Skoda Superb med vokseværk

Et facelift har gjort den enorme Skoda Superb en smule større. Mest interessant er dog nye motorer og mere udstyr. En plugin-version venter lige om hjørnet.

Skoda Superb set forfra
Forpremiere

Motor mener

Den enorme Skoda Superb imponerer med sine pladsforhold og den oplevede kvalitet. Men ærgerligt, at vi må vente indtil 2020, før en plugin-hybrid er med i modelfamilien.

WIEN En helt ny dieselmotor skal bringe Skoda Superb sikkert ind i det næste årti. Der er tale om en toliters udgave med 150 hk. Det er en motor, der passer perfekt til den store bil, og som i Danmark matcher kundernes behov, der mest af alt består af firmabilsbrugere og familier, der har behov for bilens pladsforhold og måske dens evne som trækdyr foran en campingvogn eller lignende.

Den nye motor er skabt til at opfylde de nyeste udstødningskrav, og sammen med et meget lavt CO2-udslip virker den indtil videre som bedste løsning for dem, der tænker på både klimaet og økonomien.

Læs også: Motors prøvekørsel af den nye VW Passat

Denne motor fås både med manuelt gear og med det velfungerende syvtrins DSG-gear af dobbeltkoblingstypen, og med den motor må Superb trække hele to ton på krogen.

Vi har prøvet netop denne motorversion af Superb, og her oplevede vi yderst moderat støjniveau, god trækkraft og rolig kørsel. Der er næppe mange, der har behov for mere motorkraft.

Flot kabine i Skoda Superb
Indvendigt er der kommet små kvalitetsforbedringer af instrumentbordet. Digitalt cockpit og en stor skærm i midten er ekstraudstyr. Automatgear af DSG-typen er standard på visse udgaver, og altid anbefalelsesværdigt. Der er tale om en syvtrins gearkasse af dobbeltkoblings-typen. Selve gearvælgeren er af den gammeldags type, hvor man selv skal sætte den i ’P’.

Plugin-hybrid til næste år

I begyndelsen af næste år får dieseludgaven dog konkurrence af Skodas første plugin-hybrid i form af en version, der kombinerer en 1.4-liters benzinmotor med en elmotor. Der er endnu ikke håndfaste data klar på bilen, men noget tyder på at den vil kunne køre over 50 km på strøm alene.

Det er fortsat en af de største stationcars, man kan købe, og med et bagagerum på 660 liter er der plads til lidt af hvert.

Den trækker altid på forhjulene, og med både el- og benzinmotoren i sving vil den yde 218 hk. Batteriet er på 13 kWh og kan lades på mellem tre og seks timer afhængig af strømtilførslen.

De manglende data står i vejen for en præcis beregning af prisen, men vi gætter på omkring 400.000 kr. for en veludstyret udgave. Holder det, ligner det en succes.

Kæmpe bagagerum i Skoda Superb
Superb er mest populær som stationcar. Så får man et enormt bagagerum på hele 660 liter – 35 liter mere end i hatchback-udgaven.

Enorm stationcar

Skoda Superb kom til verden i seneste udgave for tre et halvt år siden og har siden været populær i både Danmark og resten af verden. Det er fortsat en af de største stationcars, man kan købe, og med et bagagerum på 660 liter er der plads til lidt af hvert.

Bagsædet er dog bilens største overraskelse, og her sidder man med fremragende benplads og god komfort. Og lægger man bagsædet ned, står man med en vandret lasteflade, der rummer næsten to kubikmeter.

VIDEO: Se bagagerummet på den nye Superb

Læs også: Motors test af Volvo V60 som plugin-hybrid

Den knap så populære hatchback er en femdørs udgave af Superb, der ligeledes byder på god plads på bagsædet, men som har et bagagerum på „bare“ 625 liter. Merprisen for at vælge Superb som stationcar er beskedne 10.000 kr., og det taler derfor netop for denne udgave. Det ved danskerne, hvor mere end otte ud af 10 solgte Superb er stationcars.

