Renault Zoe - gennemprøvet elbil
Motors vurdering
Renault Zoe
- Let at køre
- Udstyr
- Komfort
- Trækkrog ikke muligt
- Affjedring
- Adaptiv fartpilot fås ikke
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor1 elmotor - forhjulstræk
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt136 hk
-
Moment245 Nm
-
Topfart140 km/t.
-
Acc. (0-100)9,5 sek.
-
Køreklar vægt1.577 kg
-
Maks. påhængsvægt0 kg
-
Bagagerum388 liter
-
Akselafstand259 cm
-
Officiel rækkevidde383 km
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:409 cm B:179 cm H:156 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 3,00 kr./km
- Målt rækkevidde 260 km
Udvendigt er der ikke mange forskelle at spore mellem denne nye generation af Renault Zoe og forgængeren, der kom på markedet i 2013. Dengang var bilen teknisk set langt foran alle konkurrenterne med bl.a. digitalt instrumenthus og en ret avanceret indbygget lader.
Begge egenskaber er heldigvis bevaret, og de er stadig med til at bringe Zoe i front. Men nu er også sikkerhedsniveauet ajourført, og det giver bilen nyt liv.
Læs også: Komplet oversigt over alle Motors test af elbiler
En nødbremse er således nu at finde i alle udgaver, og den formår at nedbremse bilen automatisk før en forhindring ved hastigheder op til 60 km/t. og kan advare ved hastigheder derover.
Større batteri og kraftigere elmotor
Under skallen er der i øvrigt sket en del, og særligt elbilteknikken er forbedret betydeligt. Batteriet er ganske vist uændret i sin form, men på grund af bedre battericeller, er det lykkedes at få hele 52 kWh pakket ind i enheden, og det har øget rækkevidden til 383 km efter WLTP-målenormen. Motoren er samtidig gjort kraftigere, og det betyder, at man nu har hele 136 hk til rådighed.
Under vores test kørte vi 260 km på en opladning ved konstant 110 km/t. på motorvej. Det var ved 14 graders varme, og det er et tilfredsstillende resultat, uden at Zoe af den grund kan blande sig med de bedste i rækkerne.
Læs også: Gode råd, når du skal købe elbil
Forbruget modsvarer præcis 5 km pr. kWh, eller hvad der modsvarer 200 Wh pr. km. Det er et forbrug i middelgruppen, og Zoe er således ikke helt så økonomisk som f.eks. Tesla Model 3.
Motoren føles rigelig stærk ved bykørsel, og ved acceleration fra lave hastigheder er den ligefrem hidsig, hvis man ikke holder igen. Når man nærmer sig de 130 km/t. på en dansk motorvej, så mærkes det dog tydeligt, at der ikke er meget mere at hente. Men det er sikkert også rigeligt for de fleste.
Let at lade Renault Zoe op
Ladestikket er fortsat placeret foran på bilen, og her er der som standard et Type 2-stik, der kan lade med 11 kW fra en privat ladeboks eller med 22 kW ved en kraftig lader langs vejnettet.
Man kan derudover tilkøbe en CCS-hurtiglader, der tillader DC-ladning med op til 50 kW, når man er på farten. Det betyder dog ikke, at man altid kan lade med 50 kW, men blot at det kan lade sig gøre under dele af ladeprocessen.
Læs også: Motors test af Danmarks billigste elbil
Fra en hjemmelader tager en fuld opladning seks timer, mens man kan lade bilen op til 80 procent på en time og 10 minutter, hvis man har tilkøbt CCS-laderen. Uden CCS-laderen kan man dog lade bilen op til 80 procent på lidt under to timer, hvis man holder ved en 22 kW-lader, så det vil ofte være begrænset, hvad man får ud af at tilkøbe CCS-laderen.
Der medfølger også en nødlader, der kan lade bilen op fra et elbilgodkendt strømudtag ved f.eks. sommerhuset, og så tager en hel opladning 38 timer.
Komfortabel kørsel
Køreindtrykket af den nye Renault Zoe er først og fremmest, at bilen er letkørt og meget komfortabel. Det skyldes bl.a. det lette styretøj og den fuldelektroniske gearvælger.
Og det komfortable mærkes særligt på landeveje, hvor bilen flyder flot henover ujævnheder, og hvor bilens undervogn føles fint afstemt. Helt så godt føles det desværre ikke, når man kører over vejbump, hvor den ret høje vægt på næsten 1,6 tons mærkes som et tydeligt hop.
Lyt til FDMs podcast: Er elbil noget for dig?
Det samme gør sig gældende, når man kører gennem kurver og små sving. Så er det lige før vægten bevirker, at bilen mister fodfæstet. Men Zoe er ikke tænkt som en racerbil, og det mindes man om, hver gang man forsøger sig ad den vej.
I stedet er bilen skabt til let, enkel og miljøvenlig transport i nærområdet, og den opgave klarer Zoe til gengæld fremragende. Vi er derfor godt tilfredse med køreegenskaberne, og vi savner primært muligheden for at bestille Zoe med en adaptiv fartpilot, ligesom sæder med bedre indstillingsmuligheder havde været rart.
Derudover ville en bedre garanti og en lavere pris helt klart gøre Zoe mere attraktiv i et elbilmarked, der efterhånden er blevet ganske konkurrencefyldt. Men Motors fire, flotte stjerner er fuldt fortjent af Zoe, der fremstår som en gennemprøvet elbil!