Mens vinterferien for mange danskere er lig med skiferie, er det for familiens bil ofte lig med hårdt arbejde. For mens mange familier har travlt med at huske både ski og varmt tøj, glemmer man måske i skyndingen at tænke på bilens ve og vel. Og strabadserne på de europæiske vinterveje får hvert år mange biler til at give op på halvvejen.
Hårdt arbejde for bilen
”Præcis som når vi kører på sommerferie, kommer bilen på ekstra hårdt arbejde, når vi skal på vinterferie. Her kører vi ofte lange stræk, hvor vi kører godt til. Samtidig vejer bilen også mere end til dagligt, ligesom frosten ofte bider mere, end vi er vant til. Alt sammen noget, der stiller nogle krav til bilen, hvis den skal kunne klare hele turen,” siger seniortekniker i FDM Jørgen Jørgensen.
Ifølge ham kan det derfor være en god idé at sende bilen til vintertjek på et værksted eller hos FDM, hvis du vil være sikker på, at den er i form til vinterferien.
Klæd bilen på til turen
Men selv med enkle forholdsregler kan du også gøre sit til selv at klæde bilen rigtig på til turen.
Det er hverken kompliceret eller kræver teknisk snilde at få bilen gjort vinterklar.
”Det er hverken kompliceret eller kræver teknisk snilde at få bilen gjort vinterklar. Faktisk kan man ved at gennemgå få tjekpunkter - næsten - sikre sig, at bilen kan klare turen til Alperne og tilbage igen. Og så er det naturligvis også et spørgsmål om trafiksikkerhed. Både ens egen og medtrafikanternes. Så få bilen kontrolleret og klargjort i god tid,” siger Jørgen Jørgensen.
Vi har her samlet en række gode råd til, hvordan du selv kan gøre bilen klar til vinterferien.
Er der strøm på batteriet?
Bilens batteri døjer i kulden. Efter at have stået stille på et skisportsted en uge i hård frost, kan det være svært at få liv i bilen igen, når ferien er slut.
Kontrollér batteriets ladetilstand. De fleste biler kører rundt med et batteri, der kun er 50-70 procent opladet, og kapaciteten falder generelt i takt med lavere temperaturer (op til 50 procent ved hård nattefrost).
Samtidig kræver vinterhalvåret et ekstra stort strømforbrug til lys, klimaanlæg, sædevarme, vinduesviskere m.m.
Sådan dækker vejhjælpen i udlandet
Husk vinterdæk
Det er langt fra kun skiløjperne, der er glatte. Sne, sjap og is gør flere steder i Europa vejene til en prøvelse for selv rutinerede bilister. Derfor anbefaler vi, at du kører på vinterdæk i vintermånederne. I flere lande omkring os er der krav om vinterdæk, når føret er vinterligt.
Regler for vinterdæk i udlandet
Regler for sikkerhedsudstyr i Europa
Nye regler for vinterdæk i Tyskland
Snekæder er påkrævet
Er den sidste del af vejen til skisportsstedet ikke ryddet, kan det være nødvendigt, at du sætter snekæder på bilen. I visse lande er det lovpligtigt at have snekæder i områder, hvor der er skiltet med det.
Læs mere om montering af snekæder
Tjek vinduesviskerne og lygterne
Specielt om vinteren skal vinduesviskerne virke godt og effektivt. Vejsnavs og -salt og eventuelt sne stiller store krav til viskerbladene. Tjek viskerbladene og se, om gummiet er helt. Viskerne kommer ofte på hårdt arbejde på vintervejene, så det er vigtigt, at de er i orden.
Rens eventuelt bladene ved hjælp af svamp og rengøringsmiddel eller udskift dem. Ved samme lejlighed rengøres ruden for trafikfilm. Rengør også regelmæssigt for- og baglygterne på turen og se efter sprukne pærer.
Er der køler- og sprinklervæske på?
Temperaturerne på skisportsstederne er ofte væsentligt koldere end herhjemme. Derfor er vigtigt, at kølervæsken er frostsikret. Væsken bør være frostsikret til mellem minus 25 grader og minus 35 grader. Korrekt frostsikring beskytter også kølesystemet mod korrosion. Sørg også gerne for, at have en ekstra dunk sprinklervæske bag i bilen.
Olieskift
En vinterklargøring bør altid omfatte olieskift, så motoren er klar til de første kolde morgener. En tyk og træg motorolie er svær for motoren at trække rundt ved start i frostvejr. Benyt en god, fuldsyntetisk letløbsolie – vær opmærksom på specifikationerne for motorolien til din bil. Skift oliefilteret samtidigt.
Husk at aflevere spildolie og oliefilter på den kommunale genbrugsplads, hvis du selv skifter olien.
Husk motorvejsmærkaterne
I mange europæiske lande betaler man vejskat i form af en mærkat/vignette, der klistres fast på bilens forrude. Mærkaterne gælder i en tidsbegrænset periode, og kører man på motorvej uden mærkat, kan man komme til at skulle betale store bøder. Du kan købe mærkater hos FDMshop.dk og på tankstationerne i de respektive lande.
Læs mere: Motorvejsmærkater i Europa
Tank lokalt
I lande, hvor det kan blive meget koldt, er brændstoffet om vinteren kuldesikret til lave temperaturer. Det kan derfor være en god idé at tanke lokalt.
Læs mere: Undgå kuldechok til bilen på vinterferien
Pak med omtanke
Det er vigtigt, at du pakker bilen korrekt. Det betyder, at de tungeste tinge skal lægges nederst og så langt fremme i bagagerummet som muligt mod bilens tyngdepunkt. Du bør hellere ikke pakke højere, end at du kan se ud af bagruden. Mange biler har stropper og kroge bagi bilen, som kan bruges til at spænde bagagen fast. Brug dem.
Har du en tagboks på bilen, kan ski med fordel komme herop. Det er dog vigtigt, at de er spændt fast og ikke ligger løs i boksen. I det hele taget skal ting i tagboksen spændes fast, ligesom det kun er lette genstande, du bør lægge her. Hvor tungt du må læsse i tagboksen fremgår af boksen. Overhold grænsen, da for meget vægt øverst forringer bilens køreegenskaber og sikkerhed.
Vigtigst når du pakker bilen er, at bagagen og andre løse genstande ikke kan ryge rundt i kabinen i tilfælde af en kollision.
Læs mere: Montering og pakning af tagboks