BOLZANO Inspirationen er hentet fra en smartphone, og resultatet er, at man nu skal trykke med sin finger på den 10,1 tommer store skærm på instrumentbordet, når man vil indstille navigationsanlægget, ringe fra telefonen eller finde oplysninger om kørslen i den nye Audi A4.
Motor mener
Audis tekniske kundskaber er på et meget højt niveau, og A4 kan derfor imponere, når man kører den. Det er ærgerligt, at vi må se langt efter en elektrisk version af A4, mens det er dejligt, at udstyrsniveauet endelig er løftet til et højt niveau.
Dermed har Audi vinket farvel til den klassiske drejeknap mellem forsæderne, som ellers hidtil har været måden at styre skærmen på.
Resultatet er blevet let at anvende, idet menu-strukturerne samtidig er tilpasset det, at man nu skal trykke med sin finger.
Alle menuer er mulige at indstille til dansk, men navigationsanlægget kan stadig ikke tale dansk.
Se mere: Mere grønt i VW Passat
Et stort facelift
Den store skærm er blot en af nyhederne i A4, som har fået det, man kalder en midtvejs-opdatering. Modellen har snart fire år på bagen, og med de nye indslag skal den holde omtrent tre år mere, før den erstattes.
Udvendigt er det særligt fortil, at de store forandringer ses. Forlygterne er ændret og er nu altid af LED-typen. Også grillen har fået en mere dynamisk form, og der er indtil videre designet hele fire forskellige grills, der følger udstyrsniveauerne.
Langs siden har Audi opdelt forgængerens lange, vandrette linje, der går hen over døre og skærme, i tre linjer, der med sine forskydninger skal være med til at understrege bilens dynamik. Og bagtil er baglygterne blevet forsynet med en række små lodrette LED-enheder, der skal gøre det let at genkende bilen.
En stor kromliste over nummerpladen forbinder nu de to baglygter, så bilen virker mere bred. Det er dog et trick, for de ydre mål er kun ændret med ganske få millimeter.
VIDEO: Se den nye, faceliftede Audi A4
Nyt motorprogram
Selv om det er et årstid siden, at Audi skiftede sine motorbetegnelser ud, kan systemet nok tåle en opsummering. Nu angiver et tal – i dette tilfælde 35, 40 og 45 – i hvilket hestekraftinterval motoren befinder sig i.
Det siger altså intet om motorstørrelsen eller effekten i sig selv. 35 TDI er f.eks. en toliters dieselmotor med 163 hk, mens 40 TDI ligeledes er en toliters dieselmotor, men med 190 hk.
I Danmark er det det den omtalte 35 TDI og benzinudgaven 40 TFSI (to liter og 190 hk), der ventes at blive de mest populære udgaver. De kommer alle med et syvtrins automatgear af dobbeltkoblingstypen, som hos Audi hedder S Tronic.
Se mere: Tesla Model 3 - sjov og anderledes
De har også begge fået installeret en lille 12-volt hjælpemotor, som trækker med på motoren via en rem, og på den måde er Audi A4 med disse motorer det, man kalder en mildhybrid.
'GTI' med sekscylindret diesel
Topudgaven er en S4 TDI med en sekscylindret dieselmotor, og den har en kraftigere 48-volt hjælpemotor, der ligeledes trækker med via en rem. Det giver i alt mægtige 347 hk og hele 700 Nm og er dermed en kraftkarl i en liga for sig selv.
Vi har prøvet både 35 TDI, 40 TFSI og S4 TDI. Det var køreoplevelser, der viste, at netop motorudviklingen er et område, Audi mestrer.
De to dieselmotorer trækker suverænt godt og er utvivlsomt dem, der passer bilen bedst. Men er man mere til benzinmotorer, er 40 TFSI et oplagt alternativ. Den er utrolig støjsvag og trækker også glimrende.
Hybridteknikken mærker man ikke meget til. Dog er det dejligt at opleve, at motoren stopper, når man slipper speederen ved hastigheder mellem 55 og 160 km/t.
Se mere: Toyota Camry - gammeldags luksus
Man kunne tro, at Audi også ville komme med en plugin-hybrid på samme måde, som man ser hos VW og Skoda, men det er ikke planen.
Audi A4 bygges nemlig på en anden platform end f.eks. VW Passat og Skoda Superb, og man kan derfor ikke benytte denne teknik i A4. Og Audi har ingen planer om at udvikle ny plugin-teknik til den nuværende model.
Vil man have en Audi plugin-hybrid i denne størrelse, må man derfor vente til 2022, hvor næste generation dukker op.
Masser af udstyr
Typisk for Audi kommer der mere og mere udstyr i bilerne, efterhånden som de ældes. Det gælder i høj grad også for Audi A4, der kommer til Danmark i flere nye udstyrsversioner.
Billigste udgave hedder Advanced Prestige Tour og har bl.a. den omtalte 10,1-tommer skærm med indbygget navigationsanlæg, LED-forlygter, adaptiv fartpilot, 17-tommer alufælge og sportssæder fortil.
For 15.000 kroner ekstra kan man få en Plus-pakke, der bl.a. indeholder mere avancerede LED-lygter med løbe-blinklys, tre-zoners klimaanlæg og forsæder med indbygget massage.
Generelt er alt udstyret både flot udformet og flot integreret. Men lige præcis den store skærm i midten virker en smule eftermonteret, som den står lodret og stikker op over instrumentbordet. Her mærker man, at A4 ikke fra starten har haft skærmen indtænkt i designet, og bilen er derfor ikke lige så flot udformet på dette punkt som konkurrenterne fra f.eks. BMW og Volvo.
Avant betyder stationcar
I lighed med tidligere fås Audi A4 både som sedan og stationcar, når bilen kommer til Danmark til september. Merprisen for en stationcar er 20.000 kr., og det er traditionelt den udgave, der sælges flest af i Danmark, og også den, der er mest fornuftig at købe.
Se mere: Audi A6 - digital direktørekspres
Billigste sedan koster 390.000 kroner i form af en 35 TFSI med manuelt gear, og den fås ikke som Avant.
Vil man have en sådan, vil et oplagt valg i stedet være en A4 Avant 40 TFSI Advanced Prestige Tour s tronic til 470.000 kroner. Det er en god pris, og så er man også godt kørende.