En gul Toyota Prius kører på en alndevej med græs på begge sider.
Biltest

Toyota Prius – Fra grøn miljøbil til gul modebil

Toyota Prius var for 20 år siden ikonet for den grønne omstilling på grund af sin banebrydende hybridteknik. Nu er bilen kommet i sin femte generation, men her er fokus flyttet mere over på design og sportslige køreegenskaber.
En gul Toyota Prius set bagfra kører på en vej med buske i baggrunden.

Motors vurdering

Toyota Prius

143 km/l
Benzin/el
444.990 kr.
  • Design
  • Køreegenskaber
  • Forlygter (matrix)
  • Lille bagagerum
  • Kabel roder i bagagerum
  • Ingen trækkrog
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.0 liter – 4 cyl. + 1 elmotor. Forhjulstræk
  • CO2 udledning
    16 g/km
  • Effekt
    223 hk
  • Moment
    190 Nm
  • Topfart
    177 km/t.
  • Acc. (0-100)
    6,8 sek.
  • Køreklar vægt
    1.545 kg
  • Maks. påhængsvægt
    0 kg
  • Bagagerum
    284 liter
  • Akselafstand
    275 cm
  • Officiel rækkevidde
    72 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
    Bilgaranti: Maks. 100.000 km
  • Mål
    L:460 cm B:178 cm H:142 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 4,50 kr./km
  • Målt rækkevidde 70 km
Luk

Der var engang, da hybridbilernes miljømæssige egenskaber kunne overtrumfe alle andre krav til en bil. Det har givet anledning til flere sjove designs, hvilket man kunne se på de tidligste generationer af Toyota Prius.

Det er slut nu, for i dag er hybridteknikken blevet hverdag, og så er der igen fokus på bilernes andre egenskaber, herunder ikke mindst designet. Det ses på femte generation af Toyota Prius, der nu ligner en lækker sportslig bil med mange fine detaljer.

Den er netop kommet til landet, og den fås nu kun som plugin-hybrid til priser fra 430.000 kr.

Kabinen i en Toyota Prius
Førerpladsen er opbygget efter den nyeste standard fra Toyota med et display, man ser hen over rattet, og en stor 12,3” opretstående skærm i midten. Der er ganske mange knapper på rattet, og det kræver lidt tilvænning.

Fra familiebil til sportsvogn

Denne nye udgave er iøjnefaldende med sit lave design med en meget kileformet profil. Den er også blevet til en lav bil, og det mærker man, når man skal ind i og ikke mindst ud af bilen.

For 10 år siden var en Prius næsten 10 cm højere, og det gav noget bedre plads i kabinen og en lettere ind- og udstigning. Men alting har sin tid, og nu er det køreegenskaberne, designet og komforten, der er i fokus.

Det mærker man, når man kører i bilen. Vi noterede os en fremragende affjedringskomfort, en lækkert indrettet kabine og en fin opdatering med alle de nyeste sikkerheds- og assistentsystemer, som man kan forvente i en moderne bil. Ikke mindst vognbaneassistenten og den adaptive fartpilot virkede rigtig godt.

Infoskærm i en Toyota Prius.
Skærmen i midten rummer mange informationsmuligheder, og alle menuer er på dansk. Der er desuden mulighed for at spejle mobiltelefonen trådløst via enten Apple CarPlay eller Android Auto.

Hvordan kører Toyota Prius?

Som i mange nye biler får man en alarm, hvis man kommer til at køre hurtigere end det, bilen har registreret som fartgrænsen. En god idé, når den kender den rette grænse, men irriterende hvis bilen blot har set et skilt, der ikke hører til den vognbane, man kører i.

Heldigvis kan alarmen slås fra, men det skal ske, hver gang man starter bilen, og det kræver lidt øvelse, at gøre det nemt og enkelt. Og det er derfor ikke noget, man skal rode med, mens man kører.

Køreindtrykket er samlet set fint, og da elmotoren yder hele 163 hk, savner man ikke kræfter, når man triller afsted med benzinmotoren slukket. Men skal der for alvor fart på, så hjælpes benzin- og elmotoren ad, og så har man 223 hk til rådighed.

Det giver fart over feltet, hvilket paradedisciplinen til 100 km/t. viser: 6,8 sekunder. Så høres benzinmotoren tydeligt, men ved mere normal kørsel er den faktisk pænt dæmpet.

Bagsædet i en Toyota Prius.
Bagsædet har plads til tre personer, men pladsen er ikke overvældende, og særligt loftshøjden kan genere. En kardantunnel langs midten af bilen generer midterpassagerens fødder.

Hvor langt kører Prius på el?

En af årsagerne til bilens gode køredynamik finder vi dens relativt lave vægt. Prius vejer kun lidt over halvandet tons, og selvom det lyder af meget, så er det ikke meget i forhold til de rene elbiler.

En af forklaringerne er, at batteriet i Prius blot er på 13,6 kWh, hvilket er en femtedel af mange elbilers batteri. Det er dog større end tidligere, og det betyder, at Prius nu officielt kan køre op til 86 km på el alene – dog kun 72 km med de 19-tommer dæk, der sad på vores testbil.

Det passer meget godt med, hvor langt vi nåede under vores test på en sommerdag, hvor batteriet løb tør efter 70 km. Det er flot og viser, at bilen sagtens kan bruges som en elbil ved en stor del af kørslen for de fleste. En lille forhindring er dog, at bilen kun kan lades op med strøm fra én fase, og så tager det omkring fire timer at få strøm på bilen igen.

Bagagerummet i en Toyota Prius med blå kuffert og ladekabel.
Bagagerummet er let tilgængeligt, men det er lavt og rummer kun 284 liter. Ladekablet skal desværre optage en del af pladsen, da der ikke findes separat opbevaring til dette.

Brugsværdien er bilens joker

Så mens køreegenskaberne og bilens plugin-hybrid-teknik helt klart er godkendt, så har bilens flotte design også udløst en række store minusser på testblokken, og de handler alle om bilens brugsværdi.

Ud over den nævnte besværlige ind- og udstigning, så er bagsædet knebent, og loftshøjden er begrænset af bilens stærkt skrånende tag. Bagagerummet er på beskedne 284 liter, og det er altså ikke meget.

Et ladekabel stjæler endda lidt af pladsen, og så bliver brugsværdien stærkt hæmmet her. Og man kan ikke udvide ved at sætte en trailer på krogen, for Prius må ikke udstyres med en trækkrog. Også det trækker ned i den samlede vurdering.

Men kan man leve med de minusser, og er man draget af bilens stærke sider, så byder Prius på en samlet køreoplevelse og et design, man ikke møder andre steder – og nu er det positivt ment!

 

Overvejer du en plugin-hybrid?

FDM har lavet et tema om hverdagen med plugin-hybrid.

Læs temaet her