Motor mener:
Toyota C-HR er blevet mere moden, luksuriøs og komfortabel. Er du ikke til tidens trend med elbiler, er C-HR et spændende alternativ.
IBIZA Alt handler om pris på bilmarkedet i disse dage. Lagertilbud, leasingtilbud og prisnedsættelser. Har man ikke en slagpris med i salgstalen, er det svært at få slutsedlen skrevet under.
Med C-HR-modellen prøver Toyota at gå en anden vej. At tale til den æstetiske sans fremfor regnearkets rå virkelighed. Men det er en hård kamp, også fordi C-HR kun kommer som hybrid og plugin-hybrid, og ingen af disse motorteknologier har særlige fordele med den nuværende registreringsafgift.
Prisen starter dermed på 357.990 kr., og det er lige i solar plexus på den nærmest eksplosive priskrig blandt elektriske SUV’er, hvor de fleste faktisk er større, bedre udstyret og billigere at eje end C-HR.
((Artiklen fortsætter under videoen))
Video: Se nærmere på Toyota C-HR
Men for de bilister, hvor elbilen ikke er en mulighed eller et ønske, leverer C-HR høj indstigning, unikt design og tryghed i bilejerskabet.
Ud over det åbenlyse – altså designet – så har Toyota også tre andre kerneværdier, som de fremhæver ved C-HR: digital indfødt, bæredygtighed og sjove køreegenskaber.
Hvordan kører Toyota C-HR?
Vi starter med det sidste. Nyt for modellen er en adaptiv støddæmper udviklet i samarbejde med tyske ZF, der automatisk justerer hårdheden efter, hvor uroligt underlaget er.
Hvis der er mange små ujævnheder i vejen, bliver støddæmperen blødere for at give mere komfort. Er der få ujævnheder, strammes støddæmperen op, og bilen bliver mere sportslig.
Vi prøvede den på både mellemgode og dårlige veje, og første indtryk er meget positivt. Den tager også fartbump med imponerende elegance. På Ibiza er der flere små jordveje, der byder på store og små ujævnheder. Det klarede C-HR umiddelbart også flot, og det tyder på en velafstemt undervogn.
Men sjove køreegenskaber ligger ikke rigtigt til bilens sjæl. Vi prøvekørte de to hybridmodeller, der kommer til Danmark, og de lægger mere op til cruising og stille acceleration end decideret sportslig kørsel.
Tre hybrid-varianter af Toyota C-HR
Der kommer tre motorvarianter til Danmark. Basismotoren er på 1.8-liter, som vi tidligere har prøvet i Corolla og Corolla Cross. Den gør et godt indtryk, og selvom CVT-gearet har det med at tage lidt omdrejninger ved kraftig acceleration, så fungerer systemet bedre end tidligere. Helt stille er det dog ikke.
Den kraftigere 2-liters motor med 197 hk har flere benzin- og elkræfter, og det ekstra overskud gør den mere stille. Men den fås kun med firehjulstræk, og det gør den prismæssigt mindre attraktiv. Den dyreste udstyrsvariant med denne motor koster over 600.000 kr., og det er helt galt.
Plugin-hybriden kommer først på markedet et par måneder senere, men prismæssigt bliver den kompenseret for udstyr cirka 25.000 kr. dyrere end med basismotoren. Det er en lille merpris for en motor, der er kraftigere, og hvor du får mulighed for at køre på strøm til hverdag.
Vi har også prøvet denne variant, og den kraftigere elmotor gør den til den mest komfortable løsning af de tre. Største minus er, at det større batteri stjæler lidt bagagerumsplads, så du i stedet for 388 liter i basismodellen kun får 310 liter i plugin-hybriden. Alle varianter må dog trække det samme: 725 kg både med og uden bremser.
Hvor stor er Toyota C-HR?
Kabinen er blevet lidt mere rummelig i bredden takket været en vækst på fire cm i bredden, C-HR er også skrumpet tre cm i længden, men det er primært, fordi fronten er blevet kortere.
Nogen decideret praktisk familiebil vil den næppe få en pris for at være. Bagsædet er fortsat ikke så rummeligt, som andre SUV-modeller i mellemklassen.
Men udsynet er blevet lidt bedre end i forgængeren, hvor sideruderne bagved nærmest havde karakter af et koøje. Nu kommer der lidt mere lys ind og udsynet er også blevet en anelse bedre. Men C-HR er primært en egoistbil for to med et fornuftigt bagagerum.
Kabinen har generelt fået et løft i materialerne, og der er kommet ambient-belysning med 64 forskellige farver. Det kan blandt andet arbejde sammen med blindvinkelalarmen, så lyset på dørsiden blinker rødt, hvis du er ved åbne den op i en bil, som kommer kørende i den blinde vinkel.
Digitale løsninger i Toyota C-HR
På den digitale front har Toyota rykket sig en del. Hvor de i starten nægtede Apple CarPlay og Android Auto adgang, er begge dele nu trådløst integreret i bilen. Der er også kommet en app til at styre bilen, og på de dyrere varianter kan din mobiltelefon endda bruges som en digital nøgle.
Instrumentskærmen er på 12” og har flere designs og kan tilpasses. Trykskærmen er standard på lidt pauvre 8”, men kan opgraderes til en 12”-skærm, der er mere tidssvarende.
Miljømæssigt vil Toyota også gerne følge med tiden. Brændstoføkonomien er bedre end på traditionelle benzinbiler, og med plugin-hybriden er der mulighed for at køre endnu mere på strøm. Men den bliver ikke helt så miljøvenlig i driften som en ren elbil.
Produktionen kræver dog mindre CO2, fordi batterierne i bilen er mindre, og så har Toyota også taget tre interessante forbedringer med på modellen. Blandt andet er nogle plastikstykker støbt med den farve, de skulle have bagefter. De sparer en maleproces og produktionstid og halverer CO2 udledningen på den proces.
De har også skiftet til en hårdere ståltype mellem for- og bagdøre, og det sparer 3.5 kg i vægt, men fordi de ikke skal punktsvejse, så det sparer også 10 pct. CO2 i samleprocessen. Ved at skifte til et syntetisk rat fremfor et læderrat, falder CO2-aftrykket også fra 50 til 11 kg.
Det er små forbedringer, der fortæller lidt om, hvor komplekst det er at opnå deres mål om at være CO2-neutrale i Europa i 2040.
Hvem skal købe en Toyota C-HR?
C-HR fremstår mere voksen, end da den kom på markedet i 2017. Men verden har også flyttet sig, og ikke mindst har det danske bilmarked flyttet sig.
I denne prisklasse køber de fleste i dag elbiler, men for dem, som ikke er til el, byder C-HR på velprøvet teknologi, lave driftsomkostninger og et trygt bilejerskab, ikke mindst takke være Toyotas 10 års serviceaktiverede holdbarhedsgaranti.
For dem, der søger noget trygt, men ikke er bange for et lidt skarpt design, er C-HR et spændende, sikkert og anderledes bilvalg. C-HR kommer til landet til februar.
Vild med biler? Hold dig up to date med FDM
Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks