Seat Leon – Du vælger selv, hvor grønt du kører

Seat Leon fås nu som plugin-hybrid. Teknikken tager noget af pladsen i bagagerummet, men husker man at lade, er den stadig en fin lysegrøn familiebil.

Seat Leon set forfra
Forpremiere

Motor mener

Teknikken fungerer glimrende, og man har let ved at forstå bilens funktion. Rækkevidden på el er begrænset, men samlet set er det en fin løsning, der gør Leon til en halvgrøn bil.

KONGENS LYNGBY Du kan nærmest selv bestemme, hvor grønt plugin-hybrid-udgaven af Seat Leon skal køre. Det hele afhænger af distancen, og om du husker at lade den op.

Med fuldt opladet batteri kunne vi således køre 44 km på el alene, og for mange vil den dermed virke som elbil i hverdagen. Skal man ud på en længere tur, kan man lade det være op til bilen selv, hvornår den skal køre på el, og hvornår benzinmotoren skal starte.

Det prøvede vi også, og på denne måde kunne vi køre en blandet tur på 52 km, med batteriet helt opladet til at starte med. Hermed opnåede vi en samlet benzinøkonomi, der modsvarer 83,3 km pr. liter plus strømmen fra batteriet. Det er lige præcis det officielle forbrugstal for bilen.

Kører man længere, stiger andelen af turen, hvor bilen kører på benzin, og så falder tallet for km pr. liter ret hurtigt. Vi kørte også en tur uden først at lade bilen op, og her viste vores målinger, at man så kun kører 16 km pr. liter.

Video: Så langt kører Seat Leon på strøm

Kræver daglig opladning

Den nye plugin-hybrid i Seat Leon-familien er bygget over samme læst som plugin-hybrid-udgaverne af Skoda Octavia, Audi A3 og VW Golf. De har en 1.4-liters benzinmotor på 150 hk, der er koblet sammen med en elmotor på 102 hk. I alle tilfælde går kræfterne gennem en sekstrins dobbeltkoblingsgearkasse, der trækker på forhjulene.

Batteriet er på 13 kWh, og det giver ifølge den officielle WLTP-norm en rækkevidde på el på 63 km. Det er den rækkevidde, vi målte til 44 km, hvor vi både kørte bykørsel med 50 km/t., landevejskørsel og motorvejskørsel med op til 110 km/t.

Se den komplette oversigt over Motors test af plugin-hybrider

Kører man mere bykørsel, kommer rækkevidden tættere på fabrikstallet, mens man ved udelukkende motorvejskørsel kan tømme batteriet på bare ca. 30 km.

Køber man en plugin-hybrid som denne, kræver det derfor, at man har mulighed for at lade den op hver dag, hvis man skal køre miljø- og klimavenligt. Dertil kræves enten en ladeboks, og så kan bilen lades op på 3 ¾ timer, mens en nødlader kan lade bilen op på næsten seks timer, hvis man har et egnet strømudtag.

Seat Leon kabine
Førerpladsen er lækkert udformet. Der er både et digitalt instrumenthus og en 10”-skærm med indbygget navigationsanlæg og trådløs Apple CarPlay. Fotos: Karsten M. Lemche

Meget behagelig kørsel

Når man sætter sig ind i bilen med et fuldt opladet batteri, opleves Leon som en udmærket elbil. Der er en lille, elektronisk gearstang mellem forsæderne, hvor man indikerer den ønskede kørselsretning. Herefter er det bare at træde på speederen og dreje på rattet. Elmotoren er med sine 102 hk kraftig nok til at sikre en fin acceleration og en fart på op til 130 km/t.

Træder man speederen helt i bund for at accelerere hurtigere, starter benzinmotoren op med det samme, og så har man i alt 204 hk til rådighed. Så føles den ligefrem meget hurtig!

Overvejer du plugin-hybrid? Læs FDMs guide til hybridbiler

Man mærker i praksis ikke, når benzinmotoren starter og stopper, og støjisoleringen er så tilpas god, at man stort set heller ikke hører det. På den måde er Seat Leon e-HYBRID meget enkel og rar at have med at gøre.

Seat Leon FR har adaptiv fartpilot som standardudstyr, men bedste løsning får man, hvis man tilkøber en XL-sikkerhedspakke til små 15.000 kr., hvorved man dels får Travel Assist, der fastholder bilen i vognbanen på f.eks. motorvejen, dels en del andet sikkerhedsudstyr. Den pakke bør man købe med.

Seat Ibiza bagsæde
Bagsædet byder på god plads, og der er friskluftdyser mellem forsæderne. Betrækket er flot udformet i FR-stil.

Lille bagagerum

Seat Leon e-HYBRID kommer i to udførelser, enten som denne femdørs hatchback, eller som stationcar, der er 10.000 kr. dyrere. I begge tilfælde er bagagerummet noget mindre end i de traditionelle udgaver, da batteriet har stjålet noget af pladsen under gulvet i bagagerummet.

I femdørsudgaven er det således på 270 liter, og i stationcarudgaven er det på 470 liter – i begge tilfælde mellem 110 og 150 liter mindre end ellers.

Alligevel står man tilbage med et indtryk af en fin og rummelig bil, der fint kan gøre det ud for en halv-grøn familiebil for dem, der har mulighed for at lade op dagligt – enten hjemme eller på arbejdet, eller endnu bedre begge steder.

Uden muligheden for en daglig opladning får man mere ud af at vælge udgaven af Seat Leon med en mildhybrid-benzinmotor og automatgear. Prisen er den samme.

Seat Leon set bagfra

Seat Leon

83,3 km/l
Benzin/el
289.990 kr.
  • Hybridteknik
  • Komfort
  • Plads
  • Ladetid
  • Sikkerhedspakke skal tilkøbes
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.4 liter – 4 cyl. + el
  • CO2 udledning
    27 g/km
  • Effekt
    204 hk
  • Moment
    350 Nm
  • Topfart
    220 km/t.
  • Acc. (0-100)
    7,5 sek.
  • Køreklar vægt
    1.614 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.500 kg
  • Bagagerum
    270 liter
  • Akselafstand
    268 cm
  • Officiel rækkevidde
    63 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 3 / 12
  • Mål
    L:437 cm B:180 cm H:144 cm

Motors tal

  • Målt rækkevidde 44 km
Luk