Her er finalisterne til 'Car of the Year'

Nettet strammes til, og nu er 35 kandidatbiler skåret ned til syv i kampen om at blive Årets bil i Europa.

Nyt om biler

Den europæiske jury, der består af 59 motorjournalister fra 23 lande har i dag offentliggjort, hvilke syv biler der er gået videre til finalen i kampen om at blive 'Car of the Year 2012'.

Og set med danske øjne er det et yderst interessant felt, der i år er blevet stemt frem til slutrunden – bl. a. Opel Ampera, der for nylig blev kåret til 'Årets bil i Danmark 2012'. 

- I år ser vi både små økonomiske biler, biler med høj miljøprofil, biler med enestående indbygget sikkerhed og biler med køreglæde og livsstil som vigtigste karakter, fortæller Motors Søren W. Rasmussen, der er eneste danske medlem af juryen.

Der er dermed lagt op til en forrygende finale, hvor det nærmest er umuligt at forudsige udfaldet. De syv kandidatbiler er i alfabetisk rækkefølge:

Citroën DS5

Fiat Panda

Ford Focus

Opel Ampera

Range Rover Evoque

Toyota Yaris

VW Up

Søren W. Rasmussen havde selv fem af de syv biler på sin stemmeseddel med de syv biler, der efter hans mening skulle gå videre til finalen. De to, der ikke var med på denne danske liste, var Range Rover Evoque og Citroën DS5. I stedet havde han indstillet Hyundai i40 og Kia Picanto.

- Jeg er vild med både Citroën DS5 og Range Rover Evoque, men som en særlig dansk vinkel på afstemningen havde jeg valgt at give de to koreanske bilmærker en chance for at komme med, men i sidste ende tabte denne fornuftsholdning til ønsket om at belønne køreglæden fra Evoque og DS5, og det kan jeg sagtens leve med, siger Søren W. Rasmussen.

Den endelige vinder offentliggøres i forbindelse med åbningen af biludstillingen i Geneve mandag den 5. marts klokken 15:00.