Opel Grandland GSe – Festlig type kommer for sent

Opel har genoplivet det gamle emblem GSe til deres elektriske topmodeller. De starter med plugin-hybriden Opel Grandland, som passer fint i Europa, men i Danmark er køberne allerede videre.

Opel Grandland GSe kører på bjergvej
Forpremiere

Motor mener:

GSe-varianten af Opel Grandland byder på rigeligt med elektriske kræfter, men desværre ikke en tilpas stor elektrisk rækkevidde.  

MALAGA Det er fyrre år siden, en Opel sidst har båret GSe-emblemet. Dengang sad det på en sportslig udgave af luksuscoupéen Monza, og nu genintroduceres GSe-navnet i første omgang på den mellemstore SUV Grandland.

Hvor e’et tidligere stod for einspritzung (indsprøjtning på dansk), er 2023-fortolkningen ikke overraskende ændret til elektrisk – Grand Sport electric.

I Grandlands tilfælde betyder det en ekstra kraftig plugin-hybrid med en systemydelse på 300 hk og firehjulstræk. Og det endda med to elmotorer, en foran med 110 hk og en bagved med 113 hk. Dermed er der rigeligt med kræfter, når man udelukkende kører på el.

Det er få plugin-hybrider, der er så kraftigt motoriseret i ren eldrift, og bilen kan køre med op til 135 km/t. alene på strøm.

Derfor kan det ærgre lidt, at el-rækkevidden kun er på 63 km. Med så kraftige elmotorer kunne man godt tænke sig at kunne køre endnu længere på strøm. Batteriet er på 14 kWh, og da Grandland kun kan lade på én fase, tager en komplet opladning fire timer på en hjemmelader i Danmark.

Kabine i Opel Grandland GSe
Der er digital instrumentering og stor trykskærm – her set med Android Auto. AGR-forsæderne er multijusterbare bl.a. med justerbar lårstøtte.

Hvor hurtig er Opel Grandland GSe?

Den klassiske 0-100 km/t.-disciplin klarer Grandland GSe på 6,1 sekunder, hvilket vil imponere de fleste. Men ved hverdagskørsel er modellens kræfter ikke umiddelbart tilgængelige. Der skal skiftes gear, og turboen skal op i omdrejninger, før accelerationen kommer.

Ikke at man reelt har brug for en raket-acceleration til hverdag, men i de fleste køreprogrammer føles den lidt handlingslammet. Og der går let to sekunder, før bilen reelt accelererer.

Vil du have umiddelbar acceleration, skal du vælge 4x4-køreprogrammet, så reagerer bilen prompte, når man træder på speederen.

Bagsædet i Opel Grandland GSe
Der er fin plads på bagsædet, men der er ikke den bedste benplads i klassen. Kabinen er ganske lys med det hvide indtræk i loftet.

Hvordan kører Opel Grandland GSe?

Ud over ekstra kræfter har GSe-modellen også fået en anden affjedring. Det er den tyske støddæmperproducent Koni, der har udviklet en undervogn, som tilpasser sig underlaget.

Så hvis der er store ujævnheder, er affjedringen blød, mens den bliver mere fast, hvis man kører på plan asfalt.

På vores testrute fungerede dæmperne umiddelbart fint, og førstehåndsindtrykket er positivt. Men vi afventer med den endelige dom, til vi har testet bilen på danske veje.

Bagagerum i Opel Grandland GSe
Bagagerummet er med sine 390 liter ikke imponerende bilstørrelsen taget i betragtning; en klassisk udfordring i plugin-hybrider, hvor der skal skaffes plads til batterierne.

Hvorfor vælge Opel Grandland GSe?

GSe kommer med det højeste udstyrsniveau, så du får alt det udstyr, Opel byder på, i Grandland. Der er gode AGR-sæder, som kan indstilles efter de fleste kropsudformninger, og du får også adaptiv fartpilot, adaptive LED-forlygter og en alenlang udstyrsliste.

Men prisen er også velvoksen. 545.000 kr. er mange penge, men der er ikke mange naturlige konkurrenter til Grandland GSe. For eksempel er den 100.000 kr. billigere end den noget større Toyota RAV4 GR Sport, og 100.000 kr. dyrere end konkurrenter som Cupra Formentor, Hyundai Tucson og Kia Sportage i deres sportslige varianter med 40 til 50 færre hk.

Grandland GSe’s største udfordring er nok, at modellen er kommet for sent til festen. For to år siden var der stor rift om store plugin-hybrider, men de danske bilkøbere ser nu mere på de rent elektriske modeller, og her kommer man langt for en halv million kr. Bilen er i Danmark i marts 2023.

 

Overvejer du en plugin-hybrid?

FDM har lavet et tema om hverdagen med plugin-hybrid.

Læs temaet her

Opel Grandland GSe kører i landskab. Vi ser den bagfra.

Opel Grandland

Benzin/el
544.990 kr.
  • Elektriske kræfter
  • Komfort
  • Forsæder
  • Pris
  • Rækkevidde
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.6 liter – 4 cyl. + to elmotorer. Firehjulstræk
  • CO2 udledning
    27 g/km
  • Effekt
    300 hk
  • Moment
    520 Nm
  • Topfart
    235 km/t.
  • Acc. (0-100)
    6,1 sek.
  • Køreklar vægt
    1.867 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.250 kg
  • Bagagerum
    390 liter
  • Akselafstand
    268 cm
  • Officiel rækkevidde
    63 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
    Batteri: 8 år eller 160.000 km
  • Mål
    L:448 cm B:191 cm H:161 cm

Sikkerhed

2017
Luk