Motor mener
Kanterne definerer Souls karakter, og selvom designet er blevet tonet lidt ned, har det stadig karakter. Enten bliver du smask forelsket i den – eller finder du den grim som arvesynden.
GENTOFTE: Du må selv fælde dom over designet, og dommen afgør reelt, om elbilen Kia e-Soul er noget for dig eller ej. Designet er en stor del af bilens identitet og den væsentligste årsag til at vælge e-Soul fremfor den større og mere praktiske søstermodel e-Niro.
Siden Soul kom frem i 2009, har den været en outreret model, hvor Kia har satset på et design inspireret af et vildsvin, og som skulle kæmpe mod Toyotas daværende ungdomsbrand Scion. Det var midt 00’erne, hvor kasseformede biler var in i USA.
Læs også: Oversigt over alle Motors test af elbiler
Designet på tredje generation af Soul er mindre vildsvineagtigt, men Kia holder fast i de rette linjer, hvilket især ses på bilens bagende.
Stor skærm trækker op
Ikke kun udvendigt skiller e-Soul sig ud. Indvendigt er den også anderledes designet, omend den også her er blevet lidt mere almindelig end før. Tidligere var der lys i højtalerne, som dunkede i takt med musikken, i dag er det mere den store ovale indramning af trykskærmen, der skiller sig ud sammen med de diamant-inspirerede designelementer ved dørhåndtagene.
Det er de små detaljer, som trækker oplevelsen af kabine op i kvalitet i forhold til søstermodellen e-Niro, der virker mere billig i kabinen, og trykskærmen er klart et skridt frem for Kia. De har allerede nu gode skærme i deres øvrige biler, men e-Souls nye store skærm er blandt de bedste i mere almindelige biler.
Læs også: Om Kia e-Niro - hele familiens elbil
Den er delt op i flere elementer, hvor du selv kan bestemme hvilke funktioner, der skal placeres hvor på skærmen. Personaliseringen af skærmmenuer gør betjeningen af bilen mere intuitiv. De mange funktioner kræver dog mange undermenuer, så det tager lidt tid at sætte sig ind i det hele.
64 kWh batteri giver lange ture
Men det mest usædvanlige ved e-Soul er fortsat, at den herhjemme kun sælges som ren elbil. Den produceres med batterier på henholdsvis 39 og 64 kWh, og vi anbefaler klart at vælge den store batteripakke. Dels gør den længere rækkevidde bilen betydeligt mere anvendelig, også på længere ture på tværs af landet, dels vil rækkevidden fortsat være god, når batteriet bliver ældre og svagere.
Læs også: Motors test af Hyundai Kona - elbilen, der kører og kører
På en motorvejstur med 110 km/t. kørte vi godt 300 km på en opladning, derefter kan man hurtiglade bilen med op til 100 kW, der reelt gør det muligt at tanke op til yderligere godt 200 km på en halv time. De fleste hurtigladere herhjemme kan dog kun levere 50 kW, og det forlænger opladningstiden.
Det er også et minus, at e-Soul kun kan lades på én fase i hjemmet. Dermed lader den kun med op til 3,7 kW, så hvis du kommer hjem med helt flade batterier, vil det tage over 20 timer at lade bilen helt op. Øvrige koreanske elbiler samt Nissan Leaf og Jaguar i-Pace har samme udfordring.
Højt udstyrsniveau
Med afkøling af forsæder og varme i bagsæderne lever udstyret i e-Soul op til de flestes ønsker. Der er også adaptiv fartpilot, en velfungerende adaptiv styrehjælp, mange sikkerhedssystemer og et imponerende godt bakkamera, som man bliver glad for i hverdagen.
Men underligt nok er der kun en klimazone til hele bilen, og selvom e-Soul er forberedt til betjening via en app på mobilen, virker det endnu ikke i Danmark.
Læs også: Motors test af Renault Zoe - alderen trænger sig på
Ærgerligt nok, for med app’en kan man på forhånd køle kabinen ned om sommeren eller varme den op om vinteren, ligesom man kan tjekke lade- og batteristatus. Systemet bliver muligvis aktiveret i løbet af 2019.
Kommer til sommer
Med danske plader på testbilen er introduktionen af e-Soul tæt på, men importøren venter med introduktionen, til der er biler nok til alle forhandlere og ikke mindst kunderne.
Priserne er netop forhandlet helt på plads. Vi har tidligere gættet på en pris på 360.000 kr. for topmodellen baseret på Kias elbilspriser i Danmark og Tyskland. Men topmodellen kommer kun til at koste 340.000 kr., hvilket gør e-Soul til en økonomisk attraktiv elbil.
Man bør dog overveje at tilkøbe en sikkerhedspakke med blindvinkel-alarm og alarm for tværgående trafik bag bilen til 10.000 kr. Vil du have andet lækkert ekstraudstyr, kan du overveje headup-display til 5.000 kr. samt lædersæder inklusive køling i forsæderne til 25.000 kr.
Den billigste e-Soul, der har det lille 39 kWh-batteri, koster 270.000 kr. Men som nævnt bør man gå efter det store batteri – og det gør topmodellen med den imponerende 10"-skærm til den mest interessante e-Soul.
Priserne i artiklen er revideret 3. maj, da de danske priser blev offentliggjort.