Fiat Punto med historisk ringe sikkerhed

Som den første bil får Fiat Punto slet ingen stjerner i Euro NCAP's sikkerhedstest. Skandaløst at Fiat på den måde har nedprioriteret forbrugernes sikkerhed, mener FDM.

Som den første bil er der nul Euro NCAP-stjerner til Fiat Punto.
Bilist

Nul stjerner! Så hård er Euro NCAP's dom over Fiat Punto, som det fælleseuropæiske sikkerhedssamarbejde netop har gentestet.

Dermed er den italienske minibil, der grundlæggende stammer fra 2005, den første til at opnå den tvivlsomme ære at få nul stjerner i Euro NCAPs sikkerhedstest.

Så dårligt klarer Fiat Punto Euro NCAPs gentest

 

Nul stjerner i sikkerhed

Det er især fraværet af nye sikkerhedssystemer som automatisk nødbremse (AEB), fartbegrænser og noget så basalt som selehuskere, der gør, at Fiat Punto får nul point i kategorien sikkerhedsudstyr. Dermed kan den heller ikke kan få mere i det samlede resultat.

Fiat Punto er et grelt eksempel på, at der stadig sælges nye biler, som sikkerhedsmæssigt har stået helt stille i flere år

Værre er det, at testen også afslører en meget ringe kollisionssikkerhed, som er alt andet end tidssvarende.

Læs også: Sikkerhedstest gør ondt på ældre biler

Skandaløs ringe sikkerhed

”Testen af Fiat Punto afslører en skandaløs ringe sikkerhed. Særlig taget i betragtning, at det er en bil, der stadig produceres og kan købes fra ny,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen, og tilføjer:

Læs også: Går du glip af sikkerhedsfradrag?

"Fiat Punto er dog ikke mere usikker i dag, end den var i går. Har man en Fiat Punto, behøver man derfor ikke sælge den. Står man omvendt og skal købe ny bil, bør man vælge en med mindst fire stjerner i Euro NCAP's sikkerhedstest og huske at se på, hvornår den er testet.”

Der er foreløbig solgt 156 eksemplarer i år af Fiat Punto i Danmark, mens der sidste år rullede næsten dobbelt så mange eksemplarer ud fra landets Fiat-forhandlere. Fiat Punto fås fra 140.000 kroner.

Læs også: Euro NCAP-test har reddet 78.000 liv

Producenter forsømmer sikkerhed

Selvom Fiat Punto langt fra er den eneste bil, den seneste Euro NCAP-test gør ondt på, er det stadig den bil, der slår sig mest.

”Fiat Punto er et grelt eksempel på, at der stadig sælges nye biler, som sikkerhedsmæssigt har stået helt stille i flere år, fordi producenterne har forsømt at opgradere sikkerheden. Det er naturligvis ikke godt nok. Derfor bør EU også se på, om man ikke bør stramme kravene til typegodkendelsen, så biler fremover skal have et vist niveau af sikkerhed, for at kunne blive solgt som en ny bil,” siger Søren W. Rasmussen.

Læs også: Flot Euro NCAP-test udløser sikkerhedsfradrag på stribe