Renault Clio set forfra
Biltest

Renault Clio – Billig og smart

Renault Clio er en vellykket minibil med gode køreegenskaber og en smart førerplads. Og så er den relativ billig i anskaffelse.
Renault Clio set bagfra

Motors vurdering

Renault Clio

19,6 km/l
Benzin
179.990 kr.
  • Køreegenskaber
  • Komfort
  • Interiør
  • Radiobetjening
  • Bagsædeplads
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.0 liter – 3 cyl.
  • CO2 udledning
    116 g/km
  • Effekt
    90 hk
  • Moment
    160 Nm
  • Topfart
    180 km/t.
  • Acc. (0-100)
    12,2 sek.
  • Køreklar vægt
    1.082 kg
  • Maks. påhængsvægt
    900 kg
  • Bagagerum
    391 liter
  • Akselafstand
    258 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:405 cm B:180 cm H:144 cm

Motors tal

  • Målt forbrug 18 km/l
  • Beregnet økonomi 2,60 kr./km

Sikkerhed

2019
Luk

Renault har ændret markant i modelprogrammet, og denne billigste udgave til 180.000 kr. er nu ret skarpt prissat. Og selvom man tilkøber alt, hvad man kan få til bilen, så holdes prisen stadig under de magiske 200.000 kr.

Vi savner dog en adaptiv fartpilot, som desværre ikke fås. Til gengæld er der udmærkede LED-forlygter som standard, ligesom et flot instrumenthus giver en god fornemmelse i bilen.

Materialerne i kabinen er i det hele taget på et niveau, der virker godt, og skærmen i midten, som er en del af en udstyrspakke til 3.900 kr., er nem at betjene. Man kan spejle mobiltelefonen via et kabel med enten Apple CarPlay eller Android Auto. Det fungerer glimrende.

Førerpladsen er ret lækkert udformet, men et par udstyrspakker forbedrer oplevelsen
Førerpladsen er ret lækkert udformet, men et par udstyrspakker forbedrer oplevelsen.

Hvordan kører Renault Clio?

Køreegenskaberne er rigtig fine, og Clio er en bil, man hurtigt bliver dus med. Affjedringen er behagelig, og støjniveauet er holdt nede på et lavt niveau. På landeveje føles den aktive vognbaneassistent lidt for aktiv, og der bør man slå den fra. Det er desværre ikke helt nemt, da man skal ind i en menu på skærmen.

Til gengæld er motoren og gearkassen velfungerende, og med en god kørestilling bag rattet er Clio en bil, man gerne kører langt i. Vi kørte i snit 18 km pr. liter på vores testrute, og selvom det er pænt, bringer det ikke bilen ind blandt de mest økonomiske.

På plussiden finder vi det elektroniske instrumenthus, der kan indstilles i forskellige designs. Det er med til at gøre bilen til noget særligt. Minussiden tæller en noget ustabil skiltegenkendelse og en gearkasse, der til tider støjer mere, end vi er vant til.

Skærmen er fint placeret og godt disponeret med mulighed for at vise flere vinduer på en gang.
7"-skærmen er fint placeret og godt disponeret med mulighed for at vise flere vinduer på en gang. Lydniveau styres fra konsol bag rat eller via skærmen. Apple CarPlay/Android Auto er standard, mens DAB-radio og navigation med dansk tekst og tale skal tilkøbes som del af en pakke til 3.900 kroner. Bakkamera fås ikke.

Hvor god er nødbremsen i Renault Clio?

Vi testede nødbremsen på FDM Jyllandsringen ved at køre bilen hen mod en pude, der skal simulere en holdende bil, man har overset. Og her fungerer Renault Clio overbevisende, og nødbremsen advarer først, og bremser derefter af sig selv, hvis man ikke gør noget.

Vi testede funktionen ved hastigheder op til 50 km/t, som er den maksimale hastighed, vi tester denne egenskab ved. Og her fungerede det hele, som det skulle, og ved højere hastigheder advares man stadig, og bilen bremser også, men man kan altså være sikker på, at den kan nå at bremse helt op.

Nødbremsen er ret avanceret, og bilen bremser udover for andre biler også for motorcyklister, cyklister og fodgængere. Renault sælger biler på nogle markeder uden denne nødbremse, så vær opmærksom på, om den konkrete bil, du påtænker at købe, har denne nødbremse.

Vi testede også, om Renault Clio selv kan bremse, hvis man er ved at bakke ind i en forhindring som f.eks. et barn bag bilen, og det kan den desværre ikke.

Man kan desværre ikke tilkøbe en adaptiv fartpilot til denne udgave af Renault Clio, og til denne udstyrsversion kan man heller ikke tilkøbe andet sikkerhedsudstyr, men bilen har som standard en vognbaneassistent, der alt efter indstillingen enten hjælper med at fastholde bilen midt i vognbanen, eller hjælper med at få bilen tilbage i sporet, hvis man alligevel er på vej ud over kantlinjerne af vognbanen. Vil man have en Clio med mere sikkerhedsudstyr, skal man vælge topudgaven R. S. Line, der koster fra 286.000 kr.

Bagagerummet er pænt stort, og er det ikke nok, kan man folde bagsædets ryglæn forover
Bagagerummet er pænt stort, og er det ikke nok, kan man folde bagsædets ryglæn forover.

Hvad koster en km i en Renault Clio?

Vi har også regnet på, hvad det koster at holde en Clio i denne udgave kørende i fem år og 100.000 km. Det lander samlet set på et beløb på blot 52.000 kr. om året, eller hvad der svarer til 2,60 kr. pr. km.

Det er et gennemsnitligt niveau. Vi kørte i øvrigt i gennemsnit 18 km pr. liter under vores test, og det er dette forbrug, der er lagt ind i beregningerne.

Renault Clio sælges med en garanti på blot to år, hvilket er noget mindre end det FDM ser som et minimum; nemlig tre år eller 100.000 km.

 

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve