Lastbilchauffører er værre med mobilen end bilister

Trafikanter er mest distraherede om eftermiddagen, og lastbilchauffører er meget værre end bilister til at flytte blikket fra trafikken. Det viser en optælling fra Rigspolitiet

Lastbiler på motorvej.
Bilist

Hver 16. - eller 6,1 procent - af alle trafikanter udfører distraherende aktiviteter under kørslen. Det gælder for 5,6 procent af person- og varebilsførere og 14,7 procent af lastbilchauffører.

Det viser tal fra politiet, der har været på gaden for at undersøge, hvordan vi lader os distrahere bag rattet.

Rigspolitiet har registreret brug af håndholdt mobiltelefon, brug af håndfri mobiltelefon, indtagelse af mad og drikke og rygning samt indstilling af radio, navigation, mv.

De fire udvalgte kategorier af distraktorer er observeret på hverdage morgen, middag og aften en enkelt dag i hver politikreds.

Lastbilchauffører er værst

Tallene viser bl.a., at lastbilchauffører er meget værre end bilister til at bryde loven ved at tale i håndholdt mobiltelefon. Én ud af 26 lastbilchauffører taler håndholdt, mens det ”kun” gælder én ud af 100 person- og varebilsførere.

For de øvrige ikke-ulovlige distraktioner, der er observeret i undersøgelsen, er lastbilchauffører også fire gange så slemme som folk i varevogne og biler.

Læs mere: Uopmærksomhed ved hver anden lastbilulykke

Værre om eftermiddagen end om morgenen

Andelen af førere, som taler i håndholdt mobiltelefon, stiger hen over dagen, mens rygning og indtagelse af mad og drikke topper omkring frokost.

Behovet for at bruge mobiltelefonen kan være højere sidst på dagen, når man har brug for at aftale dagens videre forløb – hentning af børn, indkøb mv., fremgår det af undersøgelsen.

Om morgenen er de fleste formentlig optaget af at skulle på arbejde.

Læs mere: Kører du bil, når du kører bil?

Meget mobil på motorvejen

Undersøgelsen viser også, at der er en signifikant større andel distraherede førere på motorveje end på landeveje og byveje.

Andelen er konsekvent højere for lastbilchauffører. Henholdsvis 16,2 procent på motorvej, 5,3 procent på landevej og 9 procent på byvej. For biler og varevogne er tallene 6,7 procent på motorvej, 2 procent på landevej og 2,7 procent på byvej.

Man kører typisk længere strækninger, når man kører på motorvej, og dermed stiger behovet formentlig for at foretage sig af andre ting imens, lyder undersøgelsens forklaring.

Læs mere: Motorveje er som en magnet på trafikken

FDM: Hold fokus på trafikken

Tallene i undersøgelsen understreger ifølge Dennis Lange, der er juridisk konsulent i FDM, at der er et reelt problem med distraktion blandt trafikanter.

”Lastbilchaufførerne har tilsyneladende lidt sværere ved at forstå budskabet om at lade mobilen ligge og have sin opmærksomhed på trafikken. Men uanset hvilket rat, man styrer, så gælder det om at køre lastbil eller bil, når man kører. FDM opfordrer til, at alle trafikanter er opmærksomme i trafikken.”

Læs mere: I halvdelen af dødsulykkerne er uopmærksomhed en medvirkende faktor

Første større undersøgelse

Det er første gang, forekomsten af distraktorer blandt trafikanter i Danmark er klarlagt systematisk i større skala.

Undersøgelsen er begrænset til det, der er synligt. Der vil være førere, som er distraheret af eksempelvis tankemylder, træthed, stress, sygdom mv. Den er dermed et minimumsestimat for uopmærksomme førere. Antallet kan være meget højere.

Resultatet indgår i politiets indsats mod uopmærksomhed i trafikken.

Køb udstyr til håndfri telefoni