Motor mener: C 350e er en yderst velkomponeret miljøbil, men det havde været godt med væsentlig større strøm-rækkevidde.
Det spiller rigtig godt, når Mercedes-Benz komponerer med både benzinmotor og en kraftig elmotor. C-klassen er den anden Mercedes-model, der kommer som opladningshybrid, og ud over at få en potentiel meget „grøn” kørsel kan man bag rattet nyde en både meget hurtig og komfortabel bil.
De to motorer supplerer nemlig hinanden fornemt og giver bilen mange kræfter. Og selv om man ikke kan beskylde den firecylindrede benzinmotor for at larme, kan hybriden køres helt tyst med slukket benzinmotor en stor del af tiden.
LÆS OGSÅ: Motors prøvekørsel af VW Passat som oladningshybrid
C 350e hedder modellen i Mercedes-Benz’ nye nomenklatur, men Mercedes bruger desuden betegnelsen Plug-In Hybrid.
Kort rækkevidde på el
Batteriet er i mellemstørrelse med 6,4 kWh brutto. Hvor meget, bilisten rent faktisk kan bruge, siger Mercedes ikke, men officielt rækker strømmen til 31 km, når man kører helt uden brug af benzinmotor.
Det er ikke meget og desværre endnu mindre i praksis. Under Motors indtil videre enlige forsøg begyndte vi i bykørsel og kørte ganske afslappet og aldrig hurtigt, men med brug af aircondition og køling i sædet. Efter 15 km var det slut med strømmen.
LÆS OGSÅ: Opladningshybriderne blomstrer i Genève
Med så lille rækkevidde kan det være tvivlsomt, om den daglige bruger orker at sætte bilen i stikkontakten.
Men måske er det en forkert måde at bruge strømmen og bilen på. Det mener Mercedes-specialister i hvert fald. To af dem kørte samme rute som Motor i hybridmode hele vejen og uden at tømme batteriet først. De kørte godt halvdelen af ruten med benzinmotoren slukket.
For Motor blev det kun til 29 procent af de 156 km, inklusive 15 km på ren strøm, 10 km, hvor benzinmotoren ladede på batteriet, og 25 km i sportsmode og frisk kørsel.
Perfekt samspil
Når man trods alt kan køre mellem en fjerdedel og halvdelen af turen med slukket benzinmotor, skyldes det især en vellykket „coasting”- eller „sailing”-funktion. Det betyder, at bilen ved lav belastning, men stadig ved landevejsfart, kan trille eller drives frem af elmotoren alene - blot det ikke går op ad bakke. Benzinmotor og gearkasse er fysisk koblet fra.
LÆS OGSÅ: Motors test af hybridbilen BMW i3 Range Extender
Både samspillet mellem elmotor og benzinmotor og benzinmotorens automatiske stop og genstart sker særdeles glidende, og det er reelt umuligt at mærke eller høre, når benzinmotoren starter. Også overgangen mellem elmotorens elektriske opbremsning og de normale mekaniske bremser sker gnidningsfrit. Bilen har et normalt syvtrins automatgear.
For at gøre det nemmere at køre økonomisk har hybriden to særlige funktioner, som umiddelbart bedømt virker godt begge to. Begge giver besked til føreren via speederpedalen, som har fået monteret en særlig aktiv funktion.
Når man kører på strøm, gør speederen modstand, når den er trykket ca. halvt ned. Hvis man vil have flere kræfter eller køre hurtigere, skal man lave kickdown, dvs. trykke lidt hårdere. Den anden servicefunktion er koblet til bilens adaptive fartpilot (ekstraudstyr). Når bilen registrerer en bil foran, der kører langsommere, vibrerer speederen let som tegn på, at man roligt bør sænke farten.
Mindre plads, øget vægt
Hybriden har en usædvanlig komfort-funktion. Højspændingsbatteriet gør det muligt at opvarme eller nedkøle kabinen, inden man når frem til bilen, også selv om bilen ikke er sat til en stikkontakt. Det sker via app-fjernbetjening. Skulle batteriet være tomt, kan der skaffes strøm nok til opvarmning/afkøling ved at sætte benzinmotoren til at lade på batteriet under fem minutters kørsel.
LÆS OGSÅ: Motors prøvekørsel af Mercedes S500 Plug-In
Det halvstore batteri stjæler bagageplads. I sedanen er der kommet en høj kant i den bageste del af bagagerummet, mens stationcaren har bevaret det plane gulv, som til gengæld er hævet lidt over det hele. Sedan mister 145 liter, mens det kun er 40 liter i stationcaren.
Hybridsystemet øger bilens vægt anseeligt, med 270 kg. Det inkluderer vægten af luftaffjedringen, som er gjort til standard netop på hybriden for at sikre gode køreegenskaber.
Grøn firmabil
Den nye opladningshybrid koster fra 690.000 kr. som sedan (stationcar +32.000 kr.), men har en beskatningsværdi som firmabil på 519.000 kr. Især det sidste kan gøre bilen interessant for firmabilister med adgang til denne prisramme, særligt hvis firmaet eller brugeren lægger ekstra meget vægt på „grøn” kørsel.
C-klassen som opladningshybrid hører til i energiklasse A+++ (den bedste) og koster blot 620 kr. i årlig ejerafgift.
LÆS OGSÅ: Motors prøvekørsel af Porsche Cayenne S E-Hybrid
Den vellykkede og økonomisk rimelige opladningshybrid betyder samtidig, at en anden ny Mercedes-hybrid pludselig er blevet ret uinteressant, med mindre man har et meget stort kørselsbehov. C 300 BlueTEC Hybrid, der er en dieselhybrid, koster nemlig 57.000 kr. mere i listepris, og de to modeller har omtrent lige mange kræfter, når de to motorer lægges sammen.