Motor mener
Denne mindste Range Rover kan noget, ingen andre biler i denne klasse kan: den imponerer både i kabinen og i terrænet. En lav pris gør den tilmed særdeles interessant i Danmark.
Det er kun hængslerne til fordørene, der er genanvendt fra den gamle Evoque i denne nye, anden generation af den britiske luksus-SUV, der stort set grundlagde biltypen i 2011. Nu – små 800.000 biler senere – er det blevet tid til en ny udgave, og i den forbindelse har fabrikken ændret alt.
Mest mærkbart er den øgede plads inde i bilen, der godt nok også var tiltrængt. Så nu kan fire voksne finde plads i bilen. Bagagerummet er ligeledes øget betydeligt. Samtidig er designet strammet op, så Evoque fremstår som en rigtig designerbil, hvor der er kælet for alle detaljerne både ind- og udvendigt.
Læs også: Motors test af Jaguar I-Pace
Disse ændringer vil i sig selv gøre bilen interessant som både familie- og firmabil i Danmark, men endnu vigtigere er de nye priser, der i den grad er reduceret. For ca. 550.000 kr. kan man få en benzin- eller dieseludgave med automatgear, firehjulstræk, lædersæder og et pænt udstyrsniveau. Det er prisfald på over 130.000 kr. i forhold til den gamle generation, og det gør den nye Evoque yderst attraktiv.
En slags hybridbil
Range Rover er kendt for sine egenskaber i terrænet, og her skuffer den nye Evoque på ingen måde. Der er tale om et yderst avanceret firehjulstræk, hvor kræfterne fordeles mellem alle fire hjul efter behov. Det hele foregår gennem en klassisk automatgearkasse med ni trin, og den var en stor fornøjelse under vores første tur i den nye Evoque. Bilen kører ganske enkelt vildt godt og har på en gang en næsten sportslig undervogn og en yderst komfortabel affjedring. Det er en god kombination.
Vi var mest glade for dieseludgaven, hvor motorens høje moment fra lave omdrejningstal bare passer godt til gearkassens skifterytme og bilens karakter. Men begge motorer imponerede med en næsten helt fraværende motorstøj. Der er i begge tilfælde tale om Range Rovers egne, nye toliters motorer med fire cylindre.
Læs også: Motors prøvekørsel af Audi Q8
De kommer i en række versioner med forskellige ydelser, men er alle koblet til firehjulstræk og automatgear. Og som noget nyt er de alle koblet til en lille elmotor som en mild hybridbil. Det betyder, at der opsamles energi i et batteri, når man bremser, og den bruges igen, når man accelererer. Ifølge fabrikken reducerer det brændstofforbruget med ca. seks procent.
Standardudstyret omfatter fartpilot, men vil man have en adaptiv en af slagsen, skal man tilkøbe en sikkerhedspakke til 24.400 kr., men så får man også en bedre nødbremse med i købet.
Skærme overalt
Grundudgaven har viserinstrumenter og et almindeligt indvendigt bakspejl. Men man kan tilkøbe et digitalt cockpit, der fint matcher den store 12-tommers skærm, der er standard i alle udgaver.
Det er flot, men en større nyhed finder vi i det indvendige bakspejl, der fås som en skærm, der viser billedet fra et kamera, der er bygget ind i antennen på taget af bilen. På den måde kan man se en hel del mere, end man kan gennem bagruden med det almindelige bakspejl. Det skal man lige vænne sig til at køre med, men vi fandt ret hurtigt ud af, at det er en god ide, der kan øge udsynet bagud.
Læs også: Motors prøvekørsel af Range Rover Velar
En fjerde skærm findes foran gearstangen, hvorfra man kan styre firehjulstrækket, klimaanlægget, radio eller telefonen. De mange trykskærme kræver også tilvænning, men det er en stor hjælp at alle menuer er på dansk.
Fås som veganerbil
I traditionel britisk stil har alle danske udgaver læder som standard. Men for dem, der ikke vil have animalske materialer i bilen, kan man i stedet vælge betræk af uld og eucalyptusfibre. De er endda suppleret med plasticfibre fra genanvendte plastflasker, og alt i alt får man en kabine, der er vegansk og helt fri for skadelige stoffer.
Mulighederne for valg af materialer er i øvrigt overvældende, og netop Evoque er på den måde en bilmodel, man kan gøre både meget personlig og meget eksklusiv i sin udstråling. Her sætter kun fantasien og pengepungen grænser.
Læs også: Motors test af Mercedes-Benz GLE - terrængående miljøbil
Udvendigt er det særligt en tofarvet lakering, store 21-tommer fælge, LED for- og baglygter, der er med til at understrege designet. Læg dertil dørhåndtagene, der popper ud, når man nærmer sig bilen, og man får en bil, der på en gang følger fint op på forgængerens berømte design, og som også skaber noget helt nyt. I denne kompakte SUV-klasse er der ingen over eller ved siden af Evoque.
Inden årets udgang kommer i øvrigt en plugin-udgave af Evoque. De endelige data om den bil er endnu ikke på plads. Benzin- og dieseludgaverne kommer til maj.