Motor mener
Nissan Juke er et frisk alternativ i den tætbefolkede mini-SUV-klasse. Og virkelig vellykket. Dens svagheder og mangler er mestendels bevidste prioriteringer. Juke er stadig ikke for alle, men man behøver ikke være 25 år for at holde af den.
BARCELONA Den frække original er tilbage i frisk aftapning og har i mellemtiden fået aflagt de værste teenager-nøkker.
Da Nissan Juke kom for otte år siden, var den ikke blot ungdommelig og oprørsk – nærmest punkeragtig – i sit udseende. Den havde også kun én konkurrent i det, vi nu kalder mini-SUV-klassen. Nu er der flere end 20 modeller.
Læs også: Motors test af VW T-Cross - SUV til pendlere
Nissan har klogelig valgt at fastholde modellens ungdommelighed, mens mange af konkurrenterne prioriterer det praktiske højere. Bilens dynamiske coupé-design er bibeholdt, men fremtoningen er gjort mere afdæmpet. Det ses især på lygterne for og bag.
Prangende 19-tommer hjul viser dog, at Nissan Juke stadig ikke kommet ind i de voksnes rækker.
Klemt på bagsædet
Juke holder fast i sin identitet som egoistbil, men faktisk er bagsædepladsen vokset en del. To voksne sidder godt, og bagdørene åbner i stor vinkel for fornuftig ind- og udstigning.
Visuelt føles det dog klemt med de høje karrosserisider og store hovedstøtter foran, og der er ingen luftdyser heromme. De udvendige designer-dørgreb er heller ikke optimale.
Læs også: Motors prøvekørsel af den nye Renault Captur
Også bagagerummet er blevet mere praktisk. Med god facon og 422 liter, 20 pct. mere end før, burde det ikke være umuligt at få en barnevogn ind, hvis ejeren selv skulle havne i de voksnes rækker.
Lækrere kabine
Ved førerpladsen mærkes modningen tydeligt. Materialerne har fået et gevaldigt løft, designet er gjort mere overskueligt og elegant, og skærmen er væsentligt større og med langt bedre opløsning.
Sæderne er meget sportslige og ekstremt skålformede. Det kan være godt til kurvekørsel, men for nogle vil sæderne virke snærende. Og noget inde i ryglænet føles ikke rart, hvis man trykker sig godt ind i sædet.
Læs også: Motors test af Mazda CX-30 - veludstyret designer-SUV
Instrumenthuset er stadig analogt, dog med en lille nyttig farveskærm mellem speedometer og omdrejningstæller. Og sandelig om rattet nu ikke kan justeres i længden. Klimanlægget nøjes med én fælles temperatur for fører og passager.
Teenager-alarm
Nissan har gjort rigtig meget ud at gøre bilen digital og opkoblet. Nu fås en Nissan-app, så man kan holde øje med bilen på alle mulige måder. Bl.a. kan en destination sendes fra telefonen til bilen, og telefonen kan vise vej hen til bilen, hvis det kniber med at huske, hvor den står.
Læs også: Motors test af Hyundai Kona - vinder af Motors test af små SUV'er
Opkoblingen indebærer også wifi-hotspot i kabinen, men det kræver et dataabonnement gennem Nissan; det er ikke muligt at bruge eget sim-kort. Apple CarPlay og Android Auto fås, men desværre er trådløs ladning af telefonen ikke en mulighed.
En af mulighederne med app-forbindelsen er at sætte alarmer op, så ejeren får besked, hvis bilen kommer uden for (eller indenfor) en bestemt zone, kører over en vis hastighed eller i en bestemt tidsperiode. Det er særlig tiltænkt, hvis bilen lånes ud til en teenager i familien …
Se forskellen på den gamle og den nye Juke
Kun én motor
Hele fem udstyrsniveauer tilbydes, men Nissan forventer, at kun få danskere vil vælge de to laveste. Det er her, hvor man må nøjes med manuel parkeringsbremse og gammeldags, fysisk nøgle.
Udstyrsmulighederne omfatter bl.a. en række flotte materialer og farver til instrumentbord m.m. Også udvendigt kan Juke pyntes med farver, bl.a. tag i kontrastfarve.
Læs også: Motors gruppetest af 10 populære SUV'er
Mens der er et hav af udstyrsniveauer og designlinjer at vælge i mellem, er det uhyre enkelt, når det gælder motor. Der er kun én. Men den er skam også udmærket.
Det er en ny 1.0 trecylindret med turbo. De 117 hk er ganske passende til almindelig kørsel, og den afgiver ikke meget støj. Benzinøkonomien er ganske normal, 16,9 km/l.
Ingen grønne motorer
Men det er et lille handikap i forhold til konkurrenterne, at man ikke kan få f.eks. en frisk udgave med 140-150 hk, en ’grundmodel’ eller en diesel. Og mere påfaldende fra elbilmærket Nissan: slet ingen elektrificering.
Oplagt vil være, at Juke nyder godt af samme plugin-hybrid-teknik som den nære slægtning Renault Captur får i 2020, men Nissan vil slet ikke bekræfte sådanne planer. En anden mulighed kunne være Nissans E-Power-system, hvor en lille benzinmotor driver en generator, som leverer strøm til den elmotor, der driver bilen.
Læs også: Motors test af Nissan Qashqai - nu med ProPilot
Den ene motor kan enten kombineres med sekstrins manuelt gear eller et velfungerende syvtrins dobbeltkoblingsgear. Det erstatter det udynamiske CVT-gear. I Danmark forventes omkring 80 procent af kunderne at vælge automatgearet. Her følger der skiftegreb ved rattet med.
Vokset på alle ledder
Markant er også, at en del varianter har gigantiske 19-tommer hjul. Godt ser det ud, men de gør ikke noget godt for komforten. Alternativet er ikke 18, men 17 og 16 tommer. Dem har det ikke været muligt at prøve. Motor har faktisk ikke engang kunnet se et billede af disse varianter.
Men køredynamikken er rigtig fin med 19 tommer, også takket være et vellykket styretøj. Standard er muligheden for at vælge øko, sport og normal kørestil.
Sikkerhedsudstyret er ganske omfattende, selvom noget af det mere avancerede er ekstraudstyr. LED-forlygter er standard. Og så kan Juke fås med Nissans assistent-system, ProPilot, der både kan holde afstand og placere bilen midt i banen.
Læs også: Motors gruppetest af 10 små SUV’er
Nissan Juke, der nu er baseret på en Renault-Nissan Alliance-platform, er vokset meget på alle ledder. Akselafstanden er oppe på 2,64 meter, ti cm mere end før, længden er vokset otte cm til 4,21 meter, mens bredden er øget tre cm.
Juke, som lanceres lige efter nytår, koster fra 200.000 kr. En veludstyret N-Connecta med automatgear – et oplagt valg – står til 252.000 kr. De første tre måneder kan kunder tilvælge udstyr efter eget valg for 15.000 kr. eller ekstra 17-tommerhjul med vinterdæk.