Bilister risikerer milliardudgift til nye radioer

To millioner bilister risikerer at skulle investere i en ny dyr DAB-radio, hvis FM-båndet slukkes. En dyr og dårlig løsning for bilisterne, mener FDM. Flere nye biler fås slet ikke med DAB-radio.

To millioner bilister risikerer at miste radiosignalet, hvis politikerne slukker for FM-signalet
Bilist

Radiotavsheden kan om få år sænke sig over en stor del af den danske bilpark. Regeringen ønsker nemlig at fremskynde overgangen til digital radio (DAB) ved at trække stikket til FM-båndet i senest 2021 og gerne før. Det fremgår af regeringens nye medieudspil.  

Hvis man virkelig vil fremme digital radio, kunne man begynde med at fjerne registreringsafgiften på digitale radioløsninger

Læs også: FDM kæmper for FM-båndet

Det betyder, at de omkring to millioner personbiler, der i dag ikke en DAB+ radio eller anden digital løsning, risikerer at miste radiosignalet, med mindre de får eftermonteret en.

Det er dog en løsning, der med montering nemt koster omkring 5.000 kroner. Dermed vil det samlet koste bilejerne omkring 10 milliarder kroner, hvis de fortsat vil kunne høre radio i bilen.

Mange nye biler fås ikke med DAB

Læs også: Politikerne vil slukke for din bilradio

Heller ikke selvom du køber ny bil, kan du være sikker på, at radioen også virker, hvis FM-signalet lukkes. Mange nye biler fås i dag nemlig slet ikke med DAB-radio.

Af de fem mest solgte biler i januar i år fås én (Peugeot 208) slet ikke med DAB-radio, mens en anden (Toyota Yaris) kun fås med DAB-radio i den mest veludstyrede udgave. Kun én (Nissan Qashqai) af de fem biler har det som standard. På de øvrige (VW Golf og VW Up) var det dyrt ekstraudstyr.

Læs også: Farvel DAB - goddag DAB+

Trafikmeldinger virker ikke på DAB

”Der er ingen tvivl om, at radiolytning går mod at blive stadig mere digital. Også i bilen. Men at slukke for FM-bådet om allerede tre år, synes FDM er en dårlig idé. Ikke mindst fordi de fleste bilejere vil skulle investere i en ny dyr radio. Hvis man virkelig vil fremme digital radio, kunne man begynde med at fjerne registreringsafgiften på digitale radioløsninger,” siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk, og tilføjer:

”At vigtige trafikmeldinger om færdselsuheld, udrykningskøretøjer og bilkøer heller ikke fungerer ret godt på DAB-radio, forstærker kun vores bekymring.”

Læs også: Politikerne freder bilradioen - foreløbig

En midlertidig løsning

Ifølge DR Medieforskning er kun 38 % af radiolytningen i dag digital. De resterende 62 % sker altså via FM-båndet. Blandt andet derfor har FDM de senere år advaret mod at slukke for tidligt for FM-signalet.

”Vi kan godt have vores tvivl om, at Danmark teknisk vil være klar til at kunne tilbyde en tilstrækkelig god DAB-dækning om tre år. Vel at mærke i hele landet. Det er langtfra tilfældet i dag. Samtidig er spørgsmålet, om ikke DAB bare er en midlertidig løsning, da man allerede om få år vil streame radio i takt med, at internettet rykker ind i nye biler,” siger Torben Lund Kudsk.

Læs også: Norge slukker for FM-signalet

Pris for at få DAB+ i bilen (apr. 2018)
Bilmodel Pris DAB+-radio
Peugeot 208 N/A Ikke mulig at tilkøbe
Nissan Qashqai 0 kr. Standard fra billigste variant
VW Up 2.795 kr.   
Toyota Yaris N/A Kun standard i dyreste variant. Tilsyneladende ikke muligt at tilkøbe
VW Golf 3.196 kr.  

Ovenstående er de fem mest solgte biler i Danmark i januar 2018.