Skoda Enyaq Coupé RS kører på en vej med træer i baggrunden
Biltest

Skoda Enyaq Coupé RS - Mere luksus end sport

Skoda byder oftest på praktiske biler, der giver meget bil for pengene. Med RS-udgaven af elbilen Enyaq Coupé er fokus dog på sport og luksus. Men selvom den er hurtig, er den ikke rigtig sportslig.
Skoda Enyaq Coupé RS set bagfra. Kører på landevej med træer i baggrunden

Motors vurdering

Skoda Enyaq

El
538.995 kr.
  • Komfort
  • Førerplads
  • Rækkevidde
  • Pris
  • Performance
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2 elmotorer - firehjulstræk. Batteri (brutto/netto): 82/77 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    299 hk
  • Moment
    460 Nm
  • Topfart
    180 km/t.
  • Acc. (0-100)
    6,5 sek.
  • Køreklar vægt
    2.264 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.200 kg
  • Bagagerum
    570 liter
  • Akselafstand
    277 cm
  • Officiel rækkevidde
    521 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 3 / 12
    Batteri: 8 år eller 160.000 km
  • Mål
    L:465 cm B:188 cm H:161 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 4,60 kr./km
  • Målt rækkevidde 375 km

Sikkerhed

2021
Luk

Efter Teslas prisnedsættelser i januar er mange elbiler kommet i en klemme. Ikke mindst performance-udgaver som denne Skoda Enyaq Coupé RS. Bag den skriggrønne lak gemmer der sig en topmodel til 539.000 kr., som byder på god rækkevidde, men hvor de lovede 299 hk føles lidt for tamme.

Der var engang, da 200 hk var forbeholdt de hurtige biler. Men i dag er det en meget udbredt effekt blandt elbiler. Og de føles ikke så voldsomme, fordi elbilerne er tunge, f.eks. vejer testbilen her over 2,2 tons.

De 299 hk er i øvrigt kun til rådighed, når der er mindst 88 procent strøm på bilen, og batteriet har en temperatur på mellem 23 og 50 grader. Når man samtidig bliver anbefalet kun at lade batteriet op til 90 procent, er det en meget kortvarig glæde, man har af bilens officielle effekt.

Vi ser ind i kabinen på Skoda Enyaq Coupé
I modsætning til søsterbilen VW ID.4 er der let adgang til vigtige funktioner via trykknapper på skærmen. Materialerne i kabinen er af høj kvalitet.

Hvordan kører Skoda Enyaq?

Trods den hidsige farve på testbilen, de fine accelerationstider og de mange RS-logoer har Skoda anerkendt, at modellen mere er en luksusmodel end en racerudgave af Enyaq.

Affjedringen er justerbar, og den befinder sig bedst i den komfortable ende af støddæmperskalaen, og det til trods for at modellen har 20”-fælge som standard. Men du kan også skrue den over på hård undervogn, hvis du hellere vil rystes, når du er på tur.

Selvom du ikke har fuld acceleration til rådighed, føles den stadig hurtig, og man følger let med trafikken. Men den føles ikke så sportslig, som bilen giver udtryk for.

Vil du have sportslige præstationer, bør du overveje de ligeledes firehjulstrukne udgaver af Tesla Model Y eller Kia EV6, der begge er godt et sekund hurtigere til 100 km/t., og som samtidig er 80.000-100.000 kr. billigere.

Stor touchskærm i kabinen på Skoda Enyaq Coupé
Trykskærmen er på 13". Skoda har dedikeret bunden af skærmen til bl.a. genveje og klimabetjening. Herunder temperatur i bilen og sædevarme. Ikke helt det samme som fysiske knapper, men det fungerer udmærket. 

Hvad er rækkevidden i en Skoda Enyaq RS?

Store hjul stjæler rækkevidde, og det er udfordringen ved at vælge en performancemodel. Dog vil man opleve et mindre merforbrug end ved tilsvarende benzin- eller dieseldrevne topmodeller.

Vi opnåede 375 km i vores motorvejstest med temperaturen korrigeret til 20 grader. Det er en pæn effektivitet, og det svarer til en rækkevidde på 310 km ved 0 grader, hvilket dog vil få flere til at overveje, om den kan køre langt nok.

Hjemmeladning foregår med op til tre faser og dermed 11 kW. Med en ladeboks tager en komplet opladning dermed næsten otte timer. Lynladning foregår med op til 135 kW. 

Men vores ladetest harmonerer fint med fabrikstallene. Den højeste ladestyrke var 145 kW, men derefter faldt den. Temperaturen var kun 3 grader, hvilket påvirker ladningen, da batteriet ikke kan forvarme.

På 15 minutter ladede vi 26 kWh, svarende til cirka 125 km på motorvejen om sommeren. Og på en halv time ladede den fra 10 til 70 procent svarende til 46 kWh, hvilket forlænger rækkevidden med 225 km på motorvejen. Om sommeren vel at mærke, så den er ikke rigtig velegnet til en langtur.

Der er sportssæder i RS-udgaven af Skoda Enyaq Coupé
En af de mange RS-detaljer er disse sportssæder, der desværre ikke har justerbare hovedstøtter. Sæderne støtter godt op om kroppen og sidder lidt tæt til i siderne. 

Hvor stor er Skoda Enyaq Coupé?

Udformningen er Enyaqs største styrke. Få elbiler er lige så praktiske som Skodas store elbil. Selv i coupéudgaven er der god plads til fire voksne, mens den midterste plads på bagsædet er lidt hæmmet af loftshøjden. På de øvrige pladser hjælper glastaget med lidt ekstra cm i højden.

Bagagerummet er på hele 570 liter, og det er let at pakke takket være en god og regulær udformning. Her adskiller Enyaq sig fra nogle konkurrenter, hvor særligt de koreanske modeller ikke har god højde, mens Teslas modeller har en del plads under gulvet.

Bagagerum i Skoda Enyaq Coupé med blå rejsekuffert.
Læg mærke til de gule kabler til venstre. Hvorfor? Fordi der ikke er et bagagerum under frontklappen (en såkaldt frunk), og du derfor skal have dine kabler i bagagerummet. De kan dog også placeres under det højdejusterbare bagagerumsgulv. 

Skal man vælge en Skoda Enyaq RS?

Du får specialsæder og en del særligt RS-udstyr ved at vælge topmodellen. Du får også en bedre betjening af bilen med dedikerede knapper og bedre menuopbygning end i søstermodellen VW ID.4. Men den fordel får du også med de „almindelige“ udgaver af Enyaq.

Præstationerne imponerer ikke særligt, og derfor skal man virkelig falde for designet og kabineindretningen, for at Coupé RS iV giver mening. Det er, som om Skoda er gået lidt for langt ud ad luksusvejen og lidt for kort ud ad den sportslige vej, til at RS-udgaven kan leve op til det, man forventer.

For de fleste vil en almindelig Enyaq Coupé eller SUV være et bedre valg som hverdagsbil, og vil du have en hurtig model, så leverer både Kia og Tesla hurtigere alternativer, og det samme gør Polestar, dog i en mindre praktisk pakkeløsning. 

 

Har du brug for hjælp med valg af elbil?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen