Jaguar F-Pace – Lysegrøn luksusbil
Motors vurdering
Jaguar F-Pace
- Kabine
- Materialer
- Udstyr
- Rækkevidde på el
- Ladetid (Hjemme)
- Bagagerum
Fabriksdata
-
Motor2.0 liter – 4 cyl. + 1 elmotor- Firehjulstræk. Batteri (brutto/netto): 17/14 kWh
-
CO2 udledning49 g/km
-
Effekt404 hk
-
Moment640 Nm
-
Topfart240 km/t.
-
Acc. (0-100)5,3 sek.
-
Køreklar vægt2.189 kg
-
Maks. påhængsvægt2.000 kg
-
Bagagerum385 liter
-
Akselafstand287 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)5 / 3 / 6Bilgaranti: Maks. 150.000 km
-
MålL:475 cm B:194 cm H:166 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 7,85 kr./km
- Målt rækkevidde 45 km
Du kan spare næsten 200.000 kr. ved at vælge din næste Jaguar som plugin-hybrid i stedet for som traditionel benzinbil. Den store besparelse skyldes, dels at benzinforbruget er reduceret betydeligt, dels at denne biltype kort og godt slipper med en lavere afgiftssats end de traditionelle benzinbiler.
Vi har prøvet F-Pace med den delvist grønne teknik, og den gode nyhed er, at man rent faktisk kan køre på el alene, hvis man vil. Så yder elmotoren 143 hk, og det føles egentlig tilstrækkeligt langt hen ad vejen.
Den leverer sine kræfter gennem et ottetrins automatgear, og da trækker bilen fortsat på alle fire hjul gennem en mekanisk kardanaksel. Det koster energi, og betyder, at man ikke kan køre helt så langt på en opladning, som man kunne tro.
Hvor langt kører F-Pace på en opladning?
Vi klarede at køre 45 km på el alene, og det er ikke meget, når man tænker på, at batteriet er på 17 kWh brutto. Heldigvis kan det – noget usædvanligt – oplades hurtigt på farten med en DC-lader, og så tager det kun en halv times tid, før man igen kan fortsætte på el.
Hjemme skal man afsætte næsten fem timer til den opgave. Ifølge WLTP-normen kører bilen over 45 km pr. liter. Det er vel at mærke, når man kører en lang tur med brug af både benzin- og elmotor.
Kan man klare al kørsel på el alene, bliver benzinforbruget i sagens natur stort set lig nul, mens man ved kørsel uden at lade bilen op ikke skal regne med at køre meget længere end 14 km pr. liter, viste vores målinger.
Hvordan kører Jaguar F-Pace?
Bilen opleves som en yderst lækker og velbygget Jaguar med et meget højt komfortniveau. Særligt ved forsæderne nyder man de mange, lækre materialer, der er fordelt ud over det hele.
En stor skærm i midten giver et godt overblik over både bilens funktioner, telefon, musikanlæg og navigation. Bedst bliver det efter vores opfattelse, hvis man anvender Apple CarPlay eller Android Auto via en trådløs opkobling.
På minussiden står, at man trods den ret høje anskaffelsespris stadig skal tilkøbe en assistentpakke til over 15.000 kr., der indeholder bl.a. en adaptiv fartpilot, en advarsel for biler i den blinde vinkel og advarsel for trafik, når man bakker. Det er ikke tidssvarende, og det viser, at fabrikken ikke helt mener det alvorligt, når talen falder på sikkerhed.
Køreindtrykket er positivt. Støjniveauet er lavt, og motorydelsen er tilstrækkelig med elmotoren alene. Med både elmotor og benzinmotor i sving har man dog hele 404 hk til rådighed, og så bliver bilen for alvor sjov.
Er Jaguar F-Pace en praktisk bil?
Inde i bilen er der fremragende komfort for fire personer, mens den femte person midt på bagsædet må døje med en ret høj kardantunnel, der generer benpladsen. På den måde må man sige, at Jaguar F-Pace er en fin rejsevogn for op til fire personer.
Men man skal kunne leve med, at batteriet har stjålet en stor del af bagagerummet, der kun er på 385 liter. Det trækker ned i vurderingen af bilens praktiske egenskaber.
På plussiden følger derimod bilens evne til måtte trække en stor påhængsvogn. Den må have en totalvægt på helt op til to tons, hvis den har bremser, og ellers op til 750 kg.
Bilen sælges med en garanti på fem år eller maksimalt 150.000 km, og det spænder et økonomisk sikkerhedsnet ud under købet af bilen.
Man skal dog ikke forvente, at det bliver billigt – vores beregninger lander på 7,85 kr. pr. km, når vi inkluderer alle udgifter set over en periode på fem år og 100.000 km. Men har man råd, venter en herlig oplevelse!