MG MGS5 set forfra, mens den kører på landevej
Biltest

MG MGS5 EV – Vellykket kinesisk elbil

Den nye MG MGS5 viser med tydelighed, hvor hurtigt de kinesiske bilmærker forbedrer sig. Den rummelige elbil fremstår vellykket, velbygget, velkørende og sælges ovenikøbet med en god garanti. Men rækkevidden imponerer ikke.
MG MGS5 set bagfra, mens den kører på landevej

Motors vurdering

MG MGS5 EV

El
269.999 kr.
  • Plads
  • Komfort
  • Garanti
  • Slukker ikke
  • Påhængsvægt
  • Rustgaranti (7 år)
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1 elmotor – baghjulstræk. Batteri (brutto/netto): 64/62 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    231 hk
  • Moment
    350 Nm
  • Topfart
    190 km/t.
  • Acc. (0-100)
    6,3 sek.
  • Køreklar vægt
    1.800 kg
  • Maks. påhængsvægt
    750 kg
  • Bagagerum
    453 liter
  • Akselafstand
    273 cm
  • Officiel rækkevidde
    465 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    7 / 7 / 7
    Bil- og lakgaranti: maks. 150.000 km
  • Mål
    L:448 cm B:185 cm H:163 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 3,55 kr./km
  • Målt rækkevidde 345 km

Sikkerhed

2025
Luk

Har man været i tvivl om de kinesiske bilmærkers hastige fremskridt, kan man bare tage et kig på MG. Her er farten på udviklingen enorm, og det ses helt konkret ved denne nye MGS5, der fremstår som en meget vellykket og velkørende elbil.

Trods det klassiske MG-navn er der tale om en bil fra den store kinesiske bilkoncern SAIC, og bilen bygges i Kina, men er dog delvist designet i London. MGS5 erstatter på samme tid den elektriske stationcar MG 5 og den elektriske SUV MG ZS.

Den nye MG MGS5 (ja, det hedder den!) er således en ret stor SUV, der har plads til fem personer og et stort bagagerum, og så må bilen trække op til 750 kg på krogen.

MGS5 koster fra 230.000 kr., og her har vi testet topudgaven, Luxury, til 270.000 kr.

Førerpladsen i en MG MGS5
Førerpladsen er lækkert udformet, og materialerne føles rare at røre ved. De to skærme ved instrumentbordet er godt opsat, og foran rattet er det derfor let at aflæse hastigheden.

Markant opgraderet førerplads

Vores test af bilen begynder ved førerpladsen, hvor man ret hurtigt fornemmer, at der er sket en masse siden de føromtalte modeller. Nu er materialekvaliteten hævet betydeligt, skærmene er gjort større og mere brugervenlige, ligesom instrumenthuset er lækkert at se på med et stort speedometer lige midt i synsfeltet.

Betjeningen af bilen føles intuitiv, og der er bl.a. rigtige knapper under skærmen til betjening af klimaanlægget og en række andre nyttige funktioner. Vælger man at bruge Apple CarPlay eller Android Auto, er det stadig let at komme ind og ud af undermenuerne, og man bliver derfor ret hurtigt dus med bilens betjening.

Stor skærm i kabinen i en MG MGS5
Den store skærm i midten er på 12,8” og byder på navigationsanlæg, DAB-radio og telefonopkobling. Der er desuden trådløs styring af Apple CarPlay og Android Auto. Menuerne er på dansk og føles ret intuitive.

En særlig smart funktion finder vi ved det, MG kalder Pilot Custom, som gør det muligt at programmere, hvilke alarmer man gerne vil have slået til og fra, samt hvilke andre funktioner der skal være aktive eller passive. Det kan f.eks. være indstillingerne af vognbaneassistenten.

Bilen husker indstillingerne, og man kan derfor blot starte hver tur med at trykke på en knap på skærmen, og så er hele bilen indstillet, som man gerne vil have det. Det er smart og sikrer, at man ikke skal rode unødigt med skærmen, mens man kører.

Skærmen i midten er i øvrigt på 12,8” og er opdelt i felter, så man kan have op til fire vinduer åbne samtidigt. Både Spotify, YouTube og TikTok er som standard integreret i bilens software.

Alle udgaver har adaptiv fartpilot og en vognbaneassistent, der begge fungerer godt, og som samtidig er lette at betjene via knapper på rattet. Derudover er der en lang række andre glimrende hjælpesystemer, som sammen med i alt syv airbags (inklusive en airbag mellem forsæderne) har banet vejen for en topkarakter, da bilen tidligere i år blev sikkerhedstestet af Euro NCAP.

Gearvælger i en MG MGS5
Gearvælgeren er udformet som en drejeknap mellem forsæderne. Til højre for den er der plads til mobilen, der kan oplades trådløst.

Overraskende god plads

Ved række to mødes man af et bagsæde med god siddekomfort og en ret nem ind- og udstigning. Pladsen er overraskende god, og vi glæder os over friskluftdyser, fartgreb, lys, midterarmlæn og naturligvis elruder i dørene. Der er desuden isofix-beslag til autostole ved bagsædets to yderpladser.

Bagagerummet rummer som udgangspunkt 453 liter, og der er et rum under gulvet, hvor man kan opbevare et ladekabel, der dog ikke følger med bilen. Bagsædet kan foldes forover i to dele, men vi savner et lodret sikkerhedsnet, der kan holde bagagerummets afdeling adskilt fra selve kabinen.

Vores vurdering af bagagerummets størrelse og funktion er, at bilen let vil kunne bruges af familier med behov for at transportere børneudstyr og lignende. En fordel er, at bagklappen er elektrisk betjent, og at den åbner tilpas meget op i både bredde og højde.

Knapper på rattet i en MG MGS5
Alle udgaver har adaptiv fartpilot og en vognbaneassistent, der begge fungerer godt, og som samtidig er lette at betjene via knapper på rattet.

Hvordan kører MG MGS5?

Med 231 hestekræfter føles MGS5 ikke som en lynhurtig bil, men der er heldigvis hele tiden de kræfter til stede, som man har behov for. Til gengæld føles bilen overraskende komfortabel, og det gælder, både når vi taler om affjedring, støjniveau og betjening.

Man kan vælge at køre bilen i en ’one-pedal-drive’-funktion, og så kan bilen køres alene med speederen, idet bilen bremser helt op til stilstand, når man gradvist slipper speederen.

Gearvælgeren er en drejeknap mellem sæderne, og den er let at bruge, uden at man behøver at se på den, mens man skifter køreretning. Speeder og bremser er lette at dosere, og det er derfor let at køre rykfrit og afslappet for alle i bilen.

Bagsæder i en MG MGS5
Bagsædet byder på overraskende god plads, og der er et fladt gulv, så det er let at komme ind og ud af bilen. Der er desuden et stort midterarmlæn, læselys, fartgreb og et godt udsyn. Der er isofix-beslag ved de to yderpladser.

Rækkevidden er ikke imponerende

Batteriet er på netto 62 kWh, og det er i sagens natur ikke meget. Fabrikken stiller dog alligevel en rækkevidde på 465 km i udsigt. Så langt nåede vi dog ikke, da vi målte rækkevidden på motorvej med 110 km/t.

Her nåede vi, hvad der svarer til 345 km om sommeren og 290 km om vinteren ved nul grader. Bilen kan oplades hjemme med tre faser og 11 kW, og så tager en opladning ca. seks timer.

På farten kan bilen DC-lades med op til 139 kW. Det giver en officiel ladetid på lige under en halv time fra 10 til 80 procent.

Når turen er slut, må man ikke glemme at låse bilen, når man forlader den. For gør man ikke det, fortsætter den med musik og lys på. Det er en funktion, der ikke virker helt gennemtænkt.

Bagagerum med blå kuffert i en MG MGS5
Bagagerummet rummer 453 liter, og der er et rum under gulvet til opbevaring af ladekabel. Bagklappen er elektrisk betjent, og der er fin adgang til bagagerummet.

Glem den billigste udgave

MGS5 sælges med en fabriksgaranti på syv år og 150.000 km, hvilket er flot. Garantien mod gennemtæring er dog også på syv år, og det er til gengæld ikke meget mod konkurrenternes 12 år. Så her skal man nok indregne en ekstra rustbeskyttelse af bilen kort efter leveringen, hvis man vil kunne beholde bilen intakt så længe som muligt.

Serviceintervallet er en gang om året eller for hver 24.000 km, og vi har beregnet en samlet pris på 3,55 kr. pr. km, når vi indregner alle udgifter inklusive værditabet. Det er en skarp pris, der afspejler, at MGS5 er en relativt billig bil at anskaffe sig.

Der er tre versioner af MG MGS5 i programmet, og her har den billigste udgave et noget mindre batteri, der kun kan lades hjemme med en enkelt fase. Den deraf korte rækkevidde på bare 340 km og en ladetid på over 13 timer er en så stor indskrænkning i brugen af bilen, at vi fraråder, at man køber denne version.

I stedet står valget mellem de to andre udgaver, der begge har det store batteri og bedre lademuligheder. Prisforskellen mellem de to er beskedne 20.000 kr., og for de penge får man 18”-fælge i stedet for 17”, indtræk i kunstlæder, en varmepumpe, elbagklappen og de bedre sædeløsninger både for og bag.

Vi peger derfor på netop denne testede Luxury-version som det bedste køb. For selvom det er den dyreste, er den med sin pris på 270.000 kr. stadig et meget attraktivt køb samlet set, der fint kan stå distancen mod konkurrenter som Skoda Elroq, Renault Scenic og Kia EV3.

Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler

Vi har siden 2011 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.

Læs test af elbiler her