Mercedes-EQ EQE – Bedste elbil indtil nu
Motors vurdering
Mercedes-EQ EQE
- Rækkevidde
- Komfort
- Køreegenskaber
- Bagageplads
- Anhængervægt
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor1 elmotor – baghjulstræk. Batteri (brutto/netto): 100/91 kWh
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt292 hk
-
Moment565 Nm
-
Topfart210 km/t.
-
Acc. (0-100)6,4 sek.
-
Køreklar vægt2.454 kg
-
Maks. påhængsvægt750 kg
-
Bagagerum430 liter
-
Akselafstand312 cm
-
Officiel rækkevidde645 km
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 2
-
MålL:495 cm B:191 cm H:150 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 5,70 kr./km
- Målt rækkevidde 520 km
Her er elbilen med den længste rækkevidde, FDM nogensinde har testet. Ved vores normale motorvejstest kørte vi ved 17 grader og med 110 km/t. hele 520 km, før batteriet løb tør for strøm. Det svarer til, at man kan forvente at køre 535 km ved 20 grader og meget rimelige 445 km ved nul grader på et fuldt opladet batteri.
Det er ikke bare en rekord, men også en egenskab, der i sig selv gør den nye EQE til noget usædvanligt. Okay, ret skal være ret: Man kan ikke køre over 500 km i Danmark med en konstant fart på 110 km/t., så visse steder var vi nede på 90 km/t. på grund af vejarbejde eller trafikken. Andre gange måtte vi op på en motorvejsbro for at vende og køre den modsatte vej.
Men det er alligevel et flot og yderst imponerende resultat, der viser, at elbiler som denne nu kan bruges uindskrænket af stort set alle bilister.
Kun én batteristørrelse – stort!
Den nye EQE er populært sagt elbiludgaven af den E-klasse, som mange danskere enten selv har kørt eller i det mindste har prøvet på bagsædet af en taxi. Nu skal alt som bekendt køre på el, og det betyder, at også E-klassen er blevet elektrificeret. I den forbindelse er navnet i øvrigt skiftet fra Mercedes-Benz til Mercedes-EQ, og E er blevet til EQE. Og hvad er det så for en elbil, der er tale om?
EQE kommer i udgaver med baghjulstræk eller firehjulstræk, og det er her den billigste udgave, vi har haft fingre i. Så yder den 292 hk, hvilket for elbiler ikke er alverden, men som dog føltes fuldt tilstrækkeligt.
Batteriet er på 100 kWh brutto, og heraf er knap de 91 kWh til rådighed, når man skal køre langt. Det gennemsnitlige forbrug tillod 5,7 km pr. kWh under vores test, og det er helt klart i den gode ende af skalaen. Det skal langt hen ad vejen tilskrives det meget aerodynamiske karrosseri med vindglatte sider, runde former og kun få dele, der kan forstyrre luftens passage, når man kører ud ad motorvejen.
Bilen vejer dog mægtige 2,4 tons, så det er trods alt en stor vægt, der skal løbende skal accelereres eller nedbremses.
Hvad koster Mercedes-EQ EQE?
Når man sætter sig ind i bilen eller blot går den efter i detaljerne ude og inde, fornemmer man tydeligt, at der er kælet for EQE over det hele. Det er på alt fra udformningen af LED-båndet i baglygterne til skærmene på instrumentbordet, at man mærker en høj kvalitet og et ønske om hele tiden at begejstre. Og det kan den nye EQE i den grad.
Sjældent har vi kørt en så velbygget og velfungerende bil. Og det var endda i en udgave uden den luftaffjedring, man kan tilkøbe, hvis man vil have endnu mere komfort. Grundudgaven koster 675.000 kr., og den har faktisk et meget righoldigt udstyr, der ikke kræver, at man tilkøber noget.
Bevares, man kan få næsten alt, og en del udstyr har fabrikken samlet i to udstyrspakker til 70.000 eller 110.000 kr., hvor den dyre indeholder hele den billige pakke plus lidt mere.
Vores testbil havde netop den dyre pakke med bl.a. oplukkeligt glastag, headup-display samt digitale forlygter med projiceringsfunktion, der kan vise symboler og advarsler på vognbanen megen til dem, man ser i headup-displayet.
Sammen med kameraer overalt, et superlækkert lydanlæg og et klimaanlæg med fire zoner, blev EQE lige pludselig til en luksusbil ud over det normale.
O.k. – det er mange penge, men som køber nyder man fortsat den fordel, at der endnu kun er en meget lille registreringsafgift på bilen, og på den måde får man altså fuld valuta for pengene.
Hvor hurtigt oplades Mercedes-EQ EQE?
Når batteriet er tømt, skal der helst strøm på så hurtigt som muligt, så man igen kan komme ud at køre. Hjemme foregår det med en 11 kW AC-lader, og så skal bilen stå en hel nat og lade, før den er klar igen.
På farten kan man DC-lade med det, fabrikken beskriver som op til 170 kW. Det satte vi os for at teste, og vi kørte ind på ladestationen med præcis 20 procent tilbage. Vi havde forinden fortalt bilen, at vi var på vej til en Ionity-lader, så den kunne gøre batteriet klart til at modtage strøm.
Her gik det dog ikke helt så hurtigt som lovet, men vi var kortvarigt oppe på 142 kW. Efter præcis en halv time var batteriet kommet op på 80 procent, og da havde vi i snit ladet med 115 kW.
I alt var der kommet knap 58 kWh på batteriet, og med 5,7 km pr. kWh svarer det til, at der var kommet 330 km på „tanken“ på en halv time. Det er flot og bestemt godkendt!
En sjov detalje er, at man blot sætter ladestikket i bilen, og så går ladningen i gang. Det skyldes, at man har et års gratis abonnement til Ionity med i købet, men man skal dog selv betale strømmen til en gunstig pris. Men fedt at man slipper for brug af ladekort og apps på mobilen.
Stor kabine og lille bagagerum i Mercedes-EQ EQE
Ved forsæderne sad man fyrsteligt i testbilen, der dog havde fået multikontursæder med indbygget massage til 22.000 kr. De kan anbefales!
Udsynet frem og til siderne er fint, mens man næsten ikke kan se noget ud af bagruden. Her er bakkameraet en stor hjælp.
Ved bagsædet er der meget fin benplads og god plads i bredden. Man sidder en smule lavt, men alligevel er der kun kneben loftshøjde. Her hjælper glastaget faktisk en smule, men er man meget høj, så kniber det.
Bagagerummet er bilens smertensbarn, for her er der kun 430 liter til rådighed. Det er ikke meget i en så stor bil, og mange vil sikkert begræde, at bilen ikke fås som stationcar. Den må dog gerne udstyres med en trækkrog, men her er den maksimale påhængsvægt kun 750 kg, uanset om traileren har bremser eller ej. Et fabriksmonteret elektrisk svingbart anhængertræk koster 12.500 kr.
Bilen sælges med købelovens 24 måneders reklamationsret, og det er ikke flot i en verden, hvor andre producenter giver op til syv års garanti på elbiler. Det er utilfredsstillende og kræver nærmest, at man tilkøber en service- og reparationsaftale for den periode, man påtænker at beholde bilen.
På trods af disse to minusser giver vi alligevel seks sjældne stjerner for en bil, der i den grad er med til at definere de nyeste normer for elbiler. EQE er en bemærkelsesværdig bil på den gode måde, og det skal den have point for.
Har du brug for hjælp til valg af elbil?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.