Motor mener:
Den stilige Renault 4 er dels et oplagt alternativ til dem, der drømmer om en 5’er, men som synes, at den er for lille. Dels en sjov og velkørende elbil for dem, der gerne vil skille sig ud fra mængden. Garantien skuffer dog.
LISSABON Blev du tiltrukket af den ikoniske Renault 5, men skuffet over pladsen i bilen? Så den nye Renault 4 godt nyt. Den fortsætter nemlig idéen om en moderne elbil med en historisk udstråling, men byder på lige præcis den ekstra plads, mange savner i den lille 5’er.
For trods navnet er Renault 4 en noget større bil end 5’eren. Den er 22 cm længere og har fået et markant større bagagerum, og alt i alt opleves kabinepladsen derfor markant bedre. Samtidig må Renault 4 trække op til 750 på krogen.
Video: Se nærmere på Renault 4
Renault 4 kommer i to udgaver
Teknisk er de to modeller dog ret ens, og i lighed med 5’eren kan Renault 4 fås med valg mellem to batteristørrelser, der i runde tal giver rækkevidder på enten 300 eller 400 km.
Men da de mest interessante udstyrsversioner kun fås med det store batteri, er det formentlig de to udgaver, der samler interessen herhjemme, selvom fraprisen på 200.000 kr. for udgaven med det lille batteri kan lyde tillokkende.
Det er dermed enten Techno-udgaven til en forventet pris på 235.000 kr. eller Iconic-udgaven til 245.000 kr., som valget står imellem. De skiller sig særligt ud ved interiøret, hvor Techno har et hyggeligt blåt denimstof på sæder, døre og instrumentbord, mens Iconic ser lidt mere eksklusiv ud med sit grå stof med gule striber.
Begge udgaver kan bestilles med et oplukkeligt canvas-stoftag, der efterlader en åbning i taget på 92 cm i længden og 80 cm i bredden. Det forvandler næsten Renault 4 til en åben bil. Merprisen kender vi endnu ikke.

Hvordan kører Renault 4?
Bag rattet opleves Renault 4 en del mere komfortorienteret end den lidt lavere Renault 5. Det efterlader føreren med en rar køreoplevelse, og sammen med en moderat venderadius gør det Renault 4 til en oplagt hverdagsbil.
Motoren leverer op til 150 hk, og det er absolut rigeligt til at give bilen et godt optræk og en topfart på 150 km/t. Bilen føles letkørt, og som noget nyt kan man via to skiftegreb ved rattet vælge mellem fire niveauer af rekuperation, hvoraf det højeste niveau gør det muligt at køre bilen med one-pedal-drive, så bilen selv bremser helt op, når man letter foden fra speederen.
En ret avanceret undervogn med multilink bagaksel leverer sammen med gode støddæmpere en oplevelse på motorvejen, som var det en meget større og dyrere bil, man sad i.
Renault har kapslet kabinen ind i lyddæmpende materialer, og støjniveauer er bemærkelsesværdigt lavt. Det gør kørslen afslappende, og da fraværet af støj gør det muligt at nyde god musik i bilen, har Renault derfor udviklet et lydanlæg, der med ni højttalere giver sublim lyd. Bilens lyde er udviklet i samarbejde med musikeren Jean-Michel Jarre.

Flot udstyr i Renault 4
Alle udgaver med det store batteri har adaptiv fartpilot som standard, og man kan tilkøbe en pakke med en overbygning, så fartpiloten selv regulerer farten efter vejens forløb. Derudover er der vognbaneassistent, og den føles rigtig rar at køre med.
På mindre veje, hvor assistentsystemerne ikke altid fungerer optimalt, slår man dem let til og fra via knapper på rattet. Og vil man også slå de lovpligtige bip-bip advarsler fra, foregår det let ved to tryk på en knap til venstre for rattet.
Skærmen på instrumentbordet er baseret på Googles styresystem, og det fungerer kort og godt fremragende. Det kan både tale og forstå dansk og yder en stor hjælp i hverdagen. Derudover kan man naturligvis også vælge at bruge Apple CarPlay eller Android Auto trådløst.
En uheldig indretning finder vi ved rattets højre side, hvor der er placeret både en gearvælger, en stilk til viskerne og en konsol til styring af musikanlægget. De tre stilke/konsoller kan forveksles i farten, og det kan helt sikkert gøres bedre.

God plads gør, at Renault 4 fungerer i hverdagen
Vi har prøvesiddet alle pladserne i den nye Renault 4 og må konstatere, at bilen faktisk har potentiale til at fungere som en ægte familiebil. Der er fire gode sidedøre med ordentlige dørhåndtag, og der er så god plads ved bagsædet, at man godt kan være fire voksne i bilen på selv længere ture. Udsynet er godt fra alle pladser, og bilen føles derfor lys og venlig.
Bagagerummet rummer 420 liter og har en yderst lav læssekant, præcis som den oprindelige Renault 4 havde. Det betyder, at man kan bruge bagagerummet som en bænk, når man holder stille.
Under gulvet er der et ekstra rum til et ladekabel eller andre småting, så man kan holde selve bagagerummet fri for rod. På taget er der langsgående tagrælinger til tagboks eller tagbøjler, og bagklappen kan leveres elbetjent som del af en udstyrspakke, der skal tilkøbes.

Garantien er et problem
Der tegner sig således et generelt positivt billede af den nye Renault 4. Men en alvorlig ridse i lakken er der desværre også. Det handler om fabriksgarantien, der er på blot to år, og som derfor slet ikke er i nærheden af at leve op til FDMs mindstekrav, som er på fem år og 150.000 km.
Man kan ganske vist tilkøbe en garantiforlængelse, men det er ikke billigt. Vi kender ikke prisen i detaljer for Renault 4, men for Renault 5 koster det 15.000 kr., hvilket påvirker den samlede pris for bilen så meget, at der begynder at dukke andre elbiler op, der virker mere appetitlige.
Det er et problem for både Renault og for dem, der drømmer om en Renault 4. Så det kan kun gå for langsomt med at få rettet op på den skævert.
Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler
Vi har siden 2011 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.