Motor mener:
Den nye Duster er et kæmpe skridt frem for Dacia, og den er faktisk også blevet en virkelig hæderlig bil. Vi venter spændt på sikkerhedsvurderingen, men har ikke høje forventninger.
MALAGA Dacias ikoniske, halvgrove og småfarlige Duster er klar til at rejse sig fra støvet – er det fristende at sige. Efter 14 år og tre facelifts som en billig og skrabet, men temmelig kapabel terrænbil lancerer Renaults billigmærke nu en helt ny generation af Duster.
I Danmark har vi haft bilen siden 2014, og der er solgt flere end 9.000, som gør Duster til Dacias mest populære model. 7.000 kører stadig på danske veje. Globalt er der solgt 2,4 mio. eksemplarer plus et stort antal under Renault-navnet.
Forbedringerne ved generationsskiftet er betydelige. Duster skifter fra en oldgammel Renault-platform til de byggesten, der bruges til bl.a. Renault Clio og Arkana.
Og selvom Dacia er benhård i sin politik om ikke at bruge penge på noget, som ikke anses vigtigt for kunderne (både komfortudstyr og sikkerhed), er der sket mærkbare opgraderinger på alle områder.
Dacia Duster virker rustik og robust
Det begynder med designet. Det rustikke look – i sin essens ikke fjernt fra Suzuki Jimny og Land Rover Defender – virker som en vellykket indpakning, der nok skal appellere til gamle og nye kunder.
Samtidig er den robuste stil, som klart indikerer forbrændingsmotor, et modigt modstykke til tidens glatte elbildesign. Bilen virker også fysisk robust bygget. F.eks. er de tarvelige klap-dørgreb erstattet af gode, klassiske dørgreb, og tagrælingen virker som en, der kan klare det hele.
Den nye Duster har samme størrelse som den gamle (er blot en anelse lavere), men bagsædepladsen er blevet rigtig fin, selvom det strammer lidt ved midterpladsen. Det reelle bagagerum med gulv i to etager er vokset fra 445 liter til 517 liter under hattehylden. Påhængsvægten er uændret 1.500 kg.
God plads i Dacia Duster
Førerpladsen er en helt ny oplevelse. Der er ryddet godt op, kommet digitalt instrumenthus og 10”-trykskærm som standard (i danske udgaver). Herfra styres meget, men der er stadig en række knapper til særligt klimaanlægget.
Nyttigt er også en genvejsknap til assistentsystemerne, så det f.eks. er nemt og trafiksikkert at slå vognbaneassistenten fra i de situationer, hvor den generer mere, end den gavner.
Kabinen er ganske pæn, selvom der ikke er ruttet med lækre materialer, og alt er sort i sort. Førerinstrumentet, som nemt kan ændre layout, har til gengæld fået en stor portion farvelade.
Og så er flere af menuerne jammerligt oversat til dansk, f.eks. er traction control/antispin oversat med „trækningskontrol“, og fartpilot er blevet til „krydstog control“.
Viser mobilen på skærmen
Sæderne er blevet gode at sidde i, og førersædet har justerbar lændestøtte. Vores tur afslører desuden, at vind- og dækstøj er noget over gennemsnittet, selvom der er sket forbedringer fra den gamle.
Duster sælges også som en Renault nogle steder i verden, og her er der ofret mere på støjisolering.
Standard er klimaanlæg (én zone), trådløs telefonopladning og Apple CarPlay og Android Auto. Der er også indbygget navigation i de danske modeller.
Hvordan kører Dacia Duster?
De grundlæggende køreegenskaber er glimrende med en komfortabel undervogn. Motoren er en trecylindret 1.2-benziner med 48 volt mildhybridteknik og 130 hk. Den afløser de hidtidige 90- og 150 hestes-udgaver.
De 130 hk og et udmærket, sekstrins manuelt gear gør det fint til bilen. En 140 hestes fuldhybrid med indbygget automatgear er ikke umiddelbart tiltænkt Danmark.
Skulle det alligevel ske, kan det være godt at vide, at programmeringen af gearet (uden kobling) gør en meget bedre figur, end vi har været vant til i Renault-modeller.
Dacia Duster fås med firehjulstræk
130-motoren kan fås i Extreme- og Journey-udgaver, som stort set har samme standardudstyr, men er forskellige i udseende og enkelte detaljer. Extreme har øget frihøjde og er i offroad-look, uden at det overdrives.
Begge kan kombineres med to- og firehjulstræk, hvor man i den firehjulstrukne får en særdeles habil terrængående bil. Frihøjden er f.eks. øget til 217 mm (det er pænt meget), der er mindre udhæng for og bag, og en drejeknap giver adgang til forskellige offroad-programmer.
Ukendt sikkerhed i Dacia Duster
Sikkerheden er traditionelt et virkeligt ømt punkt hos Dacia. Mærkets repræsentanter angiver ved præsentationen, at selve kollisionssikkerheden i Duster er god, men vil ikke sige, hvad det samlede, estimerede resultatet bliver i den Euro NCAP-sikkerhedstest, der forventes om nogle måneder.
Sikkerhedsudstyret mangler nogle af de mere avancerede funktioner, men der er dog nu en pæn liste: nødbremse, der reagerer på fodgængere, cyklister og motorcyklister, skiltegenkendelse, advarsel mod fartoverskridelse samt vognbaneadvarsel- og assistent.
Der er fartpilot, men kun af den manuelle type – adaptiv fartpilot er ikke en mulighed.
Hvad koster Dacia Duster?
I Danmark får vi som udgangspunkt kun den 130 hestes version med topudstyr med valg mellem tohjulstræk og firehjulstræk. Hvor meget dyrere, den nye Duster bliver, end hidtil, er uvist.
Motor vurderer, at prisen nok vil lande omkring 280.000 kr. med tohjulstræk.
Duster bygges på Renaults store fabrik i Rumænien og ventes til Danmark en gang efter sommerferien. Næste år får Duster for første gang en storebror i form af Bigster, en SUV med samme teknik.
Vild med biler? Hold dig up to date med FDM
Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks