Mercedes E-klasse - ekstra dosis teknik

Den klassiske Mercedes-Benz E-klasse har fået et grundigt facelift. Det ses og mærkes tydeligt i kabinen, og så er sikkerheden højnet. Spændende ny dieselmotor byder på mange kræfter og hjælp fra lille elmotor.

Mercedes-Benz E-klasse forfra
Forpremiere

Motor mener

E-klassen har altid været en overbevisende rejsevogn, og med faceliftet føles den helt moderne i kabinen. Godt at den store sikkerhedspakke er blevet standard.

KØBENHAVN Det er ikke altid, at et facelift hos Mercedes-Benz overhovedet er synligt for det utrænede øje. Men med 2020-opdateringen af E-klassen fra 2016 er fornyelsen til at få øje på, særligt forfra og på bagpartiet af sedanen.

En taxichauffør med den gamle E-klasse havde da også meget travlt med at fotografere Motors tysk indregistrerede testbil, der var i København en måned før den danske lancering sidst i august.

Læs også: Motors test af den tidligere udgave af Mercedes E-klasse som plugin-hybrid

Fronten er ny med nye forlygter, og motorhjelmen har fået de potente langsgående hvælvinger kaldet powerdomes. Dertil er bilen sænket en anelse, og bagpartiet inkl. lygter er nyt på sedanen.

I Danmark markedsføres versionen med stjernen på motorhjelmen ikke.

Mercedes-Benz E-klasse kabine
Førerpladsen er flot fornyet, bl.a. med de to 12,3 tommer skærme, der går visuelt ud i ét. Rattet er nyt. Her er det i den særlige AMG-udgave med todelte eger. Foto: Mercedes-Benz

Klar og følsom trykskærm

Men det er som vanligt i kabinen, at der er sket de største fornyelser. Først og fremmest har E-klassen fået nyeste generation af infotainmentsystemet MBUX med mere overskuelige menuer og bedre mulighed for at tale med bilen.

Skærmen i midten er nu som før på 12,3 tommer, men med forbedret klarhed og nu trykfølsom. Det kan være en fordel i nogle situationer, men bilen virker ikke til at være designet til det, for der er ret langt hen til skærmen.

Læs også: Motors test af Jaguar E-Pace

Den lidt spøjse, men velfungerende touchpad og drejehjul i to etager er forsvundet og erstattet af en ny, større touchpad. Med lidt øvelse giver det nem adgang til skærmbetjeningen. Om det er et fremskridt, kræver en egentlig test – og er måske individuelt – men visuelt har det ryddet pænt op.

Mercedes-Benz E-klasse instrumenter
Instrumenthuset er rent digitalt i alle udgaver af 2020-E-klassen.

Topsikkerhed til alle

Selve instrumenthuset er ændret fra en blanding af analoge visere og en lille skærm til nu én stor 12,3-tommer skærm som standard. Den er skarp, kan tilpasses på mange måder – og ser godt ud.

Rattet er nyt. Der er ryddet op i knapperne, og de er til dels erstattet af små, trykfølsomme overflader.

Læs også: Motors prøvekørsel af Audi S6

Mercedes-Benz E-klasse skærm
Skærmen i midten er nu som før på 12,3 tommer, men med forbedret klarhed og nu trykfølsom.

Standardudstyret er også forbedret med bl.a. adaptiv op- og nedblænding, digital radio og trådløs telefonlader.

Markant og vigtigt er, at den store sikkerhedspakke er gjort til standard. Den indeholder den nyeste fartpilot med køassistent og kobling til navigationsanlægget, aktiv vognbaneassistent, blindvinkelalarm og advarsel for tværgående trafik. Derimod er det semi-automatiske vognbaneskift forsvundet.

Sådan kan det digitale instrumenthus også se ud.
Sådan kan det digitale instrumenthus også se ud.

Fristende udstyrspakker

Listen med ekstraudstyr fylder syv sider, og de tyske testbiler havde ekstraudstyr for 400.000-500.000 kr., men langt de fleste danske kunder vælger den nemme og fornuftige løsning med udstyrspakker.

Det gælder bl.a. en AMG-pakke (som forvirrende intet har at gøre med de heftige AMG-motorer) til 50.000 kr. Den vil hver fjerde danske kunde vælge, vurderer Mercedes-Benz.

Læs også: Motors test af Tesla Model X

Pakken omfatter bl.a. designdetaljer ude, 19 tommer fælge (i stedet for 17), et særligt rat og andre sæder. Man kan også vælge en „halv“ AMG-pakke til 35.000 kr. Så får man kun de udvendige elementer.

Desuden er der en premiumpakke til 40.000 kr., og en premiumpakke plus til 110.000 kr.

Mercedes-Benz E-klasse kopholder
Trådløs telefonlader er nu standard.

Plugin-hybrid med diesel og benzin

Motorerne er i det store hele uændrede, men der kommer til efteråret en interessant ny én: E 300 d 4matic. Det er en videreudvikling af den meget rene, toliters 220 d-diesel, men med hele 265 hk og 550 Nm og kombineret med 48 volt mildhybrid-teknik. Forbrugstal og priser kendes ikke.

Taxikunder udgør kun ca. ti procent af det danske salg.

Plugin-hybrider findes der hele fem af, både som benzin og diesel. Her er der ikke sket forbedringer ved faceliftet. Rækkevidden er stadig op til 49 km på strøm, og batteri m.m. ødelægger stadig bagagerummet, både i sedan og stationcar.

Mercedes-Benz E-klasse touchpad
Midterskærmen styres fra denne nye touchpad.

Mange køber diesel og sedan

Mange forbinder E-klassen med taxi, stationcar og diesel. Det sidste er fuldstændig rigtigt med en dieselandel på 86 procent, men Mercedes-Benz forventer, at med den nye udgave vil andelen af plugin-hybrid stige markant.

Stationcar er ganske vist førende, men kun svagt for sedan udgør faktisk 44 procent af salget. Coupé og cabriolet tegner sig for ni procent. Og nej, taxikunder udgør kun ca. ti procent af det danske salg på godt 1.600 styk de seneste 12 måneder.

Læs også: Motors test af Alfa Romeo Stelvio

Coupéen og cabrioleten får samme fornyelse til efteråret. Den ottecylindrede AMG 63 er klar sidst på året.

Priserne er stort set uændrede. Billigste sedan koster 615.000 kr. med en beskatningsværdi, der begynder ved 500.000 kr. Springet fra grundmodellen til billigste plugin-hybrid er blot 15.000 kr. Stationcar koster 35.000 kr. ekstra.

Mercedes-Benz E-klasse set bagfra

Mercedes-Benz E-klasse sedan

18,9 km/l
Diesel
615.000 kr.
  • Plads & komfort
  • Brændstoføkonomi for størrelsen
  • Kæmpe modelprogram
  • Bagageplads i plugin-udgaverne
  • Aut. vognbaneskift udgået
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2,0 liter - 4 cyl.
  • CO2 udledning
    138 g/km
  • Effekt
    194 hk
  • Moment
    400 Nm
  • Topfart
    240 km/t.
  • Acc. (0-100)
    7,3 sek.
  • Køreklar vægt
    1.750 kg
  • Maks. påhængsvægt
    2.100 kg
  • Bagagerum
    540 liter
  • Akselafstand
    294 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 2
  • Mål
    L:494 cm B:185 cm H:146 cm

Sikkerhed

2016
Luk