Nu strammer Bruxelles miljøgrebet

Fra 1. oktober skal du registrere din bil online, inden du kører ind i Bruxelles. Ellers vanker der en bøde på 150 euro eller mere. Myndigheder advarer mod at købe falske miljømærker på nettet.

Fra 1. oktober skal du registrere bilen inden du kører ind i Bruxelles. Ellers vanker der en bøde.
Bilist

Bruxelles strammer nu miljøgrebet om byens mange biler.

Fra 1. oktober skal alle biler, minibusser og varevogne under 3,5 ton, der kører ind i den belgiske hovedstad, på forhånd have registreret deres miljøegenskaber og nummerplade online. Nummerpladen vil så blive aflæst på vej ind i byen.

Har du ikke fået bilen registreret, inden turen går til Bruxelles, risikerer du en bøde på 150 euro, eller hvad der svarer til 1.125 kroner.

Lever bilen samtidig ikke op til de nye skærpede miljøkrav, lyder bøden på 350 euro (2.600 kroner).

Din bil kan dog - indtil videre - kun blive ’blitzet’ én gang i en periode på tre måneder eller 4 gange på et år.

Registrer din bil online her. (ekstern link)

Dårlig luft

Det er problemer med dårlig luftkvalitet, der ved årsskiftet fik Bruxelles til at indføre en såkaldt Low Emission Zone, LEZ. Miljøzonen dækker hele Bruxelles med undtagelse af byens store ringvej og enkelte andre store veje.

Allerede i dag har Antwerpen en lignende zone, mens byerne Gent og Mechelen efter planen vil indføre Low Emission Zones fra 2020.

Læs også: Bruxelles indfører Miljøzone

Rammer ældre dieselbiler

Mens alle biler på forhånd skal registreres online, må de ældste biler kun køre ind mod betaling.

I første omgang rammer de nye miljøkrav de ældste dieselbiler, som kun lever op til Euronorm 1. Det vil sige dieselbiler fra før 1996. De kommende år skærpes kravene dog løbende, så dieselbiler i 2020 skal leve op til mindst Euronorm 4 (årgang 2005) for at køre ind i byen. Også for benzinbiler vil der blive indført restriktioner. I 2020 hedder kravet her mindst Euronorm 2 (fra før 1996), men også det skærpes de efterfølgende år. (Se skema længere nede).

Læs også: Franske byer indfører miljøzoner

Lever din bil ikke op til de nye miljøkrav, er det alligevel muligt at købe adgang til Bruxelles i i alt 8 dage om året. Prisen er 35 euro pr. dag.

Registrer bilen for dagspas her (eksterne link)

Læs op på reglerne

”Den nye miljøzone i Bruxelles er et eksempel på, at man rundt om i Europa begynder at have krav til, hvilke biler der må kører ind i byerne. Skal man på kør selv-ferie, bør man derfor have sat sig ind i, hvilke regler der gælder i de enkelte lande og byer. Ellers risikerer man som i Bruxelles en ganske høj bøde, selvom ens bil faktisk lever op til miljøkravene,” siger juridisk konsulent i FDM, Dennis Lange.

Køb miljømærke til Tyskland

Pas på falske miljømærker

Med den nye online-registrering adskiller de belgiske miljøzoner sig fra eksempelvis dem i flere tyske byer, hvor der kræves et miljømærke i bilens forrude.

Derfor advarer de belgiske myndigheder mod hjemmesider, der sælger ’gyldige’ miljømærker til Bruxelles. Myndighederne understreger, at kun ved officiel online-registrering får du adgang til den belgiske hovedstad, uden at der følger en ærgerlig bøde med besøget.

Online-registreringen til LEZ i Bruxelles gælder i tre år.

Læs også: Se oversigt over miljøzoner i Europa

Sådan rammer LEZ dieselbiler
Diesel 2018 2019 2020 2021 2022 2023 2024 2025

Euronorm 6, 6b, 6d, temp / VI

Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt
Euronorm 5, 5a, 5b / V og EEV Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Forbud
Euronorm 4 / IV Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Forbud Forbud Forbud Forbud
Euronorm 3 / III Tilladt Tilladt Forbud Forbud Forbud Forbud Forbud Forbud
Euronorm 2 / II Tilladt Forbud Forbud Forbud Forbud Forbud Forbud Forbud
Euronorm 1 / I Forbud Forbud Forbud Forbud Forbud Forbud Forbud Forbud
Ingen Euronorm Forbud Forbud Forbud Forbud Forbud Forbud Forbud Forbud

 

Sådan rammer LEZ benzinbiler
Benzin 2018 2019 2020 2021 2022 2023 2024 2025
Euronorm 6, 6b, 6d, temp / VI Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt
Euronorm 5, 5a, 5b / V og EEV Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt
Euronorm 4 / IV Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt
Euronorm 3 / III Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt
Euronorm 2 / II Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Tilladt Forbud
Euronorm 1 / I Tilladt Forbud Forbud Forbud Forbud Forbud Forbud Forbud
Ingen Euronorm Tilladt Forbud Forbud Forbud Forbud Forbud Forbud Forbud