Ny VW-opdatering uden panderynker

Første uvildige test af opdateringen af Volkswagens mindste motor afslører ingen bivirkninger. NOx-udslippet falder med 22 procent. FDM er dog stadig bekymret for effekten af opdateringen på længere sigt.

Bilist

Heller ikke opdateringen af motorstyringen i den mindste af Volkswagens skandaleramte motorer ser ud til at have bivirkninger. Det viser en før- og eftertest, som FDMs tyske søsterklub, ADAC, har lavet af en VW Polo 1.2 TDI. Det er den bilmodel i Tyskland, hvor der sidder flest af den lille dieselmotor i.

LÆS OGSÅ: Test af VW-opdatering: Ingen bivirkninger - her og nu

ADAC har blandt andet testet bilen efter den såkaldte NEDC-test (New European Driving Cycle), der er afgørende for bilens typegodkendelse. Testen her viste ingen signifikante forskelle i bilens udledning af NOx-gasser, brændstofforbrug eller køreegenskaber efter opdateringen.

Lavere NOx-udslip

Dermed ligner det det samme resultat, som en række bilklubber nåede frem til, da man tilbage i juni testede den første opdatering af den større 2.0-liters dieselmotor på fire forskellige bilmodeller fra VW og Audi.

LÆS OGSÅ: Grønt lys for sidste VW-opdatering

I den aktuelle før- og eftertest af VW Polo blev bilen desuden også testet efter den nye WLTC-test (Worldwide Harmonized Light Vehicles Test Cycle), der i 2017 afløser NEDC-testen. Resultatet af den viste, at bilens udslip af de skadelige NOx’er efter opdateringen faldt med hele 22,9 procent, til gengæld steg brændstofforbruget marginalt. Igen samme billede som testen i juni af den større 2.0 TDI-motor.

LÆS OGSÅ: FAQ om VW-sagen

Frikender ikke VW-løsning

”Opdateringen af biler med Volkswagens ulovlige software bliver i Danmark obligatoriske. Derfor er det naturligvis positivt, at den testede opdatering ikke umiddelbart ser ud til at have bivirkninger. Det er også, hvad vi havde forventet. Der er dog kun testet én bil, og det er for lidt til helt at frikende 1.2-opdateringen. Vi afventer stadig at se testresultaterne fra andre bilmodeller med 1.2-liters motoren.”

”Selv om opdateringen nu og her ser ud til at virke, ændrer det ikke ved vores grundlæggende bekymring for, om motorerne eksempelvis soder til på sigt. Derfor følger vi fortsat bilerne tæt,” siger leder af teknisk rådgivning i FDM, Lone Otto.

LÆS OGSÅ: Hvad er op og ned om motoropdatering og NOx'er

Ifølge VW Danmarks pressechef Søs Righolt er der i Danmark 3.350 VW-biler med den lille 1.2-TDI motor. Af dem er de 2.300 allerede blevet opdateret, oplyser hun overfor FDM.

LÆS OGSÅ: VW-ejere får varsling