Skoda Superb er fornyet bagpå
Bagtil står Skoda-navnet nu med bogstaver, der er trukket ud i hele bredden. Det gør det let at se om det er den nye udgave, man møder på sin vej.

Fornyet for og bag

En af de største synlige forandringer i den nye Superb finder man ved for- og baglygterne, der nu kan fås som avancerede LED-lygter. Fortil kan man tilkøbe matrixlygter, der selv justerer sig ind efter trafikken.

Desuden er blinklyset både for og bag opgraderet til den type, der løber hen langs lygten, når man blinker. Det giver ifølge Skoda en bedre synlighed i trafikken. Om det passer, er svært at vurdere, men om ikke andet får man da øje på, at der er tale om den nye udgave af Superb.

Læs også: Motors prøvekørsel af den nye Audi A4 stationcar

Sammen med en nydesignet frontgrill giver det den nye Superb et nyt, moderne udseende.

Indvendigt er de største forskelle at finde ved sæderne, hvor der er indført kontrastsyninger og ved alle opbevaringsrummene, der nu er belyste. Langs instrumentbordet er der tilføjet mere krom, hvilket ifølge Skoda forhøjer fornemmelsen af kvalitet. Det er dog en smags sag, men samlet set fornemmede vi under kørslen, at bilens kvalitetsniveau er højt.

Bagagerum i sedanudgaven af Skoda Superb er også stort
Det er let at komme til bagagerummet i femdørsudgaven af Superb. Den har ligesom stationcaren god plads på bagsædet, men som har et bagagerum på „bare“ 625 liter.

Mere sikkerhed ombord

En smart opdatering af Superb finder vi ved fartpiloten, der fås som den adaptive slags, der selv holder afstand til forankørende biler. Det smarte består dog mere i samarbejdet mellem fartpilot og skiltegenkendelsen og navigationsanlægget.

Når bilen ser et skilt med en fartbegrænsning, indstilles fartpiloten automatisk efter denne grænse, og når bilen fra navigationsanlægget får melding om en skarp kurve, tilpasses farten automatisk til forholdene.

Det er smart og noget, man hurtigt lærer at sætte pris på. Vi kørte således i lang tid uden at røre bremsen – det klarede bilen helt selv.

Skoda Superb set forfra
En ny front med LED-forlygter og en nydesignet grill kendetegner 2019-udgaven af Skoda Superb.

Populær tjekke

Den nye Skoda Superb er en faceliftet udgave af tredje generation af den store tjekkiske bilmodel. Første version så vi tilbage i 2001, og siden er næsten 1,3 mio. biler rullet ud af samlebåndet i Tjekkiet.

Den faceliftede udgave dukker op i Danmark i slutningen af september, og priserne begynder ved 300.000 kr. for en hatchback med en 1.5-liters benzinmotor med manuelt gear. I lighed med forgængeren dukker der særlige udstyrsvarianter op, hvor man for en begrænset merpris får udstyr.

Det gør Superb til et godt valg – også selvom man måler Superb op mod de største konkurrenter, som f.eks. de ligeledes faceliftede udgaver af familiemedlemmerne VW Passat og Audi A4.

Skoda Superb set bagfra

Skoda Superb

17,8 km/l
Diesel
367.000 kr.
  • Plads
  • Komfort
  • Udstyr
  • Gearvælger
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.6 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    146 g/km
  • Effekt
    120 hk
  • Moment
    250 Nm
  • Topfart
    206 km/t.
  • Acc. (0-100)
    11,0 sek.
  • Køreklar vægt
    1.480 kg
  • Maks. påhængsvægt
    2.000 kg
  • Bagagerum
    625 liter
  • Akselafstand
    284 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 3 / 12
  • Mål
    L:487 cm B:186 cm H:147 cm

Sikkerhed

2015
Luk