    168 g/km
  • Effekt
    184 hk
  • Moment
    175 Nm
  • Topfart
    180 km/t.
  • Acc. (0-100)
    9,2 sek.
  • Køreklar vægt
    1.726 kg
  • Maks. påhængsvægt
    750 kg
  • Bagagerum
    497 liter
  • Akselafstand
    266 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
    Bilgaranti maks. 100.000 km
  • Mål
    L:460 cm B:186 cm H:168 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 5,75 kr./km

Sikkerhed

2019
Luk

Der findes efterhånden en hel del tekniske løsninger, når talen falder på hybridbiler. En af de mere sofistikerede finder vi i denne Honda CR-V.

Den opleves stort set altid som en elbil, idet det er elmotoren, der trækker bilen, og benzinmotoren, der laver den nødvendige strøm.

Det gør CR-V lidt anderledes at køre, og særligt ved moderate accelerationer føles den helt som en elbil. Skal det gå stærkt, kan benzinmotoren koble sig med ind på de trækkende hjul, men det sker uden en almindelig gearkasse og fungerer derfor først, når elmotoren har fået bilen op i fart.

Kabinen i en Honda CR-V
Førerpladsen er præget af et instrumenthus med mange oplysninger, der godt kan forstyrre overblikket, ligesom skærmen i midten har en noget ulogisk menustruktur. Så det er en bil, man lige skal lære at kende, før man får det optimale ud af den.

Let at køre

Bag rattet er den mest synlige forskel mellem denne hybridudgave af CR-V og en af de mere traditionelle versioner, at gearstangen er erstattet af en række trykknapper.

Herfra kan man bestemme, om bilen skal køre forlæns, baglæns, eller om den skal være parkeret. Det gør det utrolig let at betjene bilen, der køres som en bil med automatgear.

Ved lave hastigheder er støjniveauet pænt lavt, idet benzinmotoren enten er helt stoppet eller blot producerer strøm ved lave omdrejninger. Træder man derimod speederen i bund, skal benzinmotoren op i omdrejninger for at kunne følge med behovet for strøm, og så bliver den hørbar.

Læs også: Motors test af SUV'en Audi Q3 - høj af køreglæde

Men det føles sjovt, at der slet ikke er nogen sammenhæng mellem bilens fart og motorens omdrejningstal. Når man bremser, eller når man kører ned ad bakke, slukker benzinmotoren, og bevægelsesenergien bliver omsat til strøm via elmotoren, der nu virker som en generator, og farten reduceres.

Skal man bremse meget, er det naturligvis de traditionelle skivebremser, der går i aktion, og overgangen mellem elmotorens bremseeffekt og skivebremsernes arbejde mærkes næsten ikke.

Stor, men rodet skærm i Honda CR-V
Trykknapper på midterkonsollen har erstattet den traditionelle gearstang, og det gør det legende let at køre bilen.

Kun plads til fem

For at få hele samspillet mellem benzinmotor og elmotor til at fungere optimalt, er der indskudt et ret stort batteri, der kan opsamle energien og levere den til elmotoren. Batteriet er placeret under gulvet i bagagerummet.

Det er derfor med sine 497 liter 64 liter mindre end i den traditionelle udgave. Pladsen er dog stadig på et pænt niveau og vil nok tilfredsstille de flestes behov.

Læs også: Motors test af Volvo XC60 - Danmarks mest solgte store SUV

Modsat den almindelige udgave, som fås i udgaver med syv sæder, kan hybridudgaven kun fås med fem siddepladser, men de er til gengæld alle sammen rummelige. Ved alle pladser sidder man godt, har et godt udsyn og en nem ind- og udstigning.

Headup-display i Honda CR-V
I headup-displayet kan du følge, om bilen lader batteriet.

Begrænset CO2-reduktion

Hybridudgaven af Honda CR-V fås med enten forhjulstræk eller firehjulstræk. Merprisen for firehjulstrækket er 18.000 kr. i de mindre udstyrede udgaver, mens den topudgave, vi her har testet, kun fås med firehjulstræk.

Firehjulstrækket er af den traditionelle type, hvor en kardanaksel går på langs af bilen og trækker baghjulene med rundt via et differentiale bagtil.

Læs også: Motors test af Jaguar E-Pace - føreren i fokus

Ifølge den nye WLTP-norm kører Honda CR-V 13,7 km pr. liter benzin. Det er ikke overvældende, men til gengæld ret realistisk. Samme bil, men uden hybridteknik kører ca. 2-3 km kortere pr. liter, så det er altså ikke fordi, man pludselig får et markant bedre benzinregnskab ved at vælge en hybridbil.

Men alle bidrag i den positive retning må anvendes for at mindske bilernes samlede udslip af CO2. Måler man i procent, er CO2-udslippet trods alt reduceret med 16 procent ved brug af hybridteknikken.

Stor bagagerum i Honda CR-V
Bagagerummet er med sine 497 liter 64 liter mindre end i den traditionelle udgave, idet batteriet er placeret under gulvet. Pladsen er dog stadig på et pænt niveau og vil nok tilfredsstille de flestes behov.

Virkelig veludstyret

Køreindtrykket af CR-V Hybrid er generelt positivt, og man bliver hurtig glad for bilens ret glidende kørsel. Derudover er et meget højt udstyrsniveau med til at løfte køreoplevelsen betydeligt.

Bl.a. glæder vi os over et glimrende headup-display, varme i rattet, adaptiv fartpilot og muligheden for at styre elmotorens bremseeffekt fra skiftegreb bag rattet. Desuden er bilens generelt set generøse plads med til at skabe lys og luft for alle i kabinen.

Læs også: Motors test af BMW X3 - potent familiebil

På den mere kritiske side af notesblokken finder vi en lidt besværlig menustruktur i skærmen i midten af bilen, et hav af knapper, der er spredt rundt på instrumentbordet, en til tider støjende benzinmotor og faktisk også en del dækstøj, der er med til at begrænse oplevelsen af en eksklusiv kørsel.

Alt i alt er Honda CR-V dog en bil med mange plusser, og som byder sig til med en anderledes og positiv køreoplevelse. En maksimal tilladt påhængsvægt på 750 kg kan dog i sidste ende være det, der gør, at bilen alligevel fravælges til fordel for nogle af konkurrenterne med en højere brugsværdi på dette område